Pagan symbolik: Germanske edsringe & armbånd

Ringe og armringe spillede en fremtrædende rolle i germanske kulturer, som det fremgår af både arkæologiske fund og tekstkilder, der beskriver deres skikke og overbevisninger. De blev især forbundet med rigdom og fungerede i den tidlige middelalder endda som en form for valuta. Derudover havde ringe en vigtig funktion ved afgivelse af hellige eder, som ofte blev dedikeret til guderne eller bevidnet af dem.

Ringenes hellighed kommer også til udtryk i den germanske mytologi, hvor det at give ringe spillede en central rolle i opretholdelsen af bånd mellem herskere og deres følgere. Denne kulturelle betydning fortsatte, omend i varierende grad, under og efter kristningen af de germanske folk. At give ringe som gave og sværge eder er eksempler på disse vedvarende traditioner.

Germanske edsringe og armbånd opfyldte en lignende rolle som de torques, der blev båret af andre Indoeuropæiske folk, såsom skytere, illyrere, thrakere, keltere (gallere) og nogle gange endda romerne. Også tidlige germanere og vikinger bar torques. Under migrationsperioden blev torques dog erstattet af armbånd, som dengang blev foretrukket. Alligevel fik torques et comeback og blev igen populære under vikingetiden.

De Indo-Europæiske folk havde en stærk edsbaseret kultur, hvor deres paganistiske religion var fokuseret på den kosmiske orden. Denne orden, princippet om harmoni og balance i universet, blev set som den lov, der styrer alt. I den Vediske tankegang kaldes dette koncept "Rta", mens grækerne kaldte det "Kosmos". Rta er en dynamisk kraft, der ikke kun regulerer naturen, men også abstrakte emner som moral. At opretholde balance i både naturen og samfundet var afgørende. At handle i overensstemmelse med Rta, eller "dharma", var essentielt for velfærden af både individer og samfundet. At overtræde disse kosmiske love, "adharma", førte til kaos og ulykke. Guddomme som Nornen, Matres og Moirai overvågede denne orden.

For at bevare denne kosmiske orden var samfundet opdelt i forskellige klasser: den religiøse og herskende klasse, krigerklassen og arbejderklassen. Hver klasse havde specifikke ansvar, som blev fastlagt ved aftaler og bekræftet med en ed. Torques og overarmsbånd fungerede sandsynligvis som edsringe, symboler på den ed, som bæreren aflagde til en person, guddom eller stamme.

I det episke digt Beowulf spiller det at give ringe en vigtig rolle i at styrke båndet mellem vasallerne og deres herre, som i teksten kaldes "ringgiver". Thanes, eller krigere, modtager skatte såsom ringe, og ved at acceptere disse lover de at forblive loyale over for deres herre. Denne praksis understreger, at den kulturelle værdi af denne udveksling er vigtigere end den materielle værdi af ringen eller andre skatte.

Kong Hrōðgār viser for eksempel sine ansvar ved at dele ringe ud under fester i Heorot, hvilket understreger hans retfærdighed og generøsitet. Dette står i skarp kontrast til Heremod, en konge af danskerne, som ikke gav sine vasaller ringe. Han beskrives som uretfærdig og grådig, hvilket til sidst førte til hans fordrivelse.

Den symbolske betydning af ringe som kongelige gaver forblev vigtig, selv efter angelsaksernes omvendelse til kristendommen. I Den angelsaksiske krønike beskrives en engelsk konge som en generøs ringgiver (Oldengelsk: beaggifa), et udtryk der også bruges om Jesus i det oldsaksiske Heliand. Forholdet mellem konger og ringe fremgår også i den svenske Svíagriss, en forfaderring af Ynglingerne, hvilket betyder "svensk smågris". Forbindelsen mellem svin og Ynglingerne afspejles yderligere i hjelme formet som vildsvin og deres afstamning fra guden Frey, der er nært forbundet med dette dyr. Dette antyder, at ringen repræsenterer en symbolsk forbindelse mellem svenskerne og vildsvinet.

I konteksten af troskabsløfter til en angelsaksisk eller oldnordisk hersker blev ringe ikke kun set som materielle objekter, men også som symboler på loyalitet. Ed kunne sværges uden at der fandt en fysisk udveksling af ejendom sted. I Hávamál fortæller Odin, at han har brudt en ring-ed (baugeið), hvilket sætter spørgsmålstegn ved hans troværdighed. Dette understreger ringens afgørende rolle som symbol på binding inden for eden.

Den Angelsaksiske Krønike nævner en begivenhed fra 876, hvor danskerne svor en fredsed på en hellig ring (hâlgan beage) til kong Alfred efter hans sejr ved Wareham. Dette viser, hvordan ringe blev brugt til at sikre loyalitet og stabilitet i politiske relationer.

I forskellige sagaer, såsom Eyrbyggja-saga og Víga-Glúms-saga, beskrives ringe, der lå på altere i nordgermanske hedenske templer, hvor eder blev svoret. Under ritualer som blóts kunne disse ringe blive stænket med blodet fra ofrede dyr, hvilket yderligere understregede ringens hellighed. Historierne om eds-ringe viser et bredt udvalg af størrelser, fra små ringe på omkring 50 gram, som beskrevet i Landnámabók, til større ringe på omkring 550 gram, som nævnt i Eyrbyggja-saga ved et Thor-tempel.

Halsringe er udførligt beskrevet i Ibn Fadlans beretning om Rusvik-vikingerne, hvor han nævner, at kvinder bar flere sølv- eller guldringe, hvor hver ring repræsenterede en værdi på 10.000 dirham hos metal. Disse ringe fungerede som bærbar rigdom, selvom den anslåede værdi sandsynligvis var overdrevet på grund af den upraktiske vægt.

I Skandinavien og i områder med betydelig skandinavisk indflydelse, såsom Storbritannien og Irland, blev arm- og halsringe brugt på lignende vis som hakzilver , hvor de blev skåret i stykker til finansielle transaktioner. Disse ringe viser ofte hak, som normalt tilskrives kontrol af renheden af metal. Vægten af intakte arm- og halsringe svarer altid til multipla af handelsenheder, hvilket bekræfter deres funktion som bærbar valuta.

Ligesom Rusvik-ringe, der var standardiseret til værdien af dirham, er der i Sverige fundet vægte, der svarer til både skandinaviske og islamiske enheder, hvilket indikerer en integration af handelssystemer. Desuden er der i England og Skandinavien fundet dirhams fra den tidlige middelalder, som blev brugt i ædelmetaløkonomien eller omsmeltet til barrer. Den økonomiske værdi af ringe fremgår også i Prosa-Edda, hvor der tales om Fróði's Fred. Heri nævnes det, at en guldring kunne lægges på heden i Jelling uden at blive stjålet, hvilket vidner om fraværet af kriminalitet på den tid.