Viking perlekæder

Perlekæder har været i brug siden forhistorisk tid. Arkæologiske fund viser, at mennesker i Paleolitikum al perler blev lavet af skaller, knogler og sten. Senere, i bronzealderen og jernalderen, blev glas- og metalperler populære. Perlekæder var populære i hele Europa.

Kæder forblev et vigtigt smykke i vikingetiden, selv da de blev mindre populære i andre dele af Europa. De var mere end blot dekorative tilbehør; deres materialer, form og sammensætning kan sige meget om bæreren og dennes status.

Vikingekæder blev lavet af forskellige materialer, såsom glas eller ædelsten. Disse perler var ikke kun smukke, men symboliserede også rigdom. Især i elitekredse var det at have en særlig eksotisk samling af perler et tegn på status. Kæder kunne også indeholde unikke elementer, såsom en usædvanlig amulet eller en særlig arrangement af perler. Dette gav bæreren en særlig eller spirituel betydning.

Perlekæder var meget mere end blot et statussymbol. Historier om Genevieve, Bathild og Brísing-kæden tillægger en rituel betydning til kæder, som folk kunne fortrylle til forførelse og endda overføre beskeder.

Middelalderlige kilder viser, at kæder nogle gange endda repræsenterede identiteter. Et berømt eksempel er Brísing-kæden, som i det oldnordiske digt Þrymskviða nævnes som ejendom af gudinden Freyja. Ifølge mytologien gjorde denne kæde hende uimodståelig. Hun havde fået den fra fire dværge i bytte for sex. Man troede, at kæder kunne besidde en vis livskraft eller spirituel energi.

Et bemærkelsesværdigt eksempel, der understreger den spirituelle rolle af kæder og vedhæng, er det arkæologiske fund af et 10. århundredes støberi i Trendgården, Danmark. Der blev fundet en form, der kunne støbe både en torshammer og et kristent kors. Dette indikerer, at den religiøse betydning af kæder blev videreført i den senere kristne vikingetradition.

Inden for vikingekulturen var kæder også tæt forbundet med magiske praksisser. Rituele specialister, såsom völva, bar kæder som en del af deres materielle udstyr.

Arkæologiske fund viser, at nogle kæder blev fundet sammen med genstande, der blev brugt som magiske stave. I 25 opdagede kædeassemblager, der kan relateres til völur, er der fundet markante kombinationer af genstande, herunder slangefigurer og magiske stave. Disse assemblager antyder, at kæder spillede en rolle i praksissen af seiðr-magi, en form for spirituel og rituel magi i vikingetiden.

Arkæolog Leszek Gardeła har forsket i rituelle genstande fra vikingetiden. Han fandt 19 grave med slangefigurer, 42 med magiske stave og 63 med perlekæder. I 25 af disse grave blev både kæder og magiske genstande fundet, hvilket antyder, at völva eller andre rituelle specialister bar kæder. Kæderne fra disse grave bestod for det meste af perler, nogle gange suppleret med vedhæng. Mængden af perler varierede meget: nogle grave indeholdt kun én perle, mens andre havde 88.

Nogle gange viser det sig, at perler ikke altid blev båret som halskæde. I en grav i Fyrkat blev der for eksempel fundet en samling perler og vedhæng ved midten af en person, hvilket kan tyde på, at de var en del af et bælte eller en taske. Dette gør det svært at præcisere, hvordan kæder blev båret, og hvilken betydning de havde.

Kæder giver vigtige indsigter i de rituelle praksisser i vikingetiden. Den svenske arkæolog Callmer udviklede et klassifikationssystem for perlesamlinger, der hjalp med at datere visse grave. Han opdagede 32 forskellige perletyper, som han kunne inddele i kronologiske perioder.

Med denne metode kan arkæologer ikke kun fastslå, hvornår en bestemt kæde er lavet, men også hvordan kædernes rolle i ritualer har udviklet sig over tid. 

Det ældst kendte fund af en völva-perlesamling kommer fra en kremationsgrav i Fure, Norge. Perlerne i graven er ikke beskadiget af ild, hvilket tyder på, at de blev omhyggeligt bevaret efter kremationen og adskilt fra den afdøde. Denne forskning hjælper os med at forstå mere om brugen af perler i vikingetiden.

Johan Callmers system hjælper med at genkende mønstre i perler, men har begrænsninger ved almindelige perler som bronze, sølv, guld, rav og sten. I fundet fra Fure var der 56 perler af disse materialer, ud over 780 andre perler og 194 ekstra perler. Kun 132 perler kunne ikke præcist klassificeres, delvist fordi nogle var smeltet af varmen fra kremeringen.

Det er vanskeligt at finde faste kendetegn for, hvad vi ville kalde en 'völva-perlesamling'. I stedet er det undersøgt, hvordan disse samlinger passer ind i bredere tendenser for brugen af kæder i vikingetiden. Undersøgelsen bygger videre på Callmers arbejde og viser, at perler og vedhæng kan fortælle os meget, selvom de ikke blev båret som kæder.

Oprindeligt daterede Callmer denne samling mellem 790 og 820, men senere fund peger på, at perlerne måske blev begravet tidligere, muligvis omkring 760. Dette understøttes af lignende fund i Haukenes og den baltiske region. Desuden indeholder samlingen guldfolie-segl fra Nærorienten, som først optræder i Ribe omkring 780, men sandsynligvis tidligere cirkulerede i den baltiske elite. En anden perle med inskriptioner peger på østlige forbindelser og kan være en egyptisk fajance-perle, hvilket styrker indtrykket af, at denne samling stammer fra en tid med intensivere handel med Østen.

Fure-begravelsen fra slutningen af 700-tallet viser, hvordan handelsnetværk udvidede sig i den tid. Et irsk korsvedhæng i samlingen peger på forbindelser med Irland. Dette kunne være et tegn på de tidlige vikingetogter, såsom angrebet på Irland i 795. Det er dog også muligt, at vedhænget blev erhvervet fredeligt, for eksempel som en religiøs gave. Desuden blev der fundet magiske stave i graven, hvilket antyder, at kvinden, der blev begravet, havde en rituel rolle og samlede objekter med spirituel betydning.

Fure-begravelsen er en af de tidligste indikationer på ritualer forbundet med seidr-magi. Andre tidlige fund af magiske stave, såsom i Hellset, Pukkila-Isokyrö og Lille Ullevi, bekræfter, at rituelle praksisser eksisterede på dette tidspunkt.

Det bemærkelsesværdige ved Fure-begravelsen er kombinationen af en magisk stav og et korsformet vedhæng. Dette kan pege på en forbindelse mellem stavritualer og kristne praksisser. Samtidig antyder guldfolie-seglene, at kvinden var en del af et netværk, der forbandt nordiske og østlige kulturer. Et lignende eksempel er den rituelle specialist fra Pukkila-Isokyrö, der muligvis spillede en rolle i at forbinde Skandinavien med handlende fra Østen.

Lignende fund i Longva og Hopperstad viser, at völva havde adgang til luksusvarer, der kom langvejs fra via handelsnetværk. I Longva blev en kvinde begravet med en kæde, der forblev stort set intakt efter kremeringen. Denne kæde indeholdt 67 perler, hvoraf næsten halvdelen stammede fra Nærorienten. Derudover var der et ravvedhæng i form af en kvindelig figur, hvilket understregede hendes rituelle rolle og hendes forbindelse til seidr-magi.

I Hopperstad blev en kvinde begravet med en kæde, der både indeholdt lokale og østlige perler. I graven blev der også fundet handelsvarer, såsom en arabisk dirham (mønt), vægte og glas. Dette indikerer, at kvinden sandsynligvis var involveret i international handel. Derudover indeholdt graven artefakter, der er forbundet med insulære og kristne traditioner, hvilket muligvis indikerer tidlig kontakt med kristendommen. Disse fund viser, at tidlige völva-figurer ikke kun var åndelige ledere, men også muligvis var åbne for kristendommen. Fundene fra Fure, Longva og Hopperstad antyder, at disse kvinder spillede en vigtig rolle i udbredelsen af religiøse, magiske og handelspraksisser i den tidlige vikingetid.

Der er kun få fund af perlesamlinger, der daterer sig før 900, hvilket svarer til den periode, hvor de fleste vikingegrave og begravelser af seiðr-udøvere fra denne tid er fundet.

Samlinger fra det tiende århundrede indeholder ofte amuletter som slanger og stave, og nogle gange bjergkrystal eller karneol. Ældre samlinger indeholder normalt viklede glasperler, mens segmenterede perler oftere dukker op i de senere år 900. Trukne glasperler forekommer sjældent i kombination med bjergkrystal- og karneolperler, hvilket hjælper med at datere samlinger.

Arkæologen Callmer identificerede 16 typer kæder fra det tiende århundrede. De fleste samlinger falder i Perleperiode VIII (915-950), hvoraf seks indeholder en blanding af bjergkrystal, karneol og viklede glasperler. Andre kæder indeholder kun bjergkrystal eller karneolperler, uden de viklede glasperler fra 800-tallet. Senere samlinger falder inden for Perleperiode VI (950-960) og Perleperiode IX (960-980), hvor 14 af de 17 samlinger stammer fra 900-tallet, med en præference for perioden 915-950.

Mange samlinger fra det tiende århundrede viser en balance mellem traditionelle og nye stilarter. En kæde fundet mellem 915 og 950 i Norge dateres sandsynligvis før 875, hvilket gør det usandsynligt, at den blev produceret før 900. Genstande fra disse fund viser nye stilarter, såsom udekorerede ringe af blå eller farveløs glas, uigennemsigtige ringe og melonformede perler af grøn glas.

Hoen-samlingen kombinerer traditionelt metalhåndværk med nye glasstilarter. En grav i Tyskland viser en lignende overgang mellem gamle og nye stilarter, med artefakter dateret til Perleperiode VIII (915-950). Begravelsen indeholder en gammel skivebroche, typisk for begyndelsen af vikingetiden, selvom moden allerede havde ændret sig.

Birka-gruppen omfatter forskellige grave, herunder Bj. 660 og Bj. 844 fra Sverige, Eketorp-skatten fra Sydsverige og Grav 4 på Peel i Det Irske Hav. Kvindernes kæder i Birka viser forskellige stilarter, hvilket indikerer variation i moden. Kvinden fra Bj. 844 blev begravet med en kæde af bjergkrystal, karneol og viklede glasperler, typisk for de tidlige 900-tallene, men med skift mod mønstre fra senere år.

Kvinden fra Bj. 660 havde en sjældnere kæde med segmenterede og viklede perler ved siden af ældre stilarter, der var mere almindelige i tidligere generationer. Hendes kæde indeholdt også nye importerede præferencer, såsom store lavaperler, der afspejler kalcedon-lignende mønstre.

Fragmenteringen af stilarter i begravelserne af Bj. 660 og Peel-skatten afspejler ændringerne i skandinavisk mode og sociale netværk i det tiende århundrede. Disse skift indikerer opløsningen af de netværk, der understøttede disse delte stilarter.