Introduktion: Kobberalderen

Kobberalderen, også kendt som Chalcolithicum, var en periode i Europas forhistorie, der varede fra cirka 5.000 til 2.000 f.Kr. Denne tid fulgte efter Neolitikum og gik forud for Bronzealderen. Det var en epoke med sen-megalitiske konstruktioner og den første tilstedeværelse af Indoeuropæiske sprog i Europa.

En arkæologisk kultur defineres på basis af materielle levn. Dette er ikke det samme som en etnisk kultur, der også ser på sprog, traditioner, religion, historie og social struktur. Nogle gange overlapper en arkæologisk kultur med en etnisk kultur, men ofte ikke.

Ved studiet af overgangen fra den ene kultur til den anden er det vigtigt ikke at drage forhastede konklusioner. I mange tilfælde peger sådanne overgange snarere på ændringer i vaner eller livsstil end på udskiftning af en befolkning. Dette kræver en nuanceret og åben tilgang. 

Se denne artikel for mere information om Arkæologiske og etniske kulturer. 

For at få et bedre overblik over, hvor arkæologiske kulturer stammer fra, nævner vi ved nogle kulturer den mulige DNA-sammensætning. Ved en kultur, der er opstået gennem megen blanding, giver vi hele sammensætningen. Men hvis der var én gruppe dominerende, nævner vi kun den dominerende gruppe.

Bemærk venligst, at europæiske kulturer altid er en blanding af forskellige grupper, og at de har påvirket hinanden indbyrdes. Ingen kultur var helt adskilt fra andre kulturer.

De første kobbergenstande dukkede op omkring 5.000 f.Kr. i Sydøsteuropa. Derfra spredte de sig til Øst- og Centraleuropa. Dette skete sandsynligvis fordi man blev bedre til at lave keramik. Krukker fik tyndere vægge og blev brændt ved højere temperaturer. Disse ovne viste sig også at være velegnede til at smelte kobber. Smeltning af kobber blev muligvis opdaget ved et uheld, måske under et forsøg på at lave farvestof.

Omkring 4.000 f.Kr. begyndte folk i Ungarn og Østrig at eksperimentere med en blanding af kobber og arsen, som vi kalder arsenisk bronze. Dette gjorde kobberet stærkere, selvom det ikke var så robust som bronze, der senere blev lavet med tin.

Mellem 4.200 og 3.500 f.Kr. ændrede klimaet sig i Europa. For de neolitiske bønder havde dette store konsekvenser. Afgrøder mislykkedes, der var hungersnød, og sygdomme spredte sig. På grund af fødevaremangel opstod der mere og mere vold mellem landsbyer. Mange bosættelser byggede forsvarsværker for at beskytte sig selv. Fra denne tid er det kendt, at omkring 10 % af de fundne skeletter viser spor af vold. På steder som Talheim og Schletz er der endda fundet massegrave, der peger på storskala massakrer.

Klimaforandringerne havde også indflydelse på migration. De proto-indoeuropæiske hyrder fra de eurasiske stepper begyndte omkring 3.500 f.Kr. at trænge ind i Europa. Disse nomader levede meget anderledes end de neolitiske bønder. De brugte for eksempel ikke Venusfigurer og havde ingen byer eller landsbyer som bønderne.

Ifølge forskeren Marija Gimbutas ville disse hyrder have ødelagt det gamle Europa som en voldelig horde. Men arkæologiske og genetiske beviser viser, at dette sandsynligvis ikke er korrekt. Ankomsten af steppefolkene var sandsynligvis mere kompleks og mindre voldelig end antaget.

Mellem 3500 og 3000 f.Kr. blev der endnu ikke ført krig til hest. Proto-Indo-Europæerne brugte lange buer med sten pilespidser, som ikke var egnede til at skyde fra en hest. Deres krigskultur drejede sig om individuelle heltegerninger. Dette ses også i gamle fortællinger som Rig Veda og Ilias. Store, organiserede hære, hvor individet blev en del af en større helhed, opstod først omkring 1000 f.Kr.

Genetisk forskning viser, at moderne europæere hovedsageligt bærer de Proto-Indo-Europæiske haplogrupper R1a og R1b. Disse stammer fra en lille gruppe mænd. Det mitokondrielle DNA, som overføres via moderen, viser dog en stor diversitet. Dette indikerer, at Proto-Indo-Europæerne giftede sig med kvinder fra neolitiske samfund.

Heste ændrede til sidst krigsførelsen drastisk. De gjorde hurtige plyndringstogter over store afstande mulige. Ved disse togter var kvægtyveri centralt. Målet var ikke at udrydde hele befolkningsgrupper, men at opnå personlig hæder. Dette var en vigtig værdi for Proto-Indo-Europæerne.

Unge mænd brugte byttet, såsom kvæg, til at betale en medgift. Dog blev der også nogle gange begået kvindekidnapning, hvilket på den tid blev set som en form for ægteskab. Dette fremgår af gamle love fra for eksempel Irland og Indien, hvor kvindekidnapning blev anerkendt som en af de forskellige ægteskabsformer. 

Efter 3500 f.Kr. begyndte heste at dukke op i den transkaukasiske region. Omkring 3000 f.Kr. blev de også brugt i Sydtyskland, for eksempel ved Galgenberg. I denne periode blandede de proto-indoeuropæiske hyrder sig med neolitiske bønder. Disse bønder søgte beskyttelse mod konflikter og hungersnød, og gennem ægteskaber blev befolkningens DNA mere og mere proto-indoeuropæisk.

Omkring 3500 f.Kr. flyttede de proto-indoeuropæiske hyrder fra den pontisk-kaspiske steppe til Østeuropa. Der blandede de sig med Dnjepr-Donetskulturen. Derefter spredte de sig til det baltiske område og Danmark. Under denne migration spredte de indoeuropæiske sprog sig også. Dette førte til opståen af nye blandingskulturer med proto-indoeuropæiske påvirkninger, men også mange neolitiske traditioner.

Kendte kulturer fra denne tid er:

• Tragtbægerkulturen i Polen (3400-2800 f.Kr.),
• Badenculturen (3300-2800 f.Kr.),
• Jamnaculturen (3500-2000 f.Kr.),
• Snorekeramikkulturen (2900-2450 f.Kr.).

Nogle af disse kulturer (Snorebæger- og Jamnakulturen) havde overvejende proto-indoeuropæisk DNA. Andre som Badenculturen og Kugleamfora-kulturen havde kun lidt steppe-DNA. Dette afspejler muligvis et samfund med en lille proto-indoeuropæisk elite i toppen.

I Donau-området udvidede Lengyel-kulturen sig til Tjekkiet og Polen, men trak sig senere tilbage. Samtidig udviklede Boian-Marica-kulturen i Bulgarien og Valakiet et monarkisk system. Dette ses i en kongelig gravplads ved Sortehavskysten. Denne struktur blev senere overtaget af Bodrogkeresztur-kulturen i Tisza-området. Arbejdsspecialisering, økonomisk ulighed og truslen om invasioner spillede sandsynligvis en rolle i disse udviklinger.

I Vesteuropa fortrængte Michelsberg-kulturen langs Rhinen og Seinen den ældre Rössenkultur. Rundt om Middelhavet opstod et netværk af kulturer som Chassey-kulturen i Sydfrankrig og La Lagozza-kulturen i Norditalien. Disse kulturer delte en vigtig handelsaktivitet: udvekslingen af honningfarvet flint. Samtidig tyder spor af vold på konflikter i denne region.

I samme periode levede Ötzi, ismumien, der blev fundet i Alperne. Desuden spredte den megalitiske byggestil sig i det atlantiske område. Denne byggestil bragte landbrug til områder, der indtil da havde været mindre udviklede.

Den første halvdel af det tredje årtusinde f.Kr. er kendetegnet ved vigtige omstruktureringer. Donau-folkene dannede den mægtige Badencultur, der strakte sig over, hvad der senere skulle blive det østrig-ungarske rige. Denne kultur bestod hovedsageligt af neolitiske bønder , men muligvis med en protoindoeuropæisk elite. Omkring 2800 f.Kr. opstod Kyklader-kulturen i Det Ægæiske Hav.

I mellemtiden overtog de protoindoeuropæiske Yamnaya-folk i det sydlige Rusland og Ukraine. I vest spredte den megalitiske kultur sig fra Sydsverige til Sydspanien, mens de Mediterrane og Donaukulturer fragmenterede i mindre grupper.

I den iberiske region opstod omkring 2600 f.Kr. befæstede byer som Vila Nova de São Pedro (Portugal) og Los Millares (Sydspanien). På trods af deres forskelle opretholdt disse civilisationer fredelige handelsforbindelser. I Aquitaine (Frankrig) opstod den uventede Artenac-kultur, som hurtigt fik indflydelse i Vest- og Nordfrankrig og Belgien. I Polen blandede en lille gruppe indoeuropæere sig med neolitiske bønder og dannede Kugleamforakulturen.

Mellem 2500 og 2000 f.Kr. ændrede mange kulturer sig i Europa. Katakombekulturen, der opstod fra Yamnaya-folkene, spredte sig til Polen. Dette påvirkede overgangen fra Kugleamforakulturen til Snorekeramikkulturen. I Storbritannien blev kobber kun lidt brugt i denne periode, hvilket får historikere til at tvivle på, om Storbritannien virkelig havde en Kobberalder.

Omkring 2400 f.Kr. spredte Snorekeramikkulturen sig i Vesttyskland, Danmark og Sydsverige. Denne kultur erstattede ældre grupper i denne regions. I mellemtiden nåede Artenac-folkene Belgien. I samme periode forsvandt de engang blomstrende Donaukulturer fuldstændigt.

Omkring samme tid, omkring 2300 f.Kr., ændrede der sig også meget i den Ægæiske region. Kyklader-kulturen forsvandt og gjorde plads til den minoiske paladskultur på Kreta. Denne nye civilisation havde sine rødder hos de neolitiske bønder og voksede til at blive en af de vigtigste kulturer i Middelhavsområdet.

Klokkebægerkulturen opstod omkring 2800 f.Kr. Det begyndte som en stil i keramik, der stammer fra efterkommere af neolitiske bønder. Denne stil, inspireret af keramik fra Nordafrika, spredte sig fra Portugal til Centraleuropa og Nederlandene. I den proto-indoeuropæiske kultur fik den klokkeformede keramik en ny betydning. Det blev et symbol på deres dharmatiske religion og samfund, der drejede sig om kosmisk orden og gensidige aftaler. Omkring 2300 f.Kr. blev den første klokkebægerkeramik fundet i Böhmen. Fra det tidspunkt begyndte det at sprede sig yderligere og spillede en vigtig rolle i identiteten af proto-indoeuropæiske grupper.

I nogle regioners, såsom Nederlandene, Tyskland og de Britiske øer, ændrede befolkningen sig drastisk. DNA-profilen i disse områder kan spores op til 90% tilbage til folkene fra Klokkebægerkulturen. Dette viser, hvor stor indflydelse denne kultur havde, både genetisk og kulturelt.

I Kobberalderen ændrede den økonomiske sammensætning sig betydeligt i Europa. Selv i områder, hvor kobber endnu ikke blev brugt, opstod produktionssteder, der spredte varer over store afstande. Minedrift af metaller og sten udviklede sig kraftigt, og disse råstoffer blev bearbejdet til værdifulde brugsgenstande.

Kobberalderen havde i mange områder af Europa overlap med Bronzealderen, derfor bliver Kobberalderen ofte udeladt i kronologien. bronzealderen begyndte i Europa i 3.200 f.Kr. - 800 f.Kr. Mens der fra 4.000 f.Kr. allerede blev eksperimenteret med arsenisk bronze, der blev lavet af en blanding af kobber og arsen.