Introduktion: Græsk antik

Den græske oldtid kan opdeles i forskellige historiske perioder. I denne blog giver vi pr. periode et kort overblik over historien om det gamle Grækenland.

Den mykenske civilisation var den sidste fase af den Bronzealderen i Grækenland, som varede fra ca. 1750 f.Kr. til 1050 f.Kr. Mykenerne var en blanding af neolitiske bønder og en proto-indoeuropæisk elite. Den mykenske samfund betragtes som den første ægte græske civilisation på fastlandet, med paladscentre, urbane strukturer, kunst og skriftsystemet Linear B, der repræsenterer den tidligste form for det græske sprog.

Mykenerne var stærkt påvirket af den minoiske kultur på Kreta og andre middelhavscivilisationer, men udviklede et eget, komplekst samfund. Den vigtigste by i den mykenske civilisation var Mykene, men andre magtfulde centre var Pylos, Tiryns og Theben. Disse byer var centrum for magt og kultur i det mykenske Grækenland.

Mykenerne var kendt for deres innovationer på forskellige områder, såsom teknik, arkitektur og militær infrastruktur. De byggede store fæstninger og paladser, ofte på strategiske højder, som i Mykene og Tiryns. Den militære magt var et vigtigt aspekt af samfundet, med en krigerelite, der var loyal over for wanax (kongen).

De mykenske grækere handlede intensivt over store dele af Middelhavet. De opretholdt tætte forbindelser med mange andre civilisationer, herunder egypterne og hettitterne. I tekster fra Egypten og Lilleasien henvises der til de mykenske områder under navnene "Danaya" og "Ahhiyawa", hvilket henviser til de mykenske kongeriger. Disse internationale kontakter viser den indflydelse, mykenerne havde i det østlige Middelhav.

Den Sene Bronzealderen på den østlige side af Middelhavet var kendetegnet ved avancerede civilisationer med omfattende handelsnetværk og komplekse politiske systemer. Samarbejde mellem riger som Troja, Egypten, Hettitterne, Mesopotamierne og Mykenerne fremmede gensidig afhængighed, men dette gjorde dem sårbare over for forstyrrelser. Kollapset kan således sammenlignes med den moderne finanskrise (2007-2008 e.Kr.).

Der er forskellige teorier om årsagen til kollapset, såsom klimaændringer, vulkanudbrud, tørke, sygdom, invasioner af havfolkene eller dorianerne eller de økonomiske forstyrrelser som følge af fremkomsten af jernbearbejdning. Efter kollapset førte ændringen i metalteknologi til Jernalderen.

Ifølge Joseph Tainters Systemkollaps Teori fører en stigning i social kompleksitet til samfundsmæssigt kollaps, da folk vender tilbage til enklere livsformer. Den komplekse politik, økonomi og sociale organisation af den Sene Bronzealderen gjorde det vanskeligt at genopbygge samfundet efter en forstyrrelse.

Klimaændringer bragte tørke til den østlige del af Middelhavet i den Sene Bronzealderen og forårsagede et fald i trævækst. Træringe i Anatolien viser en alvorlig tør periode fra ca. 1198 til 1196 f.Kr. Også grundvandet i Det Døde Hav-området faldt drastisk. Forskning viser, at tørken påvirkede steder forbundet med Bronzealderen's undergang.

Sammenbruddet af den Sene Bronzealderen var en periode med samfundsmæssig forfald i Middelhavsområdet omkring 1200 f.Kr. Det blev især mærket i Egypten, Anatolien, Det Ægæiske Hav, Østlibyen og Balkan. Sammenbruddet var pludseligt, voldsomt og forårsagede kulturelle forstyrrelser, hvilket førte til en skarp materiel tilbagegang og et fald i befolkningsantal. Sammenbruddet af den Sene Bronzealderen blev forbundet med begivenheder som Trojas fald, Mykene og det Hettitiske Riges undergang, samt kaos i Kana'an.

Paladsøkonomien i den mykenske civilisation, Det Ægæiske område og Anatolien faldt fra hinanden og blev til de små, isolerede landsbykulturer i den Græske Mørke Tidsalder (ca. 1100-750 f.Kr.). Det Proto-Indoeuropæiske Hettitiske Rige kollapsede, mens imperier som det Mellemassyriske Rige og Det Nye Rige i Egypten overlevede i svækkede former. Andre kulturer, såsom fønikerne, fik mere autonomi på grund af den aftagende militære tilstedeværelse fra Egypten og Assyrien.

Undergangen af Bronzealderen anses for at være en af de værste katastrofer i den gamle historie. Mange kulturer husker denne periode som en "tabt gylden tid". Kun få stater overlevede undergangen, såsom Assyrien, Egypten og de fønikiske bystater, men også de var svækkede. Mod slutningen af 1200 f.Kr. blev Assyrien svagere, mens Fønikien genvandt sin uafhængighed. Mindre aramæiske kongeriger opstod i Levanten, og filistrene slog sig ned i Syd-Kana'an. Troja forsvandt; Iliaden og Odysseen kan muligvis være et ekko fra denne fjerne fortid. 

De græske mørke århundreder, også kendt som den post-palatial Bronzealderen (ca. 1200–1050 f.Kr.) og den tidlige jernalder (ca. 1050–800 f.Kr.), markerer en periode med store forandringer. 

Fra 1050–800 f.Kr. var der fire centre med større befolkningstal: Lefkandi, Athen, Argos og Knossos. Pottemagere introducerede enkle geometriske designs og forbedrede deres teknikker. Omkring 900 f.Kr. blev det fønikiske alfabet overtaget og tilpasset med vokaler, hvilket førte til en ny skrivemetode, som til sidst også blev basis for det latinske alfabet.

På trods af tidligere antagelser var der fra 900 f.Kr. mere handel og kulturel udveksling med Østen end antaget, som det fremgår af fund i Lefkandi. Disse kontakter bidrog til genopretningen af økonomien. Lefkandi er også kendt for en rig grav med heste og luksusvarer, hvilket peger på social hierarki.

Grækerne levede i små samfund, ofte organiseret omkring familiegrupper (oikoi). Landbrug og håndværk fortsatte, men i mindre skala. Brugen af jern steg, hvilket gjorde våben og værktøjer mere overkommelige. Økonomisk genopretning begyndte i 800 f.Kr., med større handel og kunstneriske udtryk som dekorativ keramik og bronzegenstande.

Den arkaiske periode varede fra ca. 800 f.Kr. til den anden persiske invasion i 480 f.Kr. I denne periode bosatte grækerne sig omkring Middelhavet og Sortehavet og var en del af et omfattende handelsnetværk.

Perioden begyndte med en stærk befolkningsvækst og gennemgribende ændringer, herunder fremkomsten af poleis (bystater). Ifølge Anthony Snodgrass markerede en "strukturel revolution" i begyndelsen og en intellektuel revolution i slutningen denne tid. Den arkaiske periode lagde basis for den klassiske periode på politisk og kulturelt område. Vigtige udviklinger omfattede det græske alfabet, tidlig litteratur, monumental skulptur, rødfigureret keramik og fremkomsten af hoplit-hære.

I Athen blev tidlige demokratiske institutioner indført af Solon og yderligere reformeret af Cleisthenes. I Sparta opstod institutioner som helot-status og Den Peloponnesiske Liga under Lycurgus' indflydelse, hvilket gjorde Sparta til en magtfuld aktør.

Den arkaiske periode oplevede fremkomsten af polis som den dominerende politiske enhed. Mange byer kom under ledelse af tyranner, og der opstod tidlige love og administrative systemer. Urbaniseringen, såsom synoikismos (sammenlægning af bosættelser), styrkede denne udvikling. Byer som Athen og Argos forenede sig fysisk og politisk, hvilket førte til den klassiske betydning af polis.

Fra 700 f.Kr. opstod tyrannier, hvor ledere greb magten, ofte støttet af private hære. Kendte tyranner var Cypselus i Korinth og Theagenes i Megara. Selvom ordet "tyran" senere fik en negativ betydning, blev disse ledere ikke betragtet som illegitime på den tid.

I 800-700 f.Kr. grundlagde grækerne mange kolonier rundt om Middelhavet og Sortehavet. Disse kolonier var uafhængige bystater. De første kolonier opstod på Sicilien og i Syditalien, kendt som Magna Graecia ("Storgrækenland"). Senere bosatte grækerne sig også i vest (for eksempel Marseille) og i øst (såsom Sortehavet).

I den tidlige Klassiske periode var Athen en vigtig by, men først i slutningen af det sjette århundrede f.Kr. blev det en af de mægtigste byer i Grækenland. Omkring 636 f.Kr. fandt den første kendte begivenhed sted: et mislykket statskup af Cylon, der ønskede at blive tyran af Athen. På det tidspunkt var monarkiet blevet erstattet af archonten, en vigtig funktion der kun kunne besættes af aristokrater (Eupatridae).

I Athen blev der i 594 f.Kr. gennemført reformer, såsom afskaffelse af gældsslaveri og tildeling af borgerrettigheder baseret på basis af indkomst i stedet for herkomst, hvilket fremmede migration mellem de forskellige samfundslag. Man oprettede også en folkeforsamling og et råd på 400, hvilket gav borgerne mere indflydelse. 

Sparta udviklede i 800 f.Kr. en unik statsform. Efter den Første Messeniske Krig (740-720 f.Kr.) blev messenierne slaver (heloter). Samtidig fik spartanske embedsmænd, eforerne, mere magt. Omkring 560 f.Kr. begyndte Sparta et netværk af alliancer, den Peloponnesiske Liga, for at forhindre oprør og bekæmpe rivaler som Argos.

Den græske befolkning fordobledes omkring 800 f.Kr., hvilket førte til større bosættelser. Mange mennesker levede på små gårde, der dyrkede forskellige afgrøder som korn, oliven og druer. Handlen steg også, især med øst og Syditalien. Fra 600 f.Kr. blev møntpenge indført, hvilket forenklede handel og betalinger.

I den arkaiske periode udviklede græske kunststile sig til mere realistiske og naturlige former. Monumental skulptur blev introduceret, og keramik skiftede fra geometriske mønstre til den tidlige rød-figur teknik. I denne tid blev østlige påvirkninger også synlige, især i keramik og skulpturer. Oprindeligt bestod græsk skulptur af små bronzefigurer af heste og mennesker, især fundet i religiøse helligdomme. Senere blev menneskefigurer lavet i naturlig størrelse af hård sten, inspireret af egyptiske eksempler. De mest kendte skulpturer fra denne periode er kouroi (unge mænd) og korai (unge kvinder). Disse tjente som gravmonumenter eller religiøse billeder. Mod slutningen af 600 f.Kr. aftog brugen af kouroi. Græsk keramik udviklede sig fra geometriske mønstre til figurative designs. I Korinth opstod omkring 700 f.Kr. sort-figur teknikken, efterfulgt af rød-figur stilen i Athen omkring 525 f.Kr. Disse teknikker gjorde det muligt at tilføje mere detaljer i dekorationen.

Den ældste græske litteratur, især poesi, stammer fra denne periode og var en videreudvikling af den indoeuropæiske bardiske tradition. Homers epos, såsom Ilias og Odysseen, er de tidligst bevarede. Udover epik opstod lyrik og de første tilløb til tragedie. Den tidligste prosa dukkede op omkring 600 f.Kr. 

Den arkaiske periode så fremkomsten af monumentale stentempler, såsom Apollontemplet i Korinth. Disse templer husede ofte kultstatuer. Antallet af ofre og votivfigurer, såsom bronzefigurer, steg markant. Helligdomme som Olympia og Delphi blev pan-hellenske centre.

I Olympia, hvor kulten af Zeus havde eksisteret siden de mørke århundreder, voksede antallet af ofre eksplosivt. Dette faldt sammen med genoplivningen af de Olympiske Lege i 776 f.Kr.

Delphi blev et vigtigt religiøst centrum, blandt andet på grund af udviklingen af det berømte orakel. Fra 800 f.Kr. blev ofre fra hele Grækenland bragt til dette sted.

Græske begravelsespraksisser blev mere varierede. I Athen vekslede kremering og begravelse, ofte med enkle gravgaver. Omkring 700 f.Kr. blev gravpladser udpeget uden for byen. I nogle byer, såsom Sparta, blev overdådige begravelser begrænset af lovgivning.

I denne periode udviklede græsk filosofi sig og blev nedskrevet. Tænkere som Thales kombinerede praktisk viden med filosofiske idéer.

Grækerne udviklede hoplitskjoldet. Omkring 700 f.Kr. opstod de karakteristiske falanx-taktikker. Inden for skibsfart blev triremen (tre rækker roere) introduceret, hvilket yderligere udviklede den græske flådestyrke.

Det 5. århundrede f.Kr. betragtes primært fra det athenske perspektiv, fordi mange fortællinger, skuespil og skrifter fra den tid stammer fra Athen. Århundredet begyndte med vigtige begivenheder som faldet af den sidste athenske tyran og Cleisthenes' reformer i 508 f.Kr., og det Ioniske Oprør i 500 f.Kr., der førte til de persiske invasioner. På trods af erobringen af dele af Grækenland besejrede grækerne perserne ved Marathon (490 f.Kr.) og senere ved Thermopylæ, Salamis og Plataea (480-479 f.Kr.).

Efter de Persiske krige ledede Athen det Deliske Forbund, som under athensk kontrol blev til et imperium. Dette skabte spændinger med allierede og Sparta, hvilket i 431 f.Kr. resulterede i den Peloponnesiske Krig. Efter en kort fred genoptog krigen, og Sparta besejrede Athen i 404 f.Kr., hvilket markerede afslutningen på athensk dominans.

Sparta blev gennem hele sin historie styret af et diarki, med to konger fra Agiaderne og Eurypontiderne-dynastierne. Ifølge legender stammede disse linjer fra tvillingerne Eurysthenes og Procles, efterkommere af Hercules, som erobrede Sparta efter den Trojanske krig.

Den Ioniske opstand mod Perserne (499-494 f.Kr.), støttet af Athen, førte til gengældelsesaktioner fra Persien. Ved Slaget ved Marathon (490 f.Kr.) besejrede athenerne perserne. I 480 f.Kr. forsøgte Xerxes igen at erobre Grækenland, men 31 bystater gjorde modstand. Trods ofre som ved Thermopylae opnåede grækerne store sejre ved Salamis og Plataea.

Athen dominerede derefter det Deliske Forbund, hvilket skabte spændinger med Sparta. Dette førte i 431 f.Kr. til den Peloponnesiske Krig, der endte med en spartansk sejr (405 f.Kr.) og underkastelsen af Athen. Efter krigen blev Sparta svækket af nederlag mod Theben, herunder ved Leuctra (371 f.Kr.), hvilket gjorde Messenien uafhængig. Både Sparta og Theben mistede til sidst deres dominerende position på grund af vedvarende konflikter.

Magttomrummet i Grækenland blev udfyldt af Makedonien under Filip II, som i 338 f.Kr. besejrede de græske bystater ved Slaget ved Chaeronea og oprettede det Korinthiske Forbund. Filip blev dog myrdet i 336 f.Kr., hvorefter hans søn Alexander den Store fortsatte sin kampagne mod Persien. Alexander erobrede Persien, besejrede kong Darius III, og nåede endda Indien. Hans pludselige død i 323 f.Kr. satte en stopper for hans ambitioner, men han efterlod en varig arv i form af hellenismen.

Den hellenistiske periode (323-30 f.Kr.) begyndte med Alexander den Stores død og sluttede med Cleopatra VII's død, den sidste makedonske hersker af Egypten. I denne tid opstod nye monarkier baseret på makedonske og østlige traditioner. Alexanders generaler, kendt som Diadocherne, delte hans rige. Vigtige kongeriger var dem af Antigonus og hans søn Demetrius i Makedonien og Grækenland, Ptolemaios i Egypten og Seleukos i Syrien og det tidligere Persiske Rige. Mindre riger omfattede blandt andet Attaliderne i Anatolien og det græsk-baktriske kongerige.

Grænserne mellem de hellenistiske kongeriger var oprindeligt ustabile. Antigonus forsøgte at udvide sin magt, men blev i 301 f.Kr. besejret i Slaget ved Ipsus. Mod midten af det tredje århundrede f.Kr. var grænserne stort set stabile, selvom konflikter fortsatte. I mellemtiden blev byer som Alexandria og Antiokia vigtige centre for hellenistisk kultur. Mange grækere migrerede til nye byer i øst, såsom det indo-græske kongerige i Afghanistan og Pakistan.

Inden for Grækenland dannede bystaterne to forbund: det achæiske forbund og det aetoliske forbund. Disse forbund var ofte i konflikt og blev involveret i Diadochernes krige. Antigoniderne kom i konflikt med Rom og blev til sidst besejret; Makedonien blev i 149 f.Kr. en del af den romerske republik. Det seleukidiske rige faldt langsomt fra hinanden og blev erobret af Rom i 64 f.Kr. Det ptolemæiske Egypten bestod indtil 30 f.Kr., da også dette rige blev indlemmet af romerne.

Med den romerske overtagelse af det Achæiske Forbund i 146 f.Kr. kom der en ende på Grækenlands uafhængighed.