Om voksplader (Cera / Tabula cerata)

Den cera (Latin for "tabula cerata" – voksplade) var en lille skriveplade lavet af hårdt materiale som buksbomtræ, bøgetræ eller endda knogle. I midten af denne plade var der et udhulet område, der blev fyldt med et lag mørk voks.

På dette vokslag blev der skrevet med en stilus – en spids genstand af metal, træ eller ben (Græsk: stŷlos, Latin: stilus). Med dette værktøj ridsede man tegn i voksen. Om nødvendigt kunne disse tegn let fjernes eller glattes ud, hvilket gjorde tabletten genanvendelig. Disse vokstavler blev brugt til daglige notater, påmindelser om opgaver, gæld, forpligtelser, og som kladdeversion af tekster, der senere blev overført til papyrus eller pergament.

Forseglede vokstavler blev desuden brugt til officielle formål, såsom udarbejdelse af testamenter, overførsel af hemmelige ordre, erklæringer, kvitteringer og endda rapporter. Det ældst kendte arkæologiske eksempel på en vokstavle stammer fra det 7. århundrede f.Kr., fundet i Etrurien (Italien). I Europa forblev brugen af vokstavler almindelig indtil midten af det 19. århundrede.

De gamle grækere kaldte en skriveplade dækket med voks for en "delta" (Græsk: δέλτος), sandsynligvis på grund af de trekantede eller trapezformede udgaver i den tidlige oldtid. Kanterne på disse tavler blev normalt gennemboret for at samle dem med snore, læderremme eller ringe. To sammenbundne tavler blev kaldt en diptik, tre en triptik, og fire eller flere en polyptik.

Den græske historiker Herodot henviser til en diptik i sin beretning om den snedige list af den spartan konge Demaratos (Bog VII, 239). Demaratos ønskede hemmeligt at overføre krigsplanerne fra den persiske konge Xerxes til sine medborgere. Han skrabede voksen af en diptik, skrev en besked direkte på træoverfladen og dækkede den derefter igen med et lag voks. Således vakte tabletten ingen mistanke: en blank vokstavle var trods alt et normalt brugsgenstand for en lærd person.

I velhavende romerske husholdninger blev arkiver med vokstavler opbevaret i et særligt rum, tablinum (afledt af tabula = tablet). Den romerske encyklopædist Plinius den Ældre beskrev denne slags arkiver i sin Naturalis Historia (Bog XXXV, kapitel 7). Han brugte dog termen codex for bøger på pergament, en form der senere ville blive standarden for bogen, som vi kender den i dag.

Fornemme romere brugte ofte luksuriøse voksplader, fremstillet af elfenben og nogle gange dekoreret med guld og detaljerede relieffer på ydersiden. Det var en skik, at romerske konsuler den 1. januar gav dyre voksplader som nytårsgaver til venner og forbindelser. Forretningsfolk og politikere lavede først kladdeversioner af dokumenter eller breve på dem, som derefter blev dikteret til professionelle skrivere (librarii). Ifølge Cicero havde Julius Cæsar ikke mindre end syv skrivere hos sig (se Pro Sulla, 14).

Vigtige fund af romerske voksplader blev gjort under udgravninger den 3.-5. juli 1875 i huset til bankieren Lucius Caecilius Iucundus i Pompeji. Lignende fund blev senere også gjort i Herculaneum. Over portiken til Iucundus' bolig blev der fundet en kiste med 127 diptyker og triptyker. På trods af skader fra vulkansk aske og delvis forkulning kunne en betydelig del af dem dechifreres.

De fleste dokumenter på disse plader dateres fra 53-62 e.Kr., med nogle ældre eksemplarer fra 15 og 27 e.Kr. De pompejanske triptyker bestod af plader med et vokslag, hvorpå der oftest blev skrevet på 2., 3. og 5. side. Hovedteksten stod på side 2 og 3. Derefter blev pladerne foldet sammen, så disse sider var usynlige. På side 4 blev en snor trukket gennem en særlig rille og forseglet med vidners segl. Disse vidner satte deres underskrift ved siden af deres segl, skrevet med blæk på træ. De fleste dokumenter omhandlede kvitteringer og betalingsbekræftelser.

Udtrykket "tabula rasa" stammer fra den romerske brug af vokspladen. Det betyder bogstaveligt "glatskrabet plade" og bruges figurativt for en ny begyndelse eller en tom sindstilstand. Termen henviser til at slette vokslaget med bagsiden af stylusen, så pladen kunne skrives på igen.

I den romerske uddannelse var voksplader uundværlige: hvert barn havde en i sin skoletaske. Og heldigvis – fejl kunne let rettes!

Voksplader spillede en essentiel rolle i opkomsten af den antikke litteratur. Herpå blev de første idéer og udkast til litterære værker nedskrevet. Først efter omhyggelig revision blev den endelige tekst overført til papyrus eller pergament. Hvis omarbejdelsen ikke blev gjort grundigt, kunne der snige sig fejl ind i slutversionen. Dette ses blandt andet i de mange unøjagtigheder i værkerne af Plinius den Ældre, såsom hans Naturalis Historia.