Pagan symbolik: de torque

Det kendte billede af torque er, hvor den bæres af vilde keltiske krigere, der er bevæbnet med skjold og spyd og fører krig mod romerne eller andre keltiske stammer. Men torque er meget mere end blot et smykke. I denne blog fortæller vi om den dybere symbolik af torque.

En torc (Torq,Torque) er en stor stiv metalhalsring. Denne kan være lavet af et enkelt stykke eller af flere tråde, der er snoet sammen. De fleste torques er åbne foran. Men nogle er helt runde og har en lukning, så de kan bæres. Torques kan være lavet af enhver type metal, og der er fundet mange torques af ædelmetal som guld og sølv. 

De torque er kendt som et karakteristisk keltisk smykke. Dette billede er opstået, fordi kelterne ofte er afbildet med torques, og fordi romerne har fremhævet torques som karakteristisk keltisk. Men også andre indo-europæiske folk bar torques. Torques blev båret blandt de senere europæiske bronzealderen, omkring 1200 f.Kr. til det 3. århundrede e.Kr., og senere blev denne tradition videreført af de germanske folk som vikingerne. Torques blev også båret af folk som skyterne, illyrerne, thrakerne, kelterne (gallerne), germanerne, vikingerne og nogle gange endda romerne. Alle disse folk delte deres proto-indo-europæiske oprindelse. Muligvis kan torque derfor spores tilbage til den indo-europæiske steppekultur. 

De indo-europæiske folk havde en stærk edsforbundet, dharmisk kultur hvor deres paganistiske religion fokuserede på den kosmiske orden. Den indoeuropæiske kosmiske orden er princippet om harmoni og balance i universet, hvor alt fungerer i henhold til faste love. I vedisk tænkning kaldes dette koncept "Rta", mens grækerne kaldte det "Kosmos". Rta er en dynamisk kraft, der regulerer både naturen og abstrakte begreber som moral, og den sikrer en balance i både naturen og samfundet. At handle i overensstemmelse med Rta, også kaldet "dharma", er essentielt for individuel og kollektiv velfærd. At overtræde disse kosmiske love, "adharma", fører til kaos og elendighed. Guddomme som Nornen, Matres og Moirai vogter over denne orden.

For at bevare denne kosmiske orden bestod samfundet af forskellige lag: den religiøse & regerende klasse, krigerklassen, den arbejdende klasse. Hver klasse havde sine ansvar, og disse blev garanteret ved at lave aftaler, aflægge en ed. Sandsynligvis tjente torques og også overarmsbånd som edsringe. Disse edsringe repræsenterede eden mellem bæreren og den person, gud eller stamme, som han havde aflagt eden til. 

Arkæologer debatterer dateringen af torques; nogle blev muligvis overleveret som arvestykker i generationer. Torques var sandsynligvis ligesom en ed arvelig. I Homers værker stopper krigerne Glaukos og Diomedes deres kamp og udveksler gaver, når de opdager, at deres bedstefædre havde et gæst-vært-forhold.

I den keltiske mytologi bliver guder og gudinder nogle gange afbildet med torcs, såsom guden Cernunnos, der på forskellige billeder bærer én torc om halsen, mens andre hænger fra hans gevir eller holdes i hånden, som det ses på Gundestrup-kedlen. Udover repræsentationen af magt og rigdom kan disse torques muligvis stå for deres ed til den kosmiske orden. 

Torques bliver regelmæssigt fundet i kombination med armbånd, der sandsynligvis havde en lignende funktion. 

De luksuriøse materialer, som de fleste torques er lavet af, viser, at torques tydeligt er forbundet med aristokratiet. Inden for den indoeuropæiske aristokrati var religion og regeren stort set i hænderne på den samme person. Således blev den romerske kejser også set som ypperstepræst, og den keltiske druide havde stor politisk magt. Også krigsførelse, især plyndringstogter af krigsbander (de Kóryos) kan betragtes som semi-rituelle. Krigerklassen var den 'frie' klasse i samfundet. Sammenlignelig med at have juridisk personlighed. Sandsynligvis bar de også i nogle tilfælde torques eller armbånd. Disse blev gerne taget som bytte af de romerske legionærer efter slag. 

Nogle gange findes torques i grupper uden klar tilknytning til en begravelse. Dette kan repræsentere det rituelle brud på en ed, for eksempel når en leder er død. Men det kan også repræsentere den rituelle troskabsed til en bestemt guddom og dermed stå for beskyttelse. 

Ud over smykker blev torc muligvis også brugt i ritualer, hvor nogle eksemplarer indeholdt raslende sten eller metalstykker. Nogle torcs var dog for tunge til at bære og var sandsynligvis beregnet til kultbilleder. 

Indtil det 3. århundrede f.Kr. blev torques primært fundet i kvindegrave, mens de i tidligere og senere perioder blev associeret med mænd. Afbildninger af guder og krigere, der bærer torques, er også for det meste mandlige. Den præcise betydning heraf forbliver uklar. Selvom det indoeuropæiske samfund var patriarkalsk, fandtes der også kvindelige aristokrater, hvoraf nogle blev begravet i fornemme gravhøje. Det er muligt, at torques i grave giver et forvrænget billede, fordi kun en lille del af gravene er blevet fundet. Det kunne også være, at mænd under deres liv eller efter deres død gav deres torque til kvinder for at bære. 

De ældst kendte torques blev lavet i forskellige former, såsom "drejet bånd"-typen og varianter med firkantede, X-formede eller runde tværsnit. Eksempler herpå dateres til det 12. eller 11. århundrede f.Kr. og er fundet i Tiers Cross, Wales. The Milton Keynes Hoard indeholdt to store torques med tykkere runde former, der ligner armbånd. Torques fra bronzealderen, ofte små i størrelse og nogle gange brugt som armbånd, armringe eller smykker til børn eller statuer, blev også fundet i England.

Torques findes også i den Parthiske og Skythiske kunst. I den Parthiske kunst viser "Shami-statuen" en adelsmand med en kæde uden de karakteristiske jernalderdetaljer. Skythiske torques, fra den tidlige jernalder, indeholder klassiske orientalske dekorationer og findes i den Thrako-Kimmeriske kunst. 

Vigtige fund er de gyldne torques i Mooghaun North Hoard (ca. 800–700 f.Kr.) fra Irland og Skythiske torques fra Kuban-området i Rusland, dateret til det 4. århundrede f.Kr. Torques med dyremotiver findes også i kunsten fra det Persiske Achaemenidiske rige.

Torques var fremtrædende i de keltiske kulturer, der strakte sig langs Atlanterhavskysten, fra Spanien til Irland, og på begge sider af den Engelske Kanal. I Storbritannien og Irland er torques fra den sene La Tène-periode fundet, ofte rigt dekoreret og dateret til det 3. til 1. århundrede f.Kr.

En anden bemærkelsesværdig opdagelse er en tung sølv torc med tyrehovedeender fra Trichtingen, Tyskland, der dateres til det 2. århundrede f.Kr. og vejer mere end 6 kilo. Snettisham Torc, fundet i Norfolk, England, indeholder et kilogram guld og er et af de mest forfinede eksemplarer fra det 1. århundrede f.Kr.

Et af de mest kendte klassiske billeder af en torc ses i den romerske kopi af den græske statue Den døende galler, der viser en såret gallisk kriger, der er nøgen bortset fra torc. Denne statue henviser til beskrivelser af Polybius om gaesatae, keltiske krigere fra Norditalien og Alperne, der deltog i Slaget ved Telamon i 225 f.Kr. torc var også fremtrædende på tidlige keltiske billeder af menneskelige figurer, såsom Krigeren fra Hirschlanden fra det 6. århundrede f.Kr.

I middelalderlige irske mytologiske tekster, såsom Lebor Gabála Érenn (11. århundrede), nævnes også torques. Elatha, en figur fra irsk mytologi, skulle have båret fem gyldne halsringe, da han mødte Eriu.

Efter den romerske erobring af Storbritannien, fra omkring 75 e.Kr. og mindst et århundrede derefter, opstod der i det romerske Storbritannien en ny type torc, kendt som "perle-torc". Denne type smykke var især udbredt i de nordlige grænseområder og kom i to varianter: type A, der bestod af separate perler, og type B, der var fremstillet af ét enkelt stykke. I modsætning til de tidligere keltiske torques fra jernalderen, der ofte var lavet af ædelmetal og forbundet med eliten, blev disse romerske versioner fremstillet af kobberlegeringer. Dette antyder, at disse torques var bredere spredt og blev båret af forskellige samfundslag, i stedet for udelukkende af eliten.

Romerne adopterede torc som militær dekoration, som det fremgår af legenden om Titus Manlius, der i 361 f.Kr. dræbte en gallisk kriger og overtog hans torc. Dette førte til, at hans familie tog tilnavnet Torquatus. Under den romerske republik blev torc brugt som en hædersbevisning for fremtrædende soldater. Selvom kun få romerske torques er blevet opdaget, rapporterer Plinius den Ældre, at romerne efter et slag i 386 f.Kr. samlede 183 torques fra døde keltere.

Den gallisk-romerske kriger fra Vacheres, afbildet i romersk militærbeklædning, bærer muligvis en torc som symbol på sin keltiske oprindelse. Quintilianus nævner, at gallerne tilbød kejser Augustus en gylden torc, der vejede næsten 33 kilo. En torc fra Winchester Hoard fra det 1. århundrede f.Kr., i keltisk stil men fremstillet med romerske teknikker, antyder, at sådanne objekter muligvis tjente som diplomatiske gaver mellem romere og keltiske høvdinge.

Keltiske torcs gik af brug under migrationsperioden, hvor germanerne foretrak andre ringe. Omkring vikingetiden genvandt torque popularitet, især med sølvkæder i torc-stil. Lignende halsringe er også karakteristiske for smykkestile fra forskellige andre kulturer og tidsaldre.

Ringe og armbånd spiller en vigtig rolle i de tidlige germanske kulturer, som det fremgår af arkæologiske fund og tekstkilder. De er især forbundet med rigdom og tjente som valuta i den tidlige middelalder. Derudover var ringe essentielle ved afgivelse af hellige eder, ofte i forbindelse med guderne. I den germanske mytologi symboliserer ringe hellighed og er afgørende for at opretholde relationer mellem herskere og deres vasaller. Denne kulturelle betydning af ringe forblev, selv under og efter kristningen af de germanske folk, med gavegivning af ringe og afgivelse af eder som vedvarende traditioner.