Messer: den "kniv"-sværd fra senmiddelalderen

Den Messer (Tysk for “kniv”) er en særlig våben der var i brug i det 15. og 16. århundrede. Det drejer sig om en ensidet slebet sværd der skiller sig ud fra andre sværd ved sin konstruktion, som stærkt ligner den af en stor kniv. Især greb – opbygget med teknikker der også blev brugt til knive – gør det knivagtigt af natur. Derfor udgør Messer en unik mellemform mellem brugskniv og det militære sværd.

Inden for samlebetegnelsen Messer falder flere varianter, som ofte bruges ombytteligt i kilderne. Ikke desto mindre kan vi skelne mellem nogle hovedgrupper.

Den Bauernwehr ("bøndernes kniv" eller "bøndernes sidevåben"), også kendt som Hauswehr ("husholdningskniv"), var et enhånds kniv, der primært blev båret til daglig brug og selvforsvar. Den havde en klingelængde, der varierede fra beskedne knive på cirka 15 centimeter til større varianter på omkring 35 centimeter. Dette våben befandt sig dermed på grænsen mellem værktøj og forsvarsvåben.

Derudover var der Messer, Langes Messer og Großes Messer ("kniv", "lang kniv" og "stor kniv"), som i det væsentlige var enkelthåndssværd, der var beregnet til selvforsvar. Deres klinger varierede fra omkring 45 centimeter til hele 90 centimeter. Selvom de fleste greb var beregnet til enhåndsbrug, kunne nogle større eksemplarer have et forlænget greb, der muliggjorde brug af en anden hånd.

Den største og mest imponerende kategori var Kriegsmesser ("krigskniv"). Disse var egentlige militære våben, designet til brug med to hænder. De kunne nå en samlet længde på 1,00 til 1,35 meter, hvor blad nogle gange var op til 1 meter lang. Kriegsmesser var en favorit blandt professionelle soldater i det 15. og 16. århundrede, især de berømte Landsknechte, der var kendt for deres formidable tilstedeværelse på Europas slagmarker.

Navnene for de forskellige typer messers var i praksis ikke strengt afgrænsede. Der er ingen kendte middelalderlige kilder, der præcist kodificerer, hvad grænsen er mellem en Bauernwehr, en Langes Messer eller en Kriegsmesser. Således kunne en stor bondemesser lige så godt kaldes en Messer, og en robust Großes Messer kunne i en anden kontekst lige så godt betegnes som Kriegsmesser. Begreberne var derfor i høj grad subjektive og afhængige af brug og kontekst.

Hvad disse våben havde til fælles, var deres alsidighed. Messer kombinerede egenskaberne fra både kniv og sværd: enkel og robust konstruktion, men i stand til at udføre dødelige slag og kraftige stik. Dermed var det egnet til både dagliglivet og slagmarken.

Fordi terminologien ofte er forvirrende, og de historiske betegnelser overlapper hinanden, har våbenforskeren James G. Elmslie udviklet en systematisk typologi. Denne typologi klassificerer europæiske enkeltslebne våben, herunder den Messer og falchion. Elmslies systematik er sammenlignelig med den kendte Oakeshott-typologi, som primært anvendes til dobbeltslebne ridderklinger (arming sværd).

Takket være denne klassifikation er der kommet større klarhed over den morfologiske variation af disse våben, hvor der ikke kun ses på længde, men også på form, balance, grebsopbygning og klingens profil. Således kan forskere lettere skelne mellem de mange forskellige våben, der i kilderne alle betegnes som “Messer”. Udviklingen i den ‘klø’-formede spids af blad er et karakteristisk kriterium for at vurdere Messer'ens tidsperiode. Senere Messers havde en lige blad, der meget ligner en sværd. 

Dermed kan nogle tidlige 16. århundredes Messers ses som en forløber for det senere backsword, disse sværd var slebet på én side skarp. Udviklingen heraf trak ubevidst på den germanske og senere vikingetradition, hvor saxe og senere sværd blev ensidigt slebet og var ideelle til at hugge med. Den store fordel ved en ensidigt slebet sværd er, at den var billigere at producere og vedligeholde end en dobbeltslebet sværd. blad på ryggen kunne holdes bredere, hvilket gjorde, at tværsnittet af blad ikke behøvede at være så avanceret som ved andre sværd. 

Messer synes at have sin oprindelse i Sydtyskland, Schweiz eller Nordøstrig i de første år af det 15. århundrede. Det begyndte som en lille Bauernwehr eller Hauswehr, civile knive af simpel status, brugt af de lavere klasser. Den præcise oprindelsesdato er usikker, men det ældst kendte billede stammer fra omkring 1430. Sandsynligvis var brugen af Messer som våben inspireret af de tidligere falchions. 

knive blev gradvist større, og mod slutningen af 1440'erne dukker billeder af messers til størrelse af en sværd op i Fechtbücher (kamp- og fægtehåndbøger).

Selvom navnet Messer er tysk, er våben med et Messer-skaft fundet i mange andre europæiske regioners, ofte under lokale navne. Eksempler er fundet i Nederlandene og Nordfrankrig, men også i Island, Sverige, de baltiske lande, samt i Polen, Tjekkiet, Ungarn og Rumænien. Syd for Tyskland er de fundet i Schweiz, Østrig, Slovenien og den nordlige del af Balkan.

Spredningen af Messer er forbundet med produktionscentre som Passau og Solingen samt med middelalderlige handelsruter via floderne og Hansens søfartsruter. Dette gør det sandsynligt, at stærkt lignende Messers, fundet i for eksempel Island, Nordtyskland og Nordpolen, ikke var lokale produkter, men resultatet af eksport af Passauer klinges i slutningen af det 15. og begyndelsen af det 16. århundrede.

Messer indtager en særlig plads inden for våbenudviklingen i senmiddelalderen og den tidlige renæssance. Ligesom falchion var våben betydeligt billigere end sværd, men udviklede sig i senere tider mere og mere mod en tveægget sværd. Fra det øjeblik udviklede våben sig gradvist mod backsverd. Fra bønder og borgere til lejesoldater og professionelle soldater: Messer tilbød et pålideligt og alsidigt våben, der blev brugt i forskellige former i århundreder.