De Subarmalis og Thoracomachus

I den romerske hær var det at bære en rustning en væsentlig del af soldaternes beskyttelse. Mindre kendt er det dog, at derunder også blev båret beskyttende undertøj, såsom subarmalis eller thoracomachus. Disse vatterede beklædningsgenstande spillede en afgørende rolle i både komfort og sikkerhed for de romerske soldater.

Denne artikel behandler oprindelsen, funktionen, sammensætningen, varianterne og den historiske kontekst af dette undertøj, med særlig opmærksomhed på rollen inden for den romerske hær, arkæologiske fund og anvendelsen i moderne reenactment-praksis.

Ordet subarmalis er sammensat af to latinske ord: sub (under) og armus (arm eller skulder), som bogstaveligt kan oversættes til "tøj båret under skulderen". Selvom betegnelsen ikke forekommer hyppigt i antikke tekster, viser skulpturer og arkæologisk forskning, at denne beklædning var udbredt i den romerske hær.

Subarmalis var typisk en kort ærmeløs eller kortærmet beklædningsgenstand, lavet af læder, linned, uld eller filt. Den var ofte vatteret – især ved skuldre og bryst – og nogle gange udstyret med pteryges: strimleformede udsmykninger ved hofter og skuldre. Ved brug af flere lag materiale eller fyld gav den beskyttelse mod slid og trykpunkter forårsaget af metalpanserdele som lorica segmentata (pladepanser), lorica hamata(brynje-skjorte) eller lorica squamata (skællepanser)

Selvom rustninger som brynjetrøjer var meget effektive mod snit- og stiksår, tilbød de lidt beskyttelse mod kraften fra et slag. Subarmalis fungerede som en slags støddæmper, sammenlignelig med en middelalderlig slagkofte. Den kunne dæmpe slagets indvirkning og samtidig forhindre, at løse metaldele, såsom ringe fra en brynje-skjorte, forårsagede sår.

En øst-romersk militærforfatter fra den sene romerske periode (muligvis Justasianus) foreslog, at rustningen ikke skulle bæres direkte på almindeligt tøj, men på en særlig dragt, der var mindst en finger tyk. Dette indikerer, at subarmalis skulle være mindst 1 til 2 cm tyk – nok til at give beskyttelse og komfort.

Termen thoracomachus er sjælden og forekommer kun i få kilder. I den kontekst beskrives det som et vatteret klædningsstykke af filt og læder, der blev båret under eller i stedet for en rustning. Selvom nogle forskere ser det som en særskilt type undertøj, antages det generelt, at thoracomachus og subarmalis henviser til samme type klædningsstykke.

Begge termer betegner undertøj med en beskyttende funktion, primært rettet mod bærerens komfort og reduktion af direkte skade på rustning.

Subarmalis blev båret af næsten alle rækker inden for den romerske hær. Almindelige soldater, såsom legionærer og auxilia, bar enkle versioner af linned eller læder, uden meget udsmykning. Officerer som centurioner eller fanebærere havde ofte rigere versioner med dobbeltrækker af pteryges og frynser. Høje officerer som legater eller generaler bar ofte de mest luksuriøse versioner, med tre rækker af pteryges, dekorative mønstre og nogle gange metalplader.

Subarmalis blev ikke kun båret under kampe. Også i perioder med ro — under marcher, i lejre eller under ceremonier — kunne man bære subarmalis uden rustning. Dette gav mere komfort, mens det stadig ydede en vis grad af beskyttelse.

Fra byzantinske kilder fremgår det, at rustninger ofte blev opbevaret i lædertasker og hængt på sadler under rejser. Dette gjaldt både ryttere og infanteri, men i krigstid var det obligatorisk at bære rustningen, selv ved tilsyneladende fravær af fare.

Selvom subarmalis gav beskyttelse, havde det også ulemper. Det reducerede for eksempel ventilationen af rustning. Især i varmt vejr blev subarmalis nogle gange undladt for at forhindre overophedning – ikke på grund af vægten (normalt kun 2 til 4 kg), men på grund af den begrænsede luftcirkulation.

Nogle soldater foretrak derfor at bære rustningen direkte på deres tunika, selvom dette blev frarådet af militære forfattere. Ikke desto mindre vænnede de fleste soldater sig hurtigt til at bære det fulde udstyr, inklusive subarmalis.

Flere romerske gravsten viser soldater med en tydeligt synlig subarmalis, nogle gange med én eller flere rækker pteryges. Gravstenen af Marcus Favonius Facilis (Legio XX Valeria Victrix, Colchester, 43–50 e.Kr.) viser for eksempel en subarmalis med én række pteryges. En anden gravsten, den af Quintus Lucchius Faustus fra Mainz (anden halvdel af 1. århundrede), viser et mere udsmykket eksempel.

Også statuer af højtstående officerer, som dem fundet i Julianusbasilikaen i Korinth, viser subarmalis beklædning med flere rækker pteryges og dekorative elementer.

Til reenactment eller filmproduktioner rekonstrueres subarmalis ofte med læder eller linned som ydre lag, og uld, bomuld eller syntetisk fyld som indre lag. Pteryges er normalt lavet af flere lag stof og nogle gange forstærket med en søm langs kanterne for at opnå ekstra stivhed.

Subarmalis og thoracomachus udgjorde en uundværlig, men ofte overset komponent i den romerske militære udrustning. Deres kombination af komfort, beskyttelse og dekoration gjorde dem til et alsidigt klædningsstykke, der dannede en vigtig bro mellem menneske og metal.

Gennem deres tilstedeværelse på gravsten, i militære håndbøger og via rekonstruktioner af moderne historikere og reenactors, får vi i dag en bedre forståelse af livet og prøvelserne for den romerske soldat. Og dermed også mere værdsættelse for de smarte teknikker, hvormed den romerske hær beskyttede sine folk – ikke kun med stål, men også med stof.