Arkæologiske og etniske kulturer

Inden for arkæologi nævnes mange 'kulturer', såsom Klokkebægerkulturen eller Urnefeltkulturen. Men hvad er sådan en kultur præcist? Siger dette noget om etnicitet og folk, eller kun om materielle udviklinger? I denne artikel forklarer vi, hvordan arkæologiske kulturer fungerer, og hvad de siger og ikke siger om mennesker.

En arkæologisk kultur defineres på basis af materielle levn, såsom keramik, værktøjer, huse, omgang med døde og andre arkæologiske fund. Det er et begreb, der bruges af arkæologer til at skelne mellem grupper af mennesker fra fortiden, der deler lignende materielle karakteristika. Begrebet blev introduceret i 1920'erne af arkæologen Gordon Childe, som hævdede, at disse delte karakteristika sandsynligvis var et materielt udtryk for ét folk.

En arkæologisk kultur er derimod forskellig fra en etnisk kultur. En etnisk kultur henviser til en gruppe mennesker, der ser sig selv som et fællesskab med fælles karakteristika, såsom sprog, traditioner, religion, historie, DNA-slægtskab og social identitet. Etniske kulturer er ofte svære at påvise direkte i en arkæologisk kontekst, da selvidentitet og sociale strukturer ikke altid er direkte synlige i materielle levn.

Nogle gange svarer arkæologiske og etniske kulturer til hinanden, og nogle gange gør de ikke. Forestil dig, at arkæologer om tusind år graver vores ting op. De kunne måske tro, at vi alle talte svensk, fordi vi havde IKEA-møbler. Dette viser, at en arkæologisk kultur ikke nødvendigvis siger noget om, hvordan nogen tænker om deres identitet. 

Genstande, såsom keramik, spredte sig gennem handel. Folk overtog også hinandens skikke, for eksempel ved begravelser, fordi disse skikke var mere praktiske, eller fordi de ønskede at understrege deres status.

Uden skrevne tekster kan arkæologer kun vise tendenser i genstande og ritualer. Arkæologiske kulturer kan vise skift i materiel kultur og give indikationer på en ændring i tankegang. I Centraleuropa begyndte folk for eksempel at begrave deres døde i urnemarkeder. Dette kan sige noget om, hvordan de tænkte om livet efter døden, eller om deres religion, men det er ikke sikkert. Nogle gange peger sådan en tendens på migration, som ved Snorebægerkulturen, men andre gange ikke, som ved Úněticekulturen.

Ved migration tænker mange mennesker på store folkevandringer, såsom Romere eller Mongoler. Men ny forskning viser, at migration ofte foregik anderledes.

Når man studerer overgangen fra den ene kultur til den anden, er det vigtigt ikke at dømme for hurtigt. I mange tilfælde peger sådanne overgange snarere på ændringer i vaner eller livsstil end på udskiftning af en befolkning.

Idéen om, at store grupper mennesker migrerede til et nyt område og derved som en slags bowlingkugle forstyrrede hele samfundet og påtvang deres egne skikke, er som regel ikke korrekt. Nogle gange var der krig, men ofte migrerede mennesker i forbindelse med handel eller samarbejde. 

Dette stereotype ser man ved migrationen af de Proto-Indo-Europæiske Steppe hyrder til Europa. Arkæologen Marija Gimbutas foreslog, at disse hyrder ødelagde et fredeligt, matriarkalsk samfund. Men forskning viser en anden historie. En lille gruppe hyrder blandede sig med en større gruppe neolitiske bønder. Gennem denne sammensmeltning opstod nye folk og kulturer.

Migration foregik som regel i små grupper, såsom familier eller dele af en stamme. Folk flyttede på grund af fattigdom, sult, klimaforandringer eller mangel på jord. På deres nye sted blandede de sig ofte med den lokale befolkning. Således opstod nye kulturer, såsom Latinerne, forfædrene til romerne, eller den gæliske kultur i det tidlige middelalderlige Skotland.

Folk flyttede ofte til steder, hvor de genkendte fælles vaner eller sprog, fordi der allerede tidligere var familie, der var migreret til et område, eller fordi kulturen lignede deres egen. Også fælles kunst eller religion spillede en vigtig rolle. Dette gjorde det lettere at føle sig hjemme og integrere sig i den oprindelige befolkning.

Fra den tidlige bronzealderen var befolkningen i Europa kulturelt næsten udelukkende indoeuropæisk. Selvom der ofte var ligheder i kultur, sprog eller tro blandt migranter fra andre ‘indoeuropæiske regioner’s’, var man mistroisk over for fremmede. Denne mistro havde flere årsager. I mange stammer var det almindeligt at forvise medlemmer, der ikke overholdt reglerne. Disse udstødte personer søgte tilflugt andre steder og blev ofte betragtet som upålidelige eller farlige. Forskellige gamle retssystemer beskriver, hvordan de håndterede denne usikkerhed.

For eksempel, i det romerske rige var borgerskab en eksklusiv ret. Udlændinge – ikke-romere – faldt ofte under andre love og havde færre rettigheder. De blev nogle gange set som allierede (socii).

Den gamle irske ret kendte en lignende hierarki. Hvordan en udenforstående blev set, bestemte, hvad nogen måtte eller ikke måtte gøre inden for samfundet, og hvor pålidelig han var. Dette kan sammenlignes med en moderne certificering.

En af de vigtigste indoeuropæiske traditioner var netop gæstfrihedsprincippet (ghósti). Det indoeuropæiske ghósti-princip dikterede, at gæster var hellige og skulle behandles med respekt. Gæster havde ofte samme æresstatus som deres vært, så længe de overholdt de lokale regler. I mange kulturer var det en ære at modtage gæster, og det understregede den gensidige alliance mellem gæst og vært.

I denne kontekst var gæster udelukkende personer, som man havde aftaler med, såsom en handelsrelation. Dette gjaldt også for rejsende specialister som barder, handlende og dommere. I den gamle irske lov havde lærde som filid (digtere) og dommere særlig beskyttelse. Deres status forblev den samme, når de befandt sig i et andet stammeområde. Dette understreger, hvordan viden og færdigheder ofte blev placeret over etnicitet eller oprindelse.

I praksis gik migration og interaktion med fremmede ofte hånd i hånd med handel, alliancer og innovation. Mange samfund nød godt af kontakten med udenforstående. Handlende bragte ikke kun varer, men også nye idéer og teknologier. Specialister som håndværkere og bygmestre blev ofte modtaget med åbne arme, fordi de tilførte værdi til samfundet.

Samtidig søgte nogle migranter ikke efter langvarig bosættelse, men efter midlertidigt samarbejde. Tænk på lejesoldater, der tilbød deres tjenester til lokale herskere, eller rejsende handlende, der tilpassede sig skikkene i de områder, hvor de gjorde forretninger.

En ændring i arkæologisk kultur betyder ikke altid, at et folk blev flyttet eller erstattet. Kulturer flød ofte ind i hinanden. Mennesker handlede med hinanden og overtog elementer fra andre grupper. Det, der til sidst talte, var de sociale normer og kulturelle overbevisninger, der gjorde en stamme til en del af et bestemt folk.