Kosmos i indoeuropæisk paganisme

Alle indoeuropæiske folk levede i henhold til princippet om den kosmiske orden: fra Irland og Skandinavien i vest, til Persien, Indien og Kinas grænser i øst. I denne blog ser vi på den vediske religion, hvorfra verdens ældste religiøse tekst er opstået. Herfra udleder vi grundprincipperne i den indoeuropæiske religion, og vi giver eksempler herpå fra andre proto-indoeuropæiske folk. 

Omkring 3000 f.Kr. migrerede kulturerne fra jamna-horisonten fra den pontisk-kaspiske steppe til Europa. De var talere af det proto-indoeuropæiske sprog, forløberen for de sprog, der i dag tales i en stor del af Europa. De bragte de indoeuropæiske kulturer, der udviklede sig til det, vi kender som kelterne, germanerne, vikingerne, balto-slaverne, grækerne, romerne og ibererne. 

En del af denne gruppe migrerede derefter fra Centraleuropa tilbage mod øst, mod Uralbjergene. Fra 2200 f.Kr. udviklede Sintashta-kulturen sig i dette område. Denne region betragtes som fødestedet for den indo-iranske gren af den indoeuropæiske sprogfamilie, som mellem 2000-1600 f.Kr. delte sig i den indo-ariske og den iranske gren.

Det indo-ariske folk talte en tidlig form for sanskrit. Disse mennesker migrerede fra 2000 f.Kr. i bølger mod Centralasien, Pakistan og Nordvestindien. De bragte deres religion med sig, som blandede sig med de religiøse skikke hos indbyggerne i Indus-dalen. I tekster på vedisk sanskrit kaldte disse mennesker sig selv ariere, derfor vil vi også bruge dette navn trods de negative konnotationer, der er forbundet hermed i det 20. og 21. århundrede.

Gennem århundreder overleverede indo-arierne deres historier, myter og religiøse dogmer mundtligt til hinanden. Mellem 1500 og 1000 f.Kr. skrev de dem for første gang ned i en samling af hymner: Rigveda. Rigveda er en af de ældste indoeuropæiske tekster, der er bevaret, og det ældste religiøse skrift i verden.

På grund af denne tidlige datering giver Rigveda en unik indsigt i en gammel indoeuropæisk religion. Og ved at sammenligne teksterne og grundprincipperne i den vediske religion med senere myter og religiøse udtryk fra andre indoeuropæiske folk, kan vi lave en rekonstruktion af en række koncepter fra den proto-indoeuropæiske religion.

Inden for den Vediske religion henviser Rta til den kosmiske orden, sandhed, eller den regelmæssige funktion af universet. Det er et princip, der bestemmer balancen i naturen og i moralske spørgsmål og er en af hjørnestenene i Rigveda. Guderne er forbundet med Rta, men står ikke over det.

Rta antager, at alle ting i universet konstant er i bevægelse (gati), både fysiske ting som himmellegemer eller havet, og ikke-fysiske ting som moralsk fremgang. Alle elementer i verden arbejder harmonisk sammen ifølge den kosmiske orden (samghatna), ved kraften af rta eksisterer både natur og sociale strukturer i balance og samarbejde. Forløbet af begivenheder, både i naturen og i livet, er forudbestemt af de uundgåelige love om årsag og virkning (niyati).

Rta styrer således både den fysiske verden og de moralske og sociale sfærer, hvor bevægelse, samarbejde og skæbne reguleres af denne universelle orden.

To begreber, som vi straks vil vende tilbage til, er uløseligt forbundet med Rta: dharma og karma. Dharma er de regler eller principper, der understøtter den kosmiske orden, mens Karma er individets handlinger, der påvirker, hvordan denne orden manifesterer sig.

Ordet Rta og det Avestanske ækvivalent aṣ̌a er via det Proto-Indo-Iranske *Hr̥tás ('sandhed') afledt af det Proto-Indo-Europæiske *h₂r-tós / *xartus ('korrekt, forbundet, rigtig, sand', fra verbestammen *h₂er- 'passe, regulere, ordne').

Væsener opfylder deres sande natur, når de følger den vej, der er fastlagt af lovene i rta, den kosmiske orden. Hvis de ikke følger disse love, opstår der kaos og lidelse.

Det er derfor essentielt at afstemme sine handlinger med denne orden, hvilket kaldes dharma, for at sikre sit eget velvære. Dharma omfatter de regler, principper eller forskrifter, der understøtter rta. Når nogen ikke overholder disse kosmiske love, opstår adharma, hvilket fører til forstyrrelse af den naturlige balance og forårsager elendighed og modgang.

En række vigtige dharmatiske begreber er gensidighed, gæstfrihed og eksistensen af klasser. Vi vender tilbage til dette senere i teksten.

Ordet dharma kommer fra det proto-indoeuropæiske verbum *dʰer- ('understøtte, holde fast').

Rta er den kosmiske orden. Dharma er de regler eller principper, der understøtter denne orden. I den senere vediske periode skiftede fokus fra guderne som udøvere af ṛta til individet, der gennem sine handlinger skulle understøtte ṛta. 

Dette medførte mere opmærksomhed på menneskets etiske ansvar og skyld. Begrebet Karma spiller en central rolle heri. Karma betyder "handling" og henviser til de handlinger, en person udfører, som kan være i overensstemmelse med dharma (den rette vej) eller imod den. Disse handlinger har et årsag-virkningsforhold med den lykke eller lidelse, en person oplever i livet.

Ordet karma er sandsynligvis opstået fra det proto-indoeuropæiske verbum *kʷer- ('gøre, lave, bygge'). Interessant nok er dette i det proto-keltiske sprog udviklet til ordet *kʷaryos, som betyder kedel. Kedlen var en essentiel del af den keltiske spiritualitet, tænk på Gundestrupkedlen, men også motivet af genfødslens kedel.

I Rigveda var Brahman oprindeligt et koncept, der henviste til den spirituelle kraft af ritualer, bønner og mantra's. Det var energien, der blev frigivet ved korrekt udførelse af disse hellige handlinger, hvor ordet, især i lovsange og ofringer, tjente som energikilde.

Brahman stod i direkte forhold til Ṛta, den kosmiske orden, fordi udførelsen af ritualer i overensstemmelse med de korrekte regler (dharma) blev betragtet som essentiel for bevarelsen af Ṛta. Gennem Brahmans kraft, via korrekte ritualer, blev harmonien i kosmos understøttet og bekræftet, hvilket holdt den naturlige og moralske orden intakt. Med andre ord forstærkede og beskyttede Brahman Ṛta gennem rituel præcision.

I den senere vediske periode fik Brahman en mere filosofisk betydning og blev betragtet som den ultimative, usynlige virkelighed, der gennemtrængte hele universet. Her blev Brahman set som den fundamentale essens af alt, kilden hvorfra al eksistens udspringer. Dette bredere, metafysiske koncept af Brahman forblev dog stadig nært forbundet med Ṛta, fordi Ṛta var manifestationen af denne dybere, universelle sandhed. 

Brahman blev den underliggende kraft bag både det synlige kosmos og de love, der styrede denne orden (Ṛta). Begrebet Brahman udviklede sig altså fra rituel kraft til den universelle kilde til al virkelighed, men forblev knyttet til Ṛta som manifestationen af kosmisk og moralsk orden.

Ordet brahman kommer fra det proto-indoeuropæiske verbum *bʰerǵʰ- (‘høj blive, rejse sig, løfte) plus endelsen *-mn̥, som dannede et substantiv med en betydning som ‘vækst, ekspansion, skabelse, udvikling’.

I den tidlige vediske periode var atman livsånden eller den indre essens af et individ. Det er det, der gjorde mennesket levende, og en manifestation af den universelle livskraft. Det er et individuelt udtryk for den universelle orden af rta.

I den senere vediske periode, især i Upanishaderne, udvikler Ātman sig til en meget dybere filosofisk forståelse. Her bliver Ātman ikke kun den individuelle sjæl, men også betragtet som identisk med Brahman, den ultimative virkelighed. I denne periode forstås livet og kosmos som et udtryk for den fundamentale enhed mellem Ātman og Brahman, hvor śata stadig repræsenterer den kosmiske orden, der opretholdes af denne enhed. 

At leve efter śata gennem Dharma og forstå sin egen Ātman som en del af Brahman er essentielt for spirituel oplysning.

Ordet atman er afledt af det proto-indoeuropæiske ord *h₁eh₁tm̥ (‘blæse’), ligesom det oldgræske ἀτμός (‘røg’), det hollandske adem og det walisiske awel (‘vind’).

Den vediske religion udviklede en række klare begreber om den kosmiske orden. Også i andre indoeuropæiske kulturer var denne kosmiske orden til stede. To folk har tydeligt nedskrevet deres syn på den kosmiske orden: perserne og grækerne.

Ovenfor læste vi allerede, at den indoiranske gren af det proto-indoeuropæiske sprog delte sig i en indo-arisk og en iransk gren. Talere af det proto-iranske sprog bosatte sig på det iranske plateau, det nuværende Iran, Afghanistan og Pakistan. Mod slutningen af det 2. årtusinde f.Kr. og begyndelsen af det 1. årtusinde f.Kr. opstod forskellige iranske folk, såsom mederne og perserne.

Også perserne overleverede deres religiøse dogmer mundtligt, i en sådan grad, at den vigtigste kilde om den gamle persiske religion, Avesta, først blev nedskrevet i det 6. århundrede e.Kr. Avesta er en skrift fra den zoroastriske religion. Ikke desto mindre har det bevaret mange elementer af den gamle persiske hedenskab.

I den gamle persiske religion spillede ideen om en universel orden også en vigtig rolle, hvor de guddommelige kræfter opretholdt den naturlige og moralske orden. Asha var her et udtryk for den rette måde at leve på og den korrekte udførelse af ritualer og moralske handlinger. 

Disse tidlige ideer blev videreudviklet i zoroastrismen, hvor Ahura Mazda, den øverste gud, blev legemliggørelsen af Asha. Hans kamp mod Angra Mainyu (den onde ånd, der repræsenterer kaos og løgne) blev et fundamentalt tema i religionen, hvor Ahura Mazdas tilhængere blev opfordret til at forbinde sig med Asha for at opretholde orden i kosmos og i deres liv.

De tidlige græske idéer om orden spillede en central rolle i opståen af deres filosofiske og videnskabelige verdensbillede. Ordet kosmos selv betyder bogstaveligt "orden" eller "ordnet verden," og stod i kontrast til kaos, som henviser til uorden eller den oprindelige urtilstand uden struktur.

Thales fra Milet (624-546 f.Kr.) forsøgte at forklare naturfænomener uden at falde tilbage på mytologiske forklaringer. Han introducerede idéen om, at der er et grundlæggende princip (archê), der danner den underliggende substans af alt i universet. For ham var dette vand, som han så som kilden til alt liv og orden i naturen.

En elev af Thales, Anaximander, foreslog, at der var et ubegrænset og ubestemt princip, som var kilden til alt: det apeiron. Han troede, at universet udviklede sig fra apeiron og at kosmos havde en ordnet struktur, styret af naturlove, der sikrer, at elementerne forbliver i balance.

Heraklit (535-475 f.Kr.) introducerede begrebet logos ('ord') som den universelle lov eller det rationelle princip, der styrer den konstante forandring og enheden af modsætninger i universet. Logos var forbindelsen mellem det rationelle sprog og den rationelle struktur af verden. For ham var verden konstant i bevægelse (panta rhei), men alligevel styret af en underliggende orden, logos, der holder alt i balance.

Denne teori blev udarbejdet af stoikerne. De så logos som den guddommelige fornuft, der styrer verden, og det var menneskets mål at leve i overensstemmelse med denne fornuft. Ved at handle rationelt og moralsk opretholdt man kosmos' orden. 

Logos er sammenlignelig med ṛta, fordi det vedrører både den fysiske og den moralske orden: alt, fra naturlige fænomener til menneskelige handlinger, skal ske i harmoni med logos. For Heraklit var logos ansvarlig for enheden af modsætninger i verden. Verden er fuld af konflikt og forandring, men denne bevægelse finder sted inden for en ordnet helhed, der styres af logos.

I den vediske tænkning har ṛta en stærk religiøs karakter, mens i den græske filosofi ses logos som et rationelt og ofte panteistisk princip (det guddommelige er overalt til stede i naturen og danner essensen for alt, der eksisterer).

Ord havde en vigtig betydning og høj værdi for de proto-indoeuropæere.

Dette ser vi allerede i Rigveda: hymnen og offeret til guderne var lige vigtige for at vinde gudernes gunst. Digternes ord skabte sandheden. På festdage forsøgte alle at få gudernes opmærksomhed på samme tid, og derfor blev digtere betalt meget godt. Denne værdsættelse af digtere og fortællere ser vi også i det gamle irske samfund, hvor digteren (fili) endda uden for sin stamme havde status som adelsmand.

Ordet var dog ikke kun vigtigt i religiøs eller mytisk sammenhæng. Mundtlige aftaler var hjørnestenen i samfundet. Disse aftaler blev normalt beseglet ved at sværge en ed. Derfor siges det også, at det indoeuropæiske samfund var edsbundet.

Hvis du brød disse aftaler, forstyrrede det den kosmiske orden, og du ville blive straffet.

Hymnerne fra rigvedaen giver et klart billede: i det øjeblik en person korrekt påkalder en gud og korrekt ofrer (tænk på brahmanen), får han noget tilbage fra denne gud. Således opstår der en cirkel af at give, modtage og give igen. 

Dette gensidighedskoncept var meget vigtigt i mange indoeuropæiske kulturer, ikke kun i forhold til guderne, men også i forhold til andre mennesker. Det latinske koncept Do ut des ("jeg giver, for at du skal give") er et godt eksempel herpå.

Retten til gæstfrihed er også baseret på denne gensidighed og var vigtig blandt alle indoeuropæiske folk. Vedierne kendte atithi, grækerne xenia, de gamle irere skrev love om det, og de skandinaviske sagaer er fyldt med eksempler på (at nægte) gæstfrihed.

Disse regler er sandsynligvis opstået i den tid, hvor folk fra jamna-horisonten fra 3.000 f.Kr. bevægede sig ind i Europa fra stepperne. Dette skete i mindre grupper, og ofte bevægede disse grupper sig gennem regioners, hvor beslægtede stammer allerede havde bosat sig. Disse slægtninge var forpligtet til at modtage rejsende som gæster, med viden om, at de også ville være velkomne, når de igen migrerede.

Dette princip omtales også som *ghósti-princippet. Det proto-indo-europæiske ord *ghós-ti- betød sandsynligvis oprindeligt både "gæst" og "vært", hvilket understregede gensidigheden i dette forhold. Gæster og værter havde et gensidigt forhold baseret på aftaler og gaver. At give og modtage tjenester blev ledsaget af ritualer, der forpligtede gæsten til altid at være gæstfri over for sin vært i fremtiden.

Denne forpligtelse kunne endda overføres fra generation til generation. For eksempel, i Homers fortællinger stoppede krigerne Glaukos og Diomedes med at kæmpe og udvekslede gaver, da de opdagede, at deres bedstefædre engang havde haft et gæst-vært forhold. 

Overtrædelser af disse forpligtelser blev betragtet som umoralske, ulovlige og uhellige. I den irske lov blev det at nægte gæstfrihed endda betragtet som en forbrydelse, der svarede til mord. At dræbe en gæst blev også betragtet med stor afsky, ligesom det at misbruge gæstfrihed.

Gensidighed og gæstfrihed var således vigtige regler, der understøttede den kosmiske orden.

Den franske videnskabsmand Georges Dumézil inddelte samfundet i tre klasser: den åndelige klasse (præster og konger), krigerklassen og bondeklassen. Hans teori har haft stor indflydelse, men er også vagt afgrænset og bred. Ikke desto mindre kan vi finde disse klasser i mange indoeuropæiske samfund.

Mennesker fra en lavere klasse kunne indgå i et patron-klientforhold med mennesker fra en højere klasse. Patronen tilbød klienten beskyttelse og økonomisk støtte, mens klienten til gengæld gav loyalitet, tjenester og nogle gange politisk støtte. Dette forhold var baseret på tillid og personlige forpligtelser og var essentielt for social stabilitet og netværk. Til gengæld for beskyttelse og hjælp kunne klienter for eksempel arbejde for patronen, følge ham i kamp eller støtte ham i politiske ambitioner.

Et godt eksempel på dette er det romerske patronus-cliens forhold, som eksisterede allerede før 400 f.Kr. Clientes var en slags livegne af patronus. De modtog støtte i form af penge eller mad og juridisk bistand, i bytte eskorterede de patronus ved vigtige offentlige anliggender og støttede ham.

Også i de gamle irske love er sådanne ordninger nedfældet. Man skulle have mindst fem frie og fem ufrie klienter for at opnå status som herre (flaith). Flaith gav sine klienter kvæg eller et stykke jord i bytte for rente, gæstfrihed og andre tjenester. Fordi klienten ikke skulle aflevere hele sit udbytte til sin herre, havde han mulighed for at vokse i status og selv på sigt antage klienter.

Også i dette patron-klientforhold kom vigtigheden af gensidighed som støtte for den kosmiske orden til udtryk.

Udover religiøse dogmers, filosofiske afhandlinger og juridiske aftaler var også mytologi gennemsyret af begrebet kosmisk orden, og hvad der sker, hvis nogen ikke overholdt denne. Det kræver lidt mere indsats at udlede disse begreber fra mytologi, men nedenfor følger nogle eksempler.

Skæbnegudinderne spillede en vigtig rolle i både den græske mytologi (moirai) og den skandinaviske (nornerne). 

Moirai bestod af Clotho ('spinder'), der spandt en persons livstråd, Lachesis ('fordeler'), der målte tråden, og Atropos ('uundgåelig'), der klippede tråden over. Ideen om moira handlede om, hvad nogen retfærdigt fortjente i livet, såsom lykke, succes eller ressourcer. Hvis nogen fik mere, end de havde ret til, blev det set som en forstyrrelse af den naturlige orden. Selvom det var muligt at få mere end sin retfærdige andel, ville det føre til hård straf eller negative konsekvenser, fordi det gik imod livets balance og regler. Dette er derfor en form for adharma.

Nornerne bestod af Urðr ('det, der er sket', det oldengelske Wyrd), Verðandi ('det, der sker') og Skuld ('det, der skal være'). Derfor menes det også, at de henviser til fortid, nutid og fremtid, men det er ikke sikkert. De spinder livets tråde ved kilden til verdens træet Yggdrasil.

Et vers fra den poetiske Edda beskriver, hvordan nornerne “med kraft vævede skæbnens væv”. Dette kan antyde, at nornerne ikke kun væver individers skæbne, men også begivenheder, der påvirker samfundet, såsom en bys skæbne. Måske er dette basis for det senere neopaganistiske Web of Wyrd.

Konceptet med skæbnegudinderne er forbundet med niyati, konceptet af rta, der er den forudbestemte og fastlagte gang af begivenheder. Derudover viser det, hvordan individet (atman) forholder sig til det hele (brahman).

Alle mennesker skulle stræbe efter den kosmiske orden. Både den græske og den nordiske kosmologi havde en ‘beskytterånd’, der vejledte individer i at stræbe efter rta: daimon (græsk) eller fylgja / hamingja (nordisk).

De gamle grækere mente, at alle havde sin egen daimon. Daimonen var en slags mellemmand mellem guderne og en person og havde indflydelse på en persons skæbne, valg og moralske udvikling. I Platons og Socrates' filosofi ses daimonen som en indre stemme eller moralsk vejleder, der hjælper med at træffe beslutninger. Daimonen er ikke nødvendigvis god eller ond, men kan have både positiv og negativ indflydelse afhængigt af personens handlinger.

Hamingja henviser til en form for personlig lykkeenergi eller spirituel kraft, der påvirker velstand og succes, og som også kan overføres inden for familier. Fordi hamingja kunne arves fra dine familiemedlemmer, var den også afhængig af dine forfædres handlinger.

Fylgja er en personlig beskyttelsesånd eller ledsager, der ofte optræder i dyre- eller kvindelig form og afspejler en persons skæbne; det kan symbolisere ens skæbne eller en truende fare. Begge begreber er tæt forbundet med en persons velbefindende og skæbne, hvor hamingja er mere fokuseret på succes og beskyttelse, mens fylgja ses som en manifestation af sjælen eller skæbnen. I begge tilfælde spiller åndelig vejledning og beskyttelse en vigtig rolle i en persons liv.

Således hjalp daimon, fylgja og hamingja individet med at blive et bedre menneske.

Myten om Daidalos og Ikaros var vidt kendt i den klassiske verden og blev blandt andet fortalt af (Pseudo-)Apollodorus og Ovidius. 

Daidalos var en genial håndværker fra Athen. Da hans nevø Perdix overgik ham ved at opfinde saven og en passer, blev Daidalos jaloux og skubbede ham over kanten af Akropolis. Pallas Athena forvandlede drengen til en agerhøne for at redde ham. På grund af dette mordforsøg måtte Daidalos forlade Athen, og han slog sig ned på Kreta, hvor kong Minos herskede.

Minos trodsede Poseidon, havets gud, ved at ofre en grå tyr i stedet for en hvid tyr. Som straf gjorde guderne Minos' hustru vanvittig, og hun ønskede at have sex med denne offerdyr. Daidalos lavede en træerstatning. Fra denne udskejelser blev Minotaurus født, og Daidalos byggede en labyrint til den.

Minos fængslede Daidalos, fordi han kendte labyrintens hemmelighed. Men den snedige opfinder lavede to sæt vinger, et til sig selv og et til sin søn Ikaros, for at undslippe. Han advarede drengen om ikke at flyve for lavt, så vingerne ikke blev våde, og ikke at flyve for høj. Ikaros ignorerede hans advarsler og steg for høj, hvilket fik solen til at smelte voksen, der holdt fjerene sammen, og han styrtede ned.

Denne historie illustrerer, hvordan forstyrrelse af den kosmiske orden (rta) altid vil have konsekvenser, og at disse konsekvenser ikke altid vil være umiddelbart klare.

Den kosmiske orden står for struktur og skønhed, og vores gudindekjoler bringer den samme harmoni til din garderobe. I de indoeuropæiske ritualer spillede kvinder en afgørende rolle som forbindelsen mellem dødelige og guder. Til disse hellige øjeblikke klædte vores forfædre sig på deres bedste, en hyldest til deres vigtige opgave. Kjolerne, der vises i denne blog, er designet til at fremhæve din egen skønhed og udstråler styrke og elegance. De er perfekte til både rituelle lejligheder og til daglig brug, så du altid er forbundet med din indre gudinde.