Indholdsfortegnelse
Vigtigste italiske folk Overgang til Jernalderen
Udvikling af den etruskiske civilisation Etruskisk DNA Præ-indoeuropæisk sprog Litteratur Etruskisk alfabet Vigtige tekster Etruskerne og omverdenen Arkæologiske beviser og moderne etruscologi Udvikling af den etruskiske kultur
Kunst og realisme
Den etruskiske civilisation Udvidelse og indflydelse Etruskisk Forbund Forhold til Rom Samfund og Kultur Afslutning og Overlevering Bronzealderen smykker Bronzealderen våben Bronzealderen genstande Græske hjelme & sværd Græsk rustning Græske smykker
Den etruskiske civilisation var en gammel kultur i området, der nu omfatter Toscana, Vest-Umbrien og Nord-Lazio. Denne civilisation bestod af en føderation af bystater med et fælles sprog og kultur. På sit højdepunkt, omkring 500 f.Kr., strakte området sig til dele af Po-sletten, Emilia-Romagna og Campanien. Etruskerne udviklede sig fra Villanova-kulturen omkring 900 f.Kr., en fase i jernalderen, der udsprang fra de sene bronzealderkulturer, der stammede fra de neolitiske bønder og de proto-indoeuropæiske steppehyrder.
Italien før etruskerne
Omkring 3000 f.Kr., under den tidlige bronzealderen, migrerede indoeuropæere til det centrale og sydlige Europa. De blandede sig med lokale folk, hvorved blandingskulturer som snorekeramikkulturen opstod. Langs søerne i Centraleuropa udviklede Terramarekulturen sig ved slutningen af neolitikum. Herfra opstod proto-Villanova-kulturen, senere Villanova-kulturen, og fra folk relateret til disse udviklede etruskerne sig.
Villanova-kultur og Jernalderens Italien
Villanova og tidlige etruskere
Villanova-kulturen (900–700 f.Kr.), betragtet som den tidligste fase af den etruskiske civilisation, opstod fra den Bronzealderen proto-Villanova-kultur. Villanova-folkene handlede med metaller og keramik og havde kontakter med Sardinien.
Kulturel diversitet og tidlig udvikling
Fra omkring 900 f.Kr. er der indikationer på forskellige grupper med egne sprog, skikke og kunst. Mellem 800 og 400 f.Kr. blev nogle grupper stærke nok til at danne bystater. Deres sprog stammede fra det indoeuropæiske sabeliske, påvirket af græske, latinske og ikke-indoeuropæiske etruskiske sprog.
Vigtigste italiske folk
- Umbri: Boede nord for det nuværende Perugia og var kendt for deres dybe religiøse overbevisninger.
- Sabinere: Kendt for legenden om bortførelsen af deres kvinder af tilhængere af Romulus, Roms grundlægger.
- Samnitter: Et krigerisk folk, der næsten besejrede romerne.
- Faliskere: Valgte frivilligt at slutte sig til romerne i stedet for at kæmpe.
- Marsere: Kendt for deres færdigheder i at håndtere slanger og deres urtebaserede midler.
- Picenere: Boede langs Adriaterhavskysten og blomstrede takket være handel med grækere og fønikere.
Derudover boede grækere i Syditalien og Sicilien, mens keltiske grupper som gallerne bosatte sig i Norditalien fra ca. 500 f.Kr.
Overgangen til jernalderen
I Italien skete overgangen til jernalderen gradvist, i modsætning til det pludselige sammenbrud af den mykenske civilisation i Grækenland. Villanova-bosættelser var kendt for deres kremeringspraksis og bikoniske urner.
Der er debat om oprindelsen af Villanova's. Nogle forskere ser dem som immigranter, der introducerede indoeuropæiske sprog, mens andre peger på indfødte påvirkninger. I Latium og Etrurien udviklede de sig til den senere etruskiske civilisation.
Udvikling af den etruskiske civilisation
Den tidligste kultur, der genkendes som etruskisk, stammer fra ca. 900 f.Kr. og er forbundet med Villanova-kulturen, en tidlig jernalderkultur, der udsprang af den sene bronzealderkultur i Centraleuropa (Urnefeltskultur). Etruskerne adskiller sig fra andre indoeuropæiske folk, idet de ikke talte et indoeuropæisk sprog.
Etruskisk DNA
Nyere studier, herunder en offentliggjort i Science Advances (2021), analyserede hele genomet af etruskiske individer fra jernalderen og konkluderede, at etruskerne var indfødte i Mellemitalien, genetisk sammenlignelige med deres latinske naboer. Deres DNA bestod af en blanding af vesteuropæiske jæger-samlere (WHG), tidlige europæiske bønder (EEF) og steppeafstamning.
Vigtige resultater fra disse studier er:
- De fleste etruskiske mandlige individer tilhører haplogruppe R1b (R1b-P312 og derivater, som stammer fra Steppen).
- Mitochondrialt DNA (mtDNA) fra etruskerne viste haplogrupperne H, U5 og JT.
- Ingen nyere genetiske påvirkninger fra Anatolien eller det østlige Middelhavsområde.
- Genetiske ligheder mellem etruskerne og neolithiske populationer fra Centraleuropa og tidligere indbyggere i Toscana.
Selvom deres oprindelse længe var genstand for diskussion, er moderne forskere enige om, at etruskerne var et stort set protoindoeuropæisk folk, der kan sammenlignes med kulturer fra samme område. Deres magt og indflydelse begyndte at aftage fra det 4. århundrede f.Kr., da Rom begyndte at ekspandere. Til sidst blev etruskerne fuldt integreret i det Romerske Rige i 27 f.Kr.
Pre-indoeuropæisk sprog
Etruskerne har efterladt omkring 13.000 inskriptioner, hvoraf kun en lille del er substantiel fra længde. Det etruskiske sprog betragtes som et pre-indoeuropæisk og palæoeuropæisk sprog, der tilhører den isolerede tyrhenske sprogfamilie, sammen med ræetisk og lemnisk. Skriften blev påvirket af det græske alfabet, især gennem kontakt med græske kolonier i det 8. århundrede f.Kr. De ældste inskriptioner stammer fra omkring 700 f.Kr., og sproget forblev i brug indtil det 1. århundrede e.Kr.
Litteratur
De fleste bevarede tekster er inskriptioner, hovedsageligt gravtekster, skrevet i en variant af det græske alfabet. Vigtige overlevende dokumenter inkluderer blandt andet Liber Linteus, Tabula Capuana og Cippus Perusinus. Etruskisk litteratur kendes hovedsageligt indirekte gennem romerske kilder. Fra det 7. århundrede f.Kr. adopterede romerne det etruskiske skrift, hvilket påvirkede det latinske alfabet.
Etruskisk alfabet
Det etruskiske alfabet, afledt af det græske alfabet fra Cumae, udviklede sig fra 700 f.Kr. og spredte sig over det centrale og nordlige Italien. Tidlige eksempler findes på artefakter som tavlen fra Marsiliana d'Albegna. Skriften havde regionale varianter og udviklede sig gennem århundrederne. Vigtige inskriptioner og modeller viser brugen af et syllabisk system til øvelse.
Vigtige tekster
Vigtige inskriptioner inkluderer blandt andet Pyrgi-tabletterne og Lever af Piacenza . Alle kendte etruskiske dokumenter er samlet i Corpus Inscriptionum Etruscarum. Mod det 1. århundrede efter Kristus gik etruskisk ud af brug, men skriften påvirkede andre italienske sprog, såsom oskisk, umbrisk og venetisk.
Etruskerne og omverdenen
Etruskerne var kendt for deres handel med kelterne (fra Hallstatt-kulturen) og grækerne og deres rige eliter, der opbevarede luksusvarer i store familiegravkamre. De byggede byer på høje steder med befæstede mure og udviklede et skriftsystem baseret på det euboiske alfabet. Selvom deres sprog stort set er gået tabt, lærer vi om dem gennem romerske og græske kilder.
Etruskerne kaldte sig selv "Rasenna" og var kendt af grækerne som "Tyrrhenerne". Navnet "Toscana" er afledt heraf. Ifølge romerske og græske legender var de sprogligt forbundet med andre folk som pelasgerne, men mange historikere mener, at de altid har boet i Italien. Deres civilisation blev til sidst fortrængt af Rom, men deres indflydelse på kunst, arkitektur og religion lever videre.
Arkæologisk bevis og moderne etruscologi
Udviklingen af den etruskiske kultur
Udgravninger viser, at den etruskiske civilisation udviklede sig omkring 900 f.Kr. fra den lokale Proto-Villanova kultur. Fra den sene Bronzealderen (13.-11. århundrede f.Kr.) er der tale om en kulturel kontinuitet. Villanova-kulturen, der opstod i jernalderen, betragtes som en tidlig fase af den etruskiske civilisation. Selvom der muligvis var kontakter med den mykenske verden i slutningen af Bronzealderen, tyder arkæologiske fund på, at denne civilisation primært opstod lokalt.
Den orientaliske periode, hvor østlige påvirkninger blev synlige i kunst og kultur, forbindes ofte fejlagtigt med etruskernes oprindelse. Arkæologer har imidlertid vist, at disse påvirkninger opstod gennem kontakter med græske og fønikiske kolonier i Syditalien og Sardinien, og ikke gennem massiv migration.
Kunst og realisme
Tidlig etruskisk kunst, såsom frescoers i grave, blev ofte lavet af græske eller udenlandske kunstnere. Derfor giver disse værker et begrænset billede af den etruskiske befolkning. Først fra det 4. århundrede f.Kr. blev etruskisk portrætkunst mere realistisk.
Den Etruskiske Civilisation
Omkring 770-730 f.Kr. begyndte etruskerne at danne tætte forbindelser med græske kolonister i Syditalien, hvilket førte til kulturelle ændringer såsom indførelsen af skrift, nye begravelsesritualer og en aristokratisk livsstil. Denne periode kaldes den orientaliske fase, hvor påvirkninger fra det østlige Middelhavsområde og Nærøsten var synlige. Senere fulgte de arkaiske, klassiske og hellenistiske faser, som løb parallelt med den græske historie.
Udvidelse og Indflydelse
Etruskerne udvidede sig mod Norditalien og Campania, delvist på grund af deres rigdom fra minedrift og metalhandel. I det 6. århundrede f.Kr. kom de i konflikt med grækerne, hvilket førte til en alliance med Karthago. Efter nederlag mod grækerne i 474 f.Kr. (Slaget ved Cumae) og mod Rom i det 4. århundrede f.Kr., begyndte deres magt at aftage. Rom erobrede til sidst Etrurien i det 3. århundrede f.Kr., hvilket førte til fuldstændig integration i det romerske rige.
Etruskisk Forbund
Ifølge traditionen dannede tolv etruskiske byer et forbund ("Dodekapolis"), hvor de årligt mødtes ved Voltumnas helligdom. Selvom forbundet primært var økonomisk og religiøst, havde det også politisk indflydelse.
Forhold til Rom
Etruskerne spillede en vigtig rolle i Roms tidlige udvikling. De introducerede byggeteknikker og ritualer, såsom anlæg af bymure og dræning. Nogle romerske konger, såsom Tarquinius Superbus, var af etruskisk oprindelse, og deres kulturelle indflydelse ses i symboler som fasces og togaen.
Samfund og Kultur
Etruskiske byer var uafhængige og organiseret som bystater. Samfundet var stærkt hierarkisk med vægt på familie og religion. Etruskiske kvinder havde mere frihed end i græske og romerske kulturer, hvilket ofte blev misforstået som løsagtighed.
Deres religion var polyteistisk, med guder som Tinia (himlen), Uni (hans hustru) og Cel (jorden). Græske og romerske guder, såsom Minerva og Diana, var ofte baseret på etruskiske forgængere. Arkitektur, landbrugsteknikker og kunst afspejler deres avancerede viden og forbindelser med andre kulturer.
Slutning og Overlevering
Selvom den etruskiske civilisation til sidst blev absorberet af Rom, forbliver deres byer, kunst og traditioner en vigtig kilde til information om denne unikke kultur. Arkæologiske fund i byer som Tarquinia og Cerveteri vidner om deres rige arv.