Introduktion: Romerske republik

Den Romerske Republik begyndte i 509 f.Kr., efter faldet af det Romerske kongerige, og sluttede i 27 f.Kr. med oprettelsen af det Romerske Kejserrige. I løbet af denne periode udvidede Rom sin magt fra selve byen til en dominans over hele Middelhavet.

De Romerske samfundet var en blanding af Indoeuropæiske folk såsom latinerne, etruskerne og sabinerne med mange græske indflydelser. Politisk set havde Rom et system med årlige valg, hvor sæder inden for oligarkiet af en lille gruppe rige familier blev valgt. Senatet spillede en vigtig rolle, men magistraterne, valgt for ét år, fastsatte politikken. Denne skik kan udledes af det proto-indoeuropæiske klassesystem, hvor der sandsynligvis blev skelnet mellem den arbejdende klasse (oprindeligt hyrder), krigerklassen (inklusive aristokratiet) og den religiøse klasse, hvor krigerklassen og den religiøse klasse tæt overlapper hinanden.  

Under Republikken var Rom næsten konstant i krig. De første fjender var de nærliggende latinske og etruskiske folk, efterfulgt af gallerne, som plyndrede Rom i 387 f.Kr. Efter dette nederlag erobrede Rom hele den italienske halvø og blev en stor magt i Middelhavet. Den største strategiske modstander var Karthago, med hvem Rom udkæmpede tre krige. I 202 f.Kr. besejrede Rom Karthago i Slaget ved Zama, hvilket bekræftede sin status som den dominerende magt i Middelhavet.

Inden for Rom var der konflikter mellem patricierne, den rige elite, og plebejerne, de almindelige mennesker, der ønskede mere indflydelse. Denne konflikt blev løst i 400 f.Kr., da plebejerne fik flere politiske rettigheder. Den sene Republik, fra 133 f.Kr., var dog en periode med indre uro. Der opstod konflikter mellem konservative og reformorienterede politikere, hvilket førte til vold og krige. Den Sociale krig (90-88 f.Kr.) mellem Rom og dets italienske allierede var en af de mest omfattende konflikter. Slaveoprør, såsom de Tre Servile Krige, forværrede situationen.

Rom blev oprindeligt styret af konger, valgt for livet af senatet. Den sidste konge, Tarquinius Superbus, blev afsat i 509 f.Kr. efter voldtægten af Lucretia af hans søn. Dette førte til en revolution ledet af Lucius Junius Brutus, som afskaffede monarkiet og overførte magten til to konsuler, valgt for en periode på ét år. Selvom de gamle historier taler om en folkerevolution, betragter moderne historikere dette snarere som et aristokratisk kup.

Republikkens første krige var hovedsageligt ekspansionskrige. Rom 'besejrede' sabinerne og de nærliggende latinske byer, som i Slaget ved Regillus-søen i 496 f.Kr. og Slaget ved Corbio i 446 f.Kr. Rom led dog et stort nederlag i 477 f.Kr. i Slaget ved Cremera mod den etruskiske by Veii. Dette nederlag blev hævnet i 396 f.Kr., da Rom ødelagde Veii. Mod slutningen af denne periode havde Rom besejret sine nærliggende etruskiske og latinske modstandere og sikret sin position i Midtitalien. Moderne historikere tvivler dog på den militære karakter af disse konflikter, hvor det også kan være muligt, at Rom begyndte at få en stadig mere dominerende rolle, hvor flere folkeslag så fordelen i et samarbejde. De aristokratiske familier i Rom havde lige så meget interesse i nærliggende byer. De kulturelle forskelle mellem de forskellige 'bystater' var relativt små, og både aristokrater og indbyggere migrerede mellem disse byer. 

I de tidlige år af den Romerske Republik var patricierne den dominerende magt i politik og samfund. De bestod af en lukket gruppe på omkring 50 store familier, der monopoliserede magistrater, præsteskaber og vigtige militære stillinger. Disse familiers magt kom fra deres rigdom, især gennem jordbesiddelse og deres rolle som protektor for deres klienter.

Plebejerne, det store antal almindelige borgere, udgjorde rygraden i den romerske økonomi. De arbejdede som bønder, handlende og håndværkere og var ofte forpligtet til at tjene i hæren i krigstid. Plebejerne havde oprindeligt ingen adgang til høje politiske eller religiøse embeder. For at forsvare deres rettigheder organiserede de sig og valgte tribuner, der repræsenterede deres interesser og havde ret til at blokere love.

I 494 f.Kr. fandt den første "secessio plebis" sted, en strejke fra plebejerne for at protestere mod den dårlige behandling af skyldnere af patricierne. Dette førte til oprettelsen af tribunerne og opnåelsen af politisk indflydelse for plebejerne. Gennem århundrederne udvidede plebejernes magt sig, især efter Lex Hortensia i 287 f.Kr., som gjorde plebiscitter bindende for alle borgere, inklusive patricierne.

I 390 f.Kr. rykkede forskellige galliske stammer, der allerede omkring det 6. århundrede f.Kr. boede i Norditalien, mod Rom.  Ved Slaget ved floden Allia blev romerne besejret, og gallerne, under ledelse af senonerne, plyndrede Rom. Efter at gallerne havde plyndret Rom, fortsatte de med at plyndre området omkring Rom i mange år. Denne begivenhed skabte et kollektivt traume, som romerne ville huske. 

Omkring 300-400 f.Kr. udvidede Rom sin indflydelse, især efter krigene mod samnitterne og andre italienske folk. Rom blev den dominerende magt i Italien, men havde endnu ingen konflikter med de store magter i Middelhavet, såsom Karthago og de græske kongeriger.

I 280 f.Kr. bad byen Tarentum, efter en konflikt med Rom, om hjælp fra Pyrrhus, konge af Epirus. Pyrrhus, en efterkommer af Alexander den Store, ankom med en hær på 25.500 mand og 20 elefanter. Han vandt nogle vigtige sejre, men romerne kunne hurtigt komme sig. Ved Slaget ved Asculum i 279 f.Kr. opnåede Pyrrhus en dyr sejr. Han skulle senere sige: "Hvis vi vinder endnu et slag, vil vi være fuldstændig ødelagt." Til sidst trak han sig tilbage fra Italien efter yderligere tab ved Slaget ved Beneventum i 275 f.Kr.

Under Anden Puniske Krig (218-201 f.Kr.) krydsede Hannibal Alperne med sin hær og opnåede store sejre, såsom ved Slaget ved Cannae. På trods af disse succeser kom Rom sig og besejrede til sidst Kartago ved Slaget ved Zama (202 f.Kr.). Scipio Africanus, med støtte fra numiderne, bragte Rom sejren. Dette gjorde Rom til den dominerende magt i det vestlige Middelhavsområde.

I det 2. århundrede f.Kr. forsøgte Tiberius og Gaius Gracchus at gennemføre sociale reformer, såsom jordreformer og borgerrettigheder for italienske allierede. Begge brødre blev dog dræbt af politiske modstandere. Samtidig udvidede Rom sit område, som med oprettelsen af Gallia Narbonensis i 121 f.Kr.

Spørgsmålet om borgerrettigheder førte til Den Sociale Krig (91-88 f.Kr.), hvor Rom kæmpede mod sine italienske allierede. Efter en hård kamp fik allierede romersk statsborgerskab. Dette bragte mere stabilitet, men interne politiske spændinger fortsatte med at vokse.

Kampen mellem L. Cornelius Sulla og Gaius Marius eskalerede til borgerkrig. Sulla etablerede sig som diktator i 82 f.Kr. og styrkede senatets magt med reformer. Efter sin tilbagetræden i 79 f.Kr. forblev Rom delt, hvilket yderligere belastede det politiske system.

I 49 f.Kr. valgte Julius Cæsar at føre borgerkrig mod Pompeius. Efter sin sejr blev Cæsar diktator og gennemførte omfattende reformer. Hans modstandere frygtede for et absolut herredømme, hvilket førte til hans mord i 44 f.Kr. Dette medførte ikke en genoprettelse af Republikken, men mere kaos.

Efter mordet på Cæsar dannede Marcus Antonius, Octavianus og Lepidus det Andet Triumvirat. De besejrede Cæsar’s mordere ved Philippi (42 f.Kr.), men spændinger mellem Antonius og Octavianus skabte nye konflikter. I 31 f.Kr. besejrede Octavianus Antonius og Cleopatra under Slaget ved Actium.

Efter Actium blev Octavianus den eneste hersker af Rom. I 27 f.Kr. fik han titlen Augustus og blev den første kejser, hvorved overgangen fra Republik til Kejserrige blev fuldført.

Det romerske retssystem havde en stærk indo-europæisk karakter. Samfundet var baseret på edsforbundet gensidighed, hvor dommerne havde den primære opgave at opretholde den kosmiske orden og dermed undgå hævnaktioner og fejder.

I Rom havde magistratembedsmænd stor magt, især dem med imperium, såsom konsuler, praetorer og censores. Magistratembedsmænd kunne også opretholde den offentlige orden ved at pålægge straf for forbrydelser. Retssystemet kendte "provocatio", en tidlig form for retsbeskyttelse, der beskyttede borgere i Rom mod uberettiget indgriben fra magistratembedsmænd.

I krisetider kunne en diktator udnævnes til at udøve midlertidig absolut magt. Embedet varede normalt seks måneder, hvorefter den normale regering blev genoprettet.

Censores var magistratembedsmænd, der var ansvarlige for folketællingen og tilsyn med den offentlige moral. Deres beslutninger kunne kun omgøres af en anden censor.

Den romerske hær udviklede sig over tid. I 107 f.Kr. blev hæren tilgængelig for alle borgere (med borgerrettigheder), uanset deres sociale klasse. Legionerne bestod hovedsageligt af tungt infanteri, og hærens kommandanter kom stadig fra aristokratiet. I den sene republik var hæren en professionel hær, hvor soldaterne modtog en fast løn.

Selvom Rom havde store hære, var hæren svag i kavaleri, især overfor den hurtige kavaleri fra de østlige fjender. Rom forsøgte at løse dette problem ved at styrke flåden, især til Cæsars og Pompejus' invasioner.

I det romerske samfund var pater familias, den ældste mand i en familie, den der havde myndighed over husstanden og formuen. Borgerskab gav rettigheder, men kunne også betyde tab af social status, hvis man ikke overholdt den romerske moral. Slaver udgjorde en vigtig del af samfundet. Nogle slaver blev frigivet, men de beholdt ofte en lavere status end andre borgere. Romerne havde et system af patronage, hvor rige og indflydelsesrige mennesker tilbød beskyttelse til mindre rige borgere i bytte for loyalitet. 

Borgere blev forventet at gifte sig og få så mange børn som muligt for at styrke familien. Ægteskaber var ofte politiske instrumenter til at øge indflydelsen. Patriciere blev gift gennem et formelt bryllupsritual, der satte kvinden under hendes mands kontrol. Almindelige borgere havde mere frihed i deres ægteskaber, som ikke altid krævede mandens kontrol over kvinden.

I den Romerske Republik var den militære magt af stor betydning. For hver kampagne eller slag tog romerske kommandanter auspicier (guddommelige varsler) for at vide, om guderne var dem gunstige. Succes i kampen blev set som en kombination af personlig dyd (virtus) og gudernes vilje. Generaler, der triumferede, klædte sig som Jupiter Capitolinus og bragte deres laurbær for hans fødder. Manglende overholdelse af religiøse ritualer eller mangel på dyd førte ofte til militære nederlag. Soldater, der blev besejret, skulle tage deres eget liv i stedet for at blive taget til fange. Dydige ofre, såsom Decii Mures, hvor soldater gav deres liv for en sejr, blev betragtet som det højeste gode.

Livet i den Romerske Republik drejede sig om byen Rom, hvor de vigtigste politiske, administrative og religiøse institutioner var placeret. Rom udvidede sig hurtigt ud over de oprindelige grænser og de første bymure. I 312 f.Kr. blev den første akvædukt bygget, hvilket forsynede byen med rent vand. Bygningen af akvædukter førte til udbredelsen af offentlige bade (thermae), som spillede en central rolle i den romerske kultur. Rom havde også forskellige teatre, gymnastiksale og adskillige taverner og bordeller. At bo var dyrt, og mange almindelige borgere og frigivne boede i lejlighedsblokke (insulae), mens de rige havde store huse med et åbent atrium til møder og fremvisning af rigdom.

Romerske byer havde ofte et forum og templer. Mange godser blev administreret af forvaltere, mens ejerne opholdt sig i byen.

Romerne overtog mange uddannelsesmæssige vaner fra grækerne. Drenge modtog fysisk træning og blev forberedt på en militær karriere, mens piger fik undervisning i hjemmet i vævning og spinding. Formel skolegang begyndte omkring seks års alderen og varede indtil de tidlige teenageår med fokus på læsning, skrivning og regning. God retorik og kendskab til det latinske sprog var afgørende for en politisk eller juridisk karriere.

I det 3. århundrede f.Kr. blev græsk kunst populær i Rom, og mange romerske hjem blev dekoreret med græske landskaber. Romerne udviklede deres arkitektur yderligere ved brug af buer og hvælvinger, hvilket gjorde dem i stand til at bygge imponerende offentlige værker.

Romersk litteratur blev stærkt påvirket af græske forfattere. Kendte dramatikere som Plautus og Terentius skrev komedier og tragedier, og de første romerske episke digte blev skrevet af Naevius og Ennius. Cicero, en politiker og filosof, var en af de vigtigste litterære figurer fra den sene republik. Hans værker om filosofi og oratorier havde stor indflydelse på både hans samtidige og senere generationer.