Introduktion: Jastorf-kulturen

De germanske folk var stammegrupper, der boede i det nordlige Europa i den klassiske oldtid og den tidlige middelalder. I moderne videnskab henviser dette både til indbyggerne i Germanien og alle germansktalende folk fra den tid. Denne blog begrænser sig til germanerne, der boede i området 'Stor-Germanien' indtil ca. det 1. århundrede e.Kr.

Den germanske jernalder er opdelt i tre perioder: den før-romerske jernalder (500 - 100 f.Kr.). Den romerske jernalder (0 – 375 e.Kr.) og den germanske jernalder (375 – 800 e.Kr.)

Denne blog fokuserer på den før-romerske og romerske jernalder. Se vores anden blog om den germanske jernalder og migrationsperioden.

Inden for arkæologien taler vi om mange forskellige kulturer. Nogle gange overlapper disse med etniske kulturer, men ofte ikke. Samtidig skal overgangen mellem kulturer ses i nuancer. I mange tilfælde oplevede man blot en ændring af vaner. Se denne artikel for mere information om arkæologiske og etniske kulturer. 

De germanske sprog tilhører den indoeuropæiske sprogfamilie. Ifølge forskere opstod disse sprog ved spredningen af indoeuropæiske sprog i kobberalderen, fra den pontisk-kaspiske steppe omkring 3.500 f.Kr. Dette skete gennem kulturblandinger som snorekeramikkulturen, der bevægede sig mod området af det nuværende Danmark, hvor tragtbægerkulturen blev absorberet. Denne kulturelle blanding førte til sidst til den nordiske Bronzealderen (2000-500 f.Kr.), som betragtes som perioden, hvor forløberen for de germanske sprog opstod. 

Omkring 500 f.Kr. kan vi for første gang tale om "germanske folk," baseret på arkæologiske og sproglige spor. Deres oprindelse er kendetegnet ved Jastorf-kulturen, en arkæologisk kultur i det nuværende Tyskland og Polen. Nogle forskere foreslår dog, at germanske folk også opstod andre steder, for eksempel i Jylland og Sydskandinavien, hvilket peger på flere oprindelser.

Jern blev allerede brugt fra 1300 f.Kr. i Middelhavsområdet, men i Nordeuropa først udbredt fra 500 f.Kr. På grund af sammenbruddet i handel ved slutningen af den Bronzealderen blev bronze knap. Som erstatning begyndte man at udvinde jern fra tørvemoser. Dette opstod gennem kontakt med den keltiske Hallstatt-kultur fra Centraleuropa, hvor viden og teknologi blev delt over et stort område. Hallstatt-kulturen, udsprang af urnemarkskulturen fra den sene Bronzealderen (1.200 f.Kr.). Den tredje fase af Hallstatt-kulturen markerede begyndelsen af den tidlige jernalder i Centraleuropa (800-600 f.Kr.). Denne blev senere efterfulgt af den keltiske La Tène-kultur (450 f.Kr.–100 f.Kr.). De nordlige jernalderkulturer blev sandsynligvis båret af germansktalende.

Gravritualer, såsom kremering og urnebegravelser, fortsatte traditioner fra Bronzealderen. Indflydelser fra den Mellemeuropæiske La Tène-kultur nåede Skandinavien, hvilket resulterede i fund som sværd, spydhoveder, smykker og kedler, herunder den berømte Gundestrup-kedel og Dejbjerg-vogne.

Jastorf-kulturen var en jernalderkultur, der befandt sig i det nuværende Tyskland og strakte sig mod nord til Jylland og mod øst til Polen. Denne kultur eksisterede mellem 600 - 100 f.Kr. og dannede den sydlige del af den Præ-romerske Jernalder. Der er debat om, hvorvidt denne udvidelse var en krigerisk migration eller en fredelig kulturel spredning. I Nederlandene antages det, at innovationer fra jernalderen stammer fra lokale udviklinger og gensidig påvirkning. Også i denne tid krydsede handlende lange afstande, og de forskellige central- og nordeuropæiske kulturer fra den sene Bronzealderen og tidlige jernalder deler mange kulturelle og religiøse ligheder. 

Kulturen er opkaldt efter et arkæologisk fundsted ved landsbyen Jastorf i Niedersachsen. Den var kendetegnet ved brugen af kremeringsbegravelser i store urnefelter og var stærkt påvirket af den nordiske Bronzealderen. Den materielle kultur viser en blanding af traditioner, hvor den nordiske Bronzealderen fortsat satte et tydeligt præg, selvom der kom indflydelser fra den keltiske Hallstatt-kultur mod syd.

Mod syd grænsede Jastorf-kulturen op til Hallstatt-kulturen, mens der mod nord var ligheder med de senere faser af den nordiske Bronzealderen. Gravfelter i områder som Slesvig-Holsten, Mecklenburg, Vestpommern, Brandenburg og Niedersachsen viser en kontinuitet af beboelse fra Bronzealderen til langt ind i Jastorf-perioden og derefter. Selvom arkæologer ser, at keltiske og lokale traditioner påvirker hinanden, er det endnu ikke helt klart, hvordan disse interaktioner præcist fandt sted.

Oprindeligt var Jastorfkulturen begrænset til Nordniedersachsen og Slesvig-Holsten. Omkring 500 f.Kr. begyndte den imidlertid at udvide sig mod syd og vest, til Harzen, Thüringen, Nedre Schlesien og Rhinlandet. Denne ekspansion blev muliggjort af tidligere fraflytning eller affolkning af disse områder, da grupper fra Hallstattkulturen, ofte identificeret som keltiske eller belgiske, flyttede til andre dele af Europa, herunder Middelhavsområdet og Atlanterhavs-Europa. Denne migration blev sandsynligvis drevet af klimaforandringer. Nordeuropa blev koldere og vådere, hvilket medførte mislykkede høst. 

I sin storhedstid var Jastorfkulturens kerneområde koncentreret i Nordniedersachsen (Lüneburger Heide og den nedre Elbe). Dette område stod i kontrast til den såkaldte Nienburg-gruppe (eller Harpstedt-Nienburg-gruppe) i vest, langs Aller og den midterste del af Weser. Nienburg-gruppen viste flere ligheder med keltiske kulturer og havde tydelige kontakter med Hallstatt- og La Tène-kulturerne. Spredte fund af Jastorfkulturen er også blevet opdaget i områder som Berlin og Mecklenburg-Vorpommern.

Jastorfkulturen afspejler en unik periode, hvor påvirkninger fra den nordiske og keltiske verden smeltede sammen. Den markerer en overgangstid, hvor lokale samfund i Nordeuropa udviklede deres egen identitet, mens de samtidig opretholdt kontakter med mere sydlige kulturer. Dette gør Jastorfkulturen til et vigtigt emne for arkæologisk forskning i den tidlige germanske historie.

De fleste fund fra Jastorfkulturen stammer fra gravhøje, flade grave og såkaldte Brand Gruben Gräber (kremationsgrave). Bemærkelsesværdigt er det, at gravgaver er sparsomme og beskedne, og at våbenofringer, der er karakteristiske for grave fra migrationsperioden, er helt fraværende.

Den sydligste udbredelse af germanske kulturer uden for Jastorf-området bliver først synlig i slutningen af den førromerske jernalder. Dette fremgår blandt andet af det begrænsede antal sen-La Tène-armbånd, der er fundet i Thüringen og det nordøstlige Hessen. Disse fund peger muligvis på befolkningsbevægelser fra Elbe/Saale-regionen, via Main-Frankenland, til Alpernes grænser. Disse migrationer synes at være påvirket af fremkomsten af Przeworsk-kulturen.

En anden faktor, der kan have fremmet udvidelsen af Jastorf-kulturen, er det demografiske vakuum, der opstod i Sydtyskland, omkring de øvre løb af Donau og Rhinen. Fra 400 f.Kr. flyttede keltiske grupper, der tidligere boede i denne region, til rigere områder i Gallien, Spanien, Pannonien og Norditalien. Denne affolkning skabte plads til nye samfund, herunder dem fra Jastorf-kulturen, til at bosætte sig i syd.

I den sene fase opstod turbulente tider, såsom invasionerne af Teutonerne og Cimberne, der kulminerede i deres nederlag ved Aquae Sextiae (102 f.Kr.). Befæstede bosættelser fra denne periode omfatter blandt andet Borremose (Danmark) og Atuatuca (Belgien).

De første germanske folk, der nævnes i historiske kilder, er Bastarnae og Cimbri. Omkring 100 f.Kr. forårsagede Cimbri og Teutonerne stor uro i Europa gennem deres migrationer, hvilket til sidst førte til de cimbriske krige mod romerne. Selvom disse germanske grupper oprindeligt var succesrige, blev de til sidst besejret.

Mod slutningen af 100 f.Kr. udvidede de germanske folk deres område, ofte på bekostning af de keltiske stammer. Julius Cæsar førte krig mod den germanske leder Ariovistus og erobrede Gallien, hvorved han fastlagde Rhinen som grænse for det Romerske Rige. Senere forsøgte romerne også at erobre områder øst for Rhinen, men disse forsøg mødte hård modstand.

I år 9 e.Kr. fandt det berømte slag i Teutoburgerskoven sted, hvor den germanske leder Arminius lokkede en stor romersk hær i en fælde og tilintetgjorde den. Dette nederlag tvang Rom til at trække sig tilbage og begrænse sig til Rhinen som østlig grænse. Rom forsøgte derefter at holde de germanske stammer splittede, men der opstod fortsat regelmæssige oprør, såsom Bataveropstanden i 69 e.Kr.

Efter Bataveropstanden vendte en vis ro tilbage til den romerske grænse. Romerne byggede forsvarsværker, såsom limes, for at beskytte deres grænser. Alligevel forblev kontakten med de germanske folk ofte anspændt, med perioder af konflikt og samarbejde.

Navnet på den romerske jernalder stammer fra det greb, som det Romerske Rige begyndte at udøve over de germanske stammer i Nordeuropa. Denne periode var præget af intensiv handel og kulturel udveksling, hvilket efterlod tydelige spor i Skandinavien.

I denne periode blev mange romerske varer bragt til Skandinavien, såsom mønter, tønder, bronzestatuer, glasbægre, emaljerede spænder og våben. Også metalgenstande og keramik fik en romersk stil. Genstande som sakse og brikker dukkede op for første gang i denne tid. Mange germanske stammer leverede i denne periode krigere som lejesoldater til det romerske rige. De vendte tilbage med nye idéer og tilpassede dem inden for den germanske kontekst. Derved begyndte germanerne fra 300-400 e.Kr. i stigende grad at kopiere romerske koncepter, såsom at bygge store templer (af træ). Omkring denne tid blev runeskriften introduceret. 

Fra denne tid er mange moselig fundet i Danmark, Slesvig og Sydsverige. Udover ligene blev også våben, husholdningsgenstande og uldent tøj fundet. Den vigtigste begravelsestradition var kremering, men fra 300 e.Kr. blev begravelse af lig mere almindeligt.

Et særligt fund fra denne periode er de store roskibe fra 400 e.Kr., som er udgravet i Nydam Mose i Syddanmark. Disse skibe vidner om den avancerede skibsbygning og den maritime kultur fra den tid.

I 300 e.Kr. blev Gudme Hall-komplekset bygget i Danmark. Dette var et vigtigt centrum for eliten, hvor både magt og religion spillede en rolle. Omkring samme tid voksede Uppåkra i Sverige til den største bosættelse fra Jernalderen i Skandinavien. Derudover blev der bygget et trætempel, der var i brug i mere end 600 år, indtil den tidlige vikingetid. Gamla Uppsala, også i Sverige, udviklede sig omkring samme tid til et vigtigt religiøst, økonomisk og politisk centrum.

I 500 - 600 e.Kr. blev guld og sølv stadig oftere fundet i Skandinavien. Dette var et resultat af plyndringerne af det Romerske Rige af germanske stammer. Mange skandinaver vendte tilbage med bytte i form af guld og sølv, hvilket førte til en ny periode i Nordeuropa: den germanske jernalder.