Det bastardsværd, halvandenhånd

Den bastardsværd, den franske épée bâtarde og den engelske bastard sword, opstod i det 15. århundrede. Oprindeligt refererede termen til en ‘uregelmæssig’ sværd der kunne bruges med både én og to hænder. Mod midten af det 16. århundrede kunne det også henvise til usædvanligt store sværd, hvilket gjorde forskellen mellem ‘bastardsværd’ og ‘langsværd’ stadig mere uklar. Konkurrencen Masters of Defence, organiseret af Henrik VIII i juli 1540, nævnte ‘two-handed sword’ og ‘bastard sword’ som to separate kategorier. Det er usikkert, om den samme term også blev brugt for andre typer kortere sværd, men i det 19. århundrede blev “bastardsværd” tydeligt fastslået som en henvisning til store sværd. Dette fører ofte til forveksling med langsværd eller tohåndssværd.

Hos våben og rustning er der en klar sammenhæng mellem udviklingen af begge. Den, der ønskede at overleve på den middelalderlige slagmark, måtte konstant tage nye foranstaltninger. I højmiddelalderen (1000–1300 e.Kr.) var riddere pansrede med slagkofter og ringbrynjer. Disse gav god beskyttelse mod hug, begrænset beskyttelse mod stik, og gav bæreren tilstrækkelig bevægelighed til at kunne bruge sin rustning effektivt. Omkring denne periode kæmpede aristokratiet med sværd udelukkende med arming sword (ridderzwaard).

Allerede fra det 12. århundrede blev der eksperimenteret med at lave større sværd (Oakeshott type XIIa og XIIIa), som kunne levere kraftigere hug for at bryde igennem brynje-skjorte. Dette var de tidlige typer langsværd og tjente som forløbere for langsværd og bastardsværd fra senmiddelalderen.

Omkring det 14. århundrede udviklede pladerustningen sig, oprindeligt til beskyttelse af knæ og albuer, med højdepunkter som coat of plates, der blev båret over brynje-skjorte. Mod slutningen af det 14. århundrede gik man et skridt videre, og også kyras, ben-, arm- og skulderpanser blev udviklet. Omkring denne periode taler vi om fulde rustninger. Som følge heraf blev langsværd stadig vigtigere. Disse sværd kunne, ud over at hugge, også stikke meget kraftigere end de traditionelle riddersværd. Med denne våben blev der rettet stik mod sårbare dele af kroppen, såsom arme og hals.

Ved siden af den nye langsværd udviklede bastardsværd sig i det 15. århundrede. Den vigtigste forskel er, at langsværd har en greb, der tydeligt er beregnet til brug med to hænder, mens bastardsværd har en greb, der er egnet til at bruge med én hånd og nogle gange også med to. Heraf har sværd sit navn: bastard er hverken en enkelthåndssværd eller en tohåndssværd. Bastardsværd er generelt lettere og kortere end langsværd, hvilket gør dem fremragende til at kombinere med en skjold eller buckler.

bastardsværd består af en blad, der ofte er lidt længere end den på et normalt riddersværd. blad tilspidser og har to skæreevner. parerstang er sammenlignelig med den på traditionelle riddersværd og er også udstyret med en knap. greb er længere end på en arming sværd (riddersværd) men kortere end på en langsværd. Derfor er vægten lettere end på en langsværd, og våben er mere manøvredygtigt og både velegnet til nemt at hugge og stikke med. 

Udtrykket halvandenhånd er relativt moderne (fra slutningen af det 19. århundrede). Dette navn henviser til det faktum, at sværd på grund af sin balance kunne bruges både med én hånd og med to hænder. I første halvdel af det 20. århundrede blev udtrykket bastardsværd stadig regelmæssigt brugt til denne type sværd, mens langsværd, hvis overhovedet brugt, henviste til rapir i konteksten af renæssance- eller tidlig moderne fægtekunst.

På trods af mange forsøg forbliver det svært at lave en klar skelnen mellem en langsværd og en bastardsværd. Begge typer overlapper ofte i dimensioner. I princippet kan man antage følgende: en bastardsværd har en kortere greb, hvilket gør det muligt at bruge den både med én hånd og eventuelt med to hænder, mens en langsværd har en længere greb og primært anvendes som tohånds våben.