Indo-europæisk hedenskab
I verdenen af Indo-europæisk hedenskab følger man to forskellige tilgange: rekonstruktionisme og revivalisme. Ved rekonstruktionisme forsøger man at genskabe gamle religiøse praksisser så nøjagtigt som muligt, under hensyntagen til den viden, vi har om fortiden. Revivalisme sigter derimod mod at genoplive de gamle praksisser, men i en moderne kontekst og med moderne metoder.
Begge tilgange er afgørende for integriteten og anvendeligheden af nutidens indo-europæisk hedenskab. Graden af, hvorvidt nogen er rekonstruktionist eller revivalist, afhænger af personlige præferencer. Begge metoder har deres egne fordele. Ofte supplerer genopbygningen vores viden, mens genoplivningen udfylder huller. Genoplivning gør også hedenske praksisser mere tilgængelige for et bredt publikum.
Dog kan begge tilgange også have negative aspekter, især når de føres til ekstremer. Usund rekonstruktionisme gør hedenskab til en krævende religion ved at betragte fortiden som hellig og historisk essens som målestok for "ægte" hedenske praksisser. Usund rekonstruktionisme kan være vildledende og præsentere nye eller "stjålne" praksisser som "gamle", hvilket skaber misinformation om, hvad indo-europæisk hedenskab virkelig indebærer.
En sund tilgang til revivalisme tager hensyn til moderne menneskers behov og etik, mens en sund rekonstruktionisme er ærlig om ny materiale. Begge former udgør tilsammen moderne indo-europæisk hedenskab.
