Introduktion: Det Romerske Rige

Det Romerske Rige administrerede store dele af Europa, Vestasien og Nordafrika og begyndte sin ekspansion under Den Romerske Republik. Riget blev fra 27 f.Kr. regeret af kejsere, efter at Octavianus, efter sin sejr over Marcus Antonius og Cleopatra, greb magten. Det Vestromerske Rige faldt i 476 e.Kr., men Det Østromerske Rige fortsatte med at eksistere indtil Konstantinopels fald i 1453 e.Kr.

Rundt 100 f.Kr. havde Rom udvidet sin magt over næsten hele Middelhavsområdet. Men interne konflikter, såsom borgerkrige, skabte uro. Kampen mellem Octavian og Marcus Antonius nåede sit højdepunkt i Slaget ved Actium i 31 f.Kr., hvorefter kongeriget af Ptolemæerne i Egypten blev erobret. I 27 f.Kr. udnævnte det romerske Senat Octavian til Augustus, den første kejser af Rom. Riget blev opdelt i provinser, som blev styret af prokonsuler og legater.

Rom begyndte sin ekspansion kort efter oprettelsen af den Romerske Republik i 600 f.Kr., men udvidede først sin indflydelse uden for Italien i 300 f.Kr. Republikken var ikke en moderne nationalstat, men et netværk af selvstændige byer og provinser, styret af militære kommandanter og årligt valgte magistrater, såsom konsulerne. I 100 f.Kr. var der meget politisk og militær uro, hvilket førte til kejsernes opkomst.

Julius Cæsar var kortvarigt diktator for livet, men blev i 44 f.Kr. myrdet af modstandere, der mente, at hans magt var gået for vidt. Efter hans død kæmpede Octavian og Marcus Antonius om kontrollen. Octavian besejrede Antonius og Cleopatra i Slaget ved Actium i 31 f.Kr. I 27 f.Kr. fik Octavian titlen Augustus af Senatet, hvilket markerede begyndelsen på Kejserriget.

Perioden, der begyndte med Augustus' styre, blev karakteriseret af Pax Romana, en tid med fred og velstand (to århundreder lang). Under de "Fem Gode Kejsere" (Nerva, Trajan, Hadrian, Antoninus Pius og Marcus Aurelius) nåede riget sin største stabilitet og blomstring. I denne tid var oprør i provinserne sjældne og blev hurtigt undertrykt.

Under kejser Trajan (98–117 e.Kr.) nåede riget sin største udstrækning. Men under kejser Commodus (180–192 e.Kr.) begyndte der at opstå problemer. I det 3. århundrede befandt riget sig næsten halvtreds år i krise på grund af borgerkrige, epidemier og invasioner af barbarer. Riget blev midlertidigt opsplittet, men kejser Aurelian (270–275 e.Kr.) genforenede det.

I det 4. århundrede e.Kr., under kejser Konstantin den Store (306–337 e.Kr.), blev rigets hovedstad flyttet fra Rom til Byzantium, som blev omdøbt til Konstantinopel. Konstantin var den første kristne kejser og introducerede kristendommen som statsreligion.

Overgangen fra den klassiske oldtid til senantikken blev markeret af invasioner fra germanske og nomadiske folk, såsom goterne og Attilas hunner, der fremmede faldet af det Vestromerske Rige. Kejser Commodus (r. 180–192 e.Kr.) betragtes af nogle historikere som begyndelsen på rigets tilbagegang.

I 212 e.Kr. gav kejser Caracalla romersk statsborgerskab til alle frie indbyggere i riget. Severanske dynastis styre var mere turbulent, med mange kejsere, der blev afsat gennem mord eller henrettelse. Dette førte til Krisen i det Tredje Århundrede, en periode med invasioner, borgerkrige, økonomiske problemer og epidemier. Riget blev stabiliseret af kejser Aurelianus (270–275 e.Kr.), der styrkede riget militært. Kejser Diocletianus (r. 284–305) reorganiserede riget i fire regioners, hver styret af en tetrark.

Efter Diocletianus' regering blev riget opdelt i to dele: det Østromerske Rige og det Vestromerske Rige. Det Østromerske Rige, med Konstantinopel som hovedstad, ville overleve i næsten tusind år mere, indtil byens fald i 1453. Det Vestromerske Rige faldt i 476 e.Kr., da den germanske leder Odoacer afsatte den sidste kejser, Romulus Augustulus.

Fra det tidlige 5. århundrede begyndte det Vestromerske Rige at forfalde. Selvom romerne formåede at besejre invasioner som Attila Hun, havde riget integreret så mange germanske folk, at deres tvivlsomme loyalitet medførte, at riget langsomt begyndte at nedbryde sig selv. Ifølge de fleste kronologier sluttede det Vestromerske Rige i 476 e.Kr., da kejser Romulus Augustulus blev tvunget til at abdicere af den germanske krigsherre Odoacer.

Odoacer afsluttede det Vestromerske Rige ved at erklære Zeno, den Østromerske kejser, som den eneste kejser og udnævnte sig selv som Zenoss underordnede. I virkeligheden regerede Odoacer Italien alene. Det Østromerske Rige, som senere blev kaldt det Byzantinske Rige af historikere, fortsatte med at eksistere indtil år 1453. Det sluttede, da kejser Konstantin XI Palaiologos døde under belejringen af Konstantinopel af Mehmed II og hans osmanniske tropper. Mehmed II antog titlen som kejser, hvilket var hans forsøg på at hævde en forbindelse til det gamle Romerske Rige.

Det Romerske Rige var et af de største riger i historien, med omfattende områder i Europa, Nordafrika og Mellemøsten. Det latinske udtryk imperium sine fine (imperium uden ende) understregede tanken om, at der ikke var nogen grænser, hverken i tid eller rum, for riget. I Vergils Aeneis siges det, at romerne ville få et ubegrænset rige, skænket af Jupiter. Dette krav om verdensomspændende herredømme blev igen bekræftet, da riget kom under kristent herredømme i det 4. århundrede.

Udvidelsen af Rom blev hovedsageligt realiseret under Republikken, selvom dele af Nordeuropa blev erobret i det 1. århundrede e.Kr. Under kejser Augustus blev der for første gang præsenteret et "globalt kort over den kendte verden", hvilket faldt sammen med udgivelsen af Strabos Geografi, det mest omfattende politiske geografiske værk, der er bevaret fra antikken.

Det Romerske Rige nåede sin største udstrækning under kejser Trajan (98–117 e.Kr.), med et territorium på omkring 5 millioner kvadratkilometer. Befolkningen anslås til mellem 55 og 60 millioner mennesker, hvilket udgjorde mellem en sjettedel og en fjerdedel af verdens befolkning, og Riget var den største politiske enhed i Vesten indtil det 19. århundrede. Senere demografiske studier anslår befolkningen til endda mellem 70 og 100 millioner. De tre største byer i Riget – Rom, Alexandria og Antiokia – var næsten dobbelt så store som nogen europæisk by i begyndelsen af det 17. århundrede.

Det Romerske Rige strakte sig fra Hadrians mur i det regnfulde nordlige England til de solbeskinnede kyster af Eufrat i Syrien. Det omkredsede Middelhavet, som romerne kaldte mare nostrum (vores hav).

Kejser Hadrian, Trajans efterfølger, besluttede at bevare Rigets grænser i stedet for at udvide dem yderligere. Grænserne blev markeret og bevogtet, med de mest forstærkede grænser langs de mest ustabile områder. Hadrians Mur, som adskilte det romerske rige fra den opfattede barbariske fjende, er den vigtigste rest af dette forsvar.

Latin og græsk var de vigtigste sprog i det Romerske Rige, men riget var bevidst flersproget. I begyndelsen af riget var kendskab til græsk nyttigt for at blive betragtet som en dannet person, mens kendskab til latin var vigtigt for en karriere i militæret, regeringen eller loven. Toogtyveårige inskriptioner viser, at begge sprog blev brugt sammen i dagligdagen.

Latinens indflydelse på græsk var meget almindelig i den tidlige kejserperiode, især for militære, administrative og kommercielle anliggender. Den græske grammatik, litteratur, poesi og filosofi påvirkede det latinske sprog og kultur stærkt. Over tid blev brugen af latin mere og mere et tegn på status og magt, især for den romerske elite. Efter den universelle tildeling af romersk borgerskab til alle frie indbyggere i 212, var ikke alle romerske borgere bekendt med latin.

Det romerske samfund var multikulturelt med en fælles identitet trods diversiteten. Monumenter og offentlige rum fremmede følelsen af en fælles romersk identitet. Der var forskellige sociale hierarkier, og borgerkrigen før Augustus forårsagede social uro. Indtil Nero var det ikke usædvanligt, at tidligere slaver var rigere end frie borgere. Social mobilitet var større end i andre gamle samfund, og kvinder, slaver og frigivne fik flere muligheder. Frivillige foreninger som fagforeninger og religiøse grupper spillede en vigtig rolle i det sociale liv.

I den romerske lov blev folk delt i frie mennesker (liberi) og slaver (servi). Frie mennesker nød rettigheder afhængigt af deres borgerskab. I 212 e.Kr. fik alle frie indbyggere i riget romersk borgerskab, hvilket gjorde retssystemet mere inkluderende.

Kvinder var borgere, men udelukket fra politiske og militære funktioner. De kunne eje ejendom og udføre forretningstransaktioner, men havde ingen stemmeret eller offentlige embeder. Deres juridiske status var afhængig af deres fars borgerskab. Kvinder med tre eller flere børn fik visse privilegier, da bl.a. blyet i Roms vandrør medførte nedsat fertilitet, hvilket var et stort problem.

Slaveri var essentiel for den romerske økonomi. Slaver blev behandlet som ejendom og kunne ikke indgå lovlige ægteskaber. Manumissio (frigivelse) var almindeligt, og frigivne slaver kunne nå indflydelsesrige positioner. Slaveri var baseret på erobring af et folk og område, ikke på race. De fleste slaver i det romerske rige var hvide og var keltere og germanere eller slaver fra den pontisk-kaspiske steppe (købt hos skyterne).

Frigivne slaver blev borgere, men kunne ikke besidde prestigefyldte stillinger. Mange frigivne havde succes i den kejserlige administration eller hæren, og nogle opnåede betydelig rigdom og magt.

Det Romerske Rige tilbød social mobilitet gennem militære eller administrative karrierer. Provinsielle folk kunne stige til højere sociale klasser. At opretholde en høj status krævede betydelige personlige udgifter til offentlige tjenester.

Den romerske struktur bestod af tre dele: den centrale regering, hæren og den provinsielle administration. Kejseren havde enorm magt og var både politisk og religiøs autoritet. I det 4. århundrede blev kejseren mere afhængig af bureaukrater.

Hæren var essentiel for at opretholde Pax Romana og bestod af professionelle soldater. Hæren omfattede den prætoriske garde, provinsielle hære og flåden. Den var også vigtig for spredningen af romanisering.

Romersk kunst var stærkt påvirket af græsk kunst, med skulpturer og monumenter som triumfbuer. Portrætkunst var fremtrædende, ligesom mosaikker ofte blev brugt til gulvdekorationer. Malerier viste mytologiske og dagligdags scener, og dekorativ kunst omfattede keramik, sølv og glasværk.

Romerne elskede teater, musik og dans. Skuespillet var ofte spektakulært, med mænd der spillede kvindelige roller. Musik var vigtig for sociale begivenheder og ritualer, med instrumenter som tibia, cithara og hydraulis.

Romerne betragtede sig selv som religiøse og tilskrev deres succes til fromhed (pietas) og gode relationer med guderne (pax deorum). Den tidlige religion, der stammede fra Roms konger, var basis af mos maiorum ("forfædrenes vej"), som var central i den romerske identitet. Religionen var praktisk og kontraktuel, baseret på princippet do ut des ("jeg giver, så du kan give").

Religion var for romerne en daglig del af deres liv. Hvert hjem havde et helligdom for bønner og ofre til husguderne, og der var kvarterhelligdomme og hellige steder som kilder og skove. Den romerske kalender var opbygget omkring religiøse fejringer, med op til 135 dage dedikeret til festivaler og spil.

Efter republikens fald tilpassede statsreligionen sig for at støtte kejserriget. Augustus retfærdiggjorde sit styre med et program af religiøse reformer. Offentlige løfter blev rettet mod kejserens velfærd, og "kejserdyrkelse" udvidede forfædredyrkelsen og Genius. Kejsere kunne efter deres død ophøjes til guder (divus).

Romerne dyrkede mange guder. Efterhånden som Rom udvidede sig, blev lokale guder og kulter integreret i den romerske religion for at fremme stabilitet. I imperiet blev synkretiske guder som Cybele, Isis, Epona , Mithras og Sol Invictus blev æret. Religiøs tolerance var almindelig, da romerne aldrig var forpligtet til at følge én gud eller kult.

Mysterie-kulter, der tilbød frelse i efterlivet, blev populære baseret på basis af personlig præference. Disse religioner var eksklusive og hemmelige, hvilket blev betragtet som "magi" af konservative. De havde en negativ holdning til visse mysterie-kulter som Bacchus-kulten.