Pagan symbolik: Viking ulve

Overalt i  den germanske og vikingekunst bliver ulve afbildet. Nogle gange som dyr og andre gange indvævet eller skjult i komplekse knudemønstre. I denne blog dykker vi dybere ned i symbolikken bag dette mytiske dyr.

Ulve spillede en fremtrædende rolle i den germanske og oldnordiske mytologi, hvor de repræsenterede både helte og trusler. Fenrir, den onde ulv fra Ragnarök, er den mest kendte, men også Geri og Freki, Odins trofaste ulve, er vigtige figurer. Tilstedeværelsen af både den destruktive Fenrir og de loyale Geri og Freki understreger ulvens dualitet i disse kulturer.

Denne symbolik har sin oprindelse i proto-indoeuropæiske traditioner. Ulve legemliggjorde både kaos og ødelæggelse som troskab og styrke. Det er denne tvetydighed, der gjorde ulven til symbolet på troskab, krigeriskhed og taktisk intelligens, som kan ses overalt i den indoeuropæiske kultur.

Omkring 3000 f.Kr. migrerede de Proto-Indoeuropæere fra den Pontisk-Kaspiske steppe til Europa. Således lagde de basis for kulturer som vikingerne, romerne, grækerne og kelterne. Mange af deres kulturelle udtryk er stadig synlige i den germanske og skandinaviske kultur.

For talerne af det Proto-Indoeuropæiske sprog var ulve både frygtede fjender og beundrede væsener. Disse rovdyr truede ikke kun husdyr, men også familiers overlevelse. Ulveangreb kunne ødelægge hele samfund og forårsage hungersnød. Med deres snedige intelligens og imponerende styrke udgjorde ulve en konstant trussel mod dagliglivet.

Modsat var hunde - tamme efterkommere af ulven - allerede længe før mennesket holdt høns eller red på heste, trofaste ledsagere og beskyttere af familien. 

Fenrir, den gigantiske ulv fra den nordiske mytologi, legemliggør den snedige og destruktive kraft af kaos. Som søn af Loke og Angrboða og bror til Jörmungandr og Hel, spiller Fenrir en nøglerolle i Ragnarök, verdens ende.

Ifølge den Poetiske Edda og den Prosaiske Edda vokser Fenrir til en trussel, som guderne ikke kan ignorere. De binder ham med det magiske bånd Gleipnir, men ikke uden ofre: Týr mister sin hånd i denne proces. Guderne undgår dog Fenrirs død for at forhindre blodudgydelse på hellig jord, en gammel indoeuropæisk skik.

Fenrirs oprør mod Odin forklares nogle gange ved paralleller til adfærden hos virkelige ulve. Etolog Valerius Geist foreslår, at Fenrirs kamp for dominans kan være inspireret af observationer af ulve, der nogle gange udfordrer og dræber deres ledere.

Fenrirs myte er illustreret i arkæologiske fund som Ledberg-sten og Gosforth-korset, hvor hedenske og kristne symboler mødes. I kristne fortolkninger symboliserer Fenrir det onde, mens Odin repræsenterer det gode.

Under Ragnarök dræber Fenrir Odin, men han bliver selv overvundet af Odins søn Víðarr. Denne konfrontation understreger den evige kamp mellem orden og kaos. 

Selvom Fenrir i kristne fortolkninger ofte bliver afbildet som ren ondskab, så de dharmatiske indo-europæiske traditioner kaos ikke kun som destruktivt, men også som nødvendigt for at skabe fornyelse. Fenrir kan dermed forstås som en legemliggørelse af den uundgåelige skæbne: en kraft, der er nødvendig for at ødelægge det gamle og skabe plads til det nye. Uden kaos kan der ikke være orden.

I den nordiske mytologi symboliserer Geri og Freki, to ulve der ledsager Odin, det trofaste bånd mellem menneske og ulv (hund). De nævnes i Den Poetiske Edda, Den Prosaiske Edda og i skaldisk poesi. Geri og Freki var muligvis de symbolske personificeringer af de germanske Úlfhéðnar, krigere der kæmpede i en ulvelignende trance som tilhængere af Wodan/Odin. 

Navnene Geri og Freki betyder begge 'grådig' eller 'glubsk' og har rødder i det proto-germanske. Geri kan spores tilbage til den proto-indoeuropæiske rod *gher-, som også findes i navnet på Garmr, hunden der er forbundet med Ragnarök. Freki deler lignende rødder med ord fra gotisk, oldnordisk og oldhøjtysk, der alle peger på grådighed.

I Den Poetiske Edda fodrer Odin Geri og Freki med al maden fra sit bord, mens han selv kun indtager vin. Dette bekræftes i Den Prosaiske Edda med forklaringen, at Odin som gud kun behøver åndelig føde. I digtet Grímnismál beskrives de som trofaste ledsagere, der fortærer ligene af de faldne i kamp. 

Arkæologiske afbildninger, såsom på Böksta runesten , viser Odin sammen med ulvene under en jagt på en elg.

Den 19. århundredes lærde Jacob Grimm bemærkede, at Geri og Freki har ligheder med Apollos hellige ulve og med andre indoeuropæiske fortællinger om ulve. Filolog Maurice Bloomfield forbinder dem med den vediske mytologi, hvor guden Yama har to hunde, der ledsager de døde.

Geri og Freki afspejler en bredere indoeuropæisk tradition, hvor ulve ledsager guder, ligesom den græske Apollo, den vediske Yama og den romerske Romulus & Remus. De legemliggør disse dyrs styrke, mens den mytologiske ulv Fenrir og den persiske ulv Ahriman symboliserer disse dyrs fare. 

Forskere som Michael Spiedel forbinder Geri og Freki med arkæologiske fund af germanske krigere med ulveskind. Disse krigere, kendt som Ulfheðnar, ville tilbede Odin og følge ham som en mytisk flokleder. Dette fænomen ses som en pan-germansk kult, der forsvandt efter kristningen af Nordeuropa.

Navnet Ulfheðinn (ental) kan oversættes som 'ulvemantel' eller 'ulvehud'. Traditionen går langt tilbage: i Rom blev de skjolder og standarder for germanske ulvekrigere erobret af romerne og udstillet under armilustrium i Rom.

Disse elitekrigere, sammenlignelige med bersærkere, optrådte i forskellige sagaer som Vatnsdæla saga, Haraldskvæði og Grettis saga. De beskrives som Harald Hårfagers personlige garde, den første konge af Norge.

I modsætning til de mere kendte bersærkere er der færre direkte referencer til Ulfheðnar, selvom deres status og færdigheder ofte beskrives som enestående. Ritualet for Ulfheðnar har sin oprindelse i Proto-Indo-Europæisk Koryos.

Ulfheðnar bar ulveskind og var kendt for deres vilde, dyriske opførsel i kamp. De ville gå i en ekstatisk, tranceagtig tilstand, hvor de var ufølsomme over for ild og jern og kæmpede med enestående styrke. Denne tilstand, kendt som berserkgang , forbinder dem direkte med Odin. De blev betragtet som gudens særlige krigere, der hentede deres magt fra hans beskyttelse og inspiration. I nogle kilder beskrives det, hvordan de bed deres skjolder og opførte sig som vilde hunde eller ulve under kampen. 

I Egils Saga nævnes Kveldulf (Aftenulv), en mand der 's natten forvandlede sig til en ulv. Selvom han omtales som berserker og ikke specifikt som ulfheðinn, viser dette den tætte forbindelse mellem ulvemyter og krigere, der kommer i en trance-lignende raseri under kamp.

Et andet eksempel er billedet på en hjelmplade fra Torslunda og hjelmene fra Sutton Hoo og Valsgärde 7 & 8, hvor en kriger med et ulvehoved står ved siden af en enøjet hornet figur, formodentlig Odin. Dette billede styrker forbindelsen mellem berserkere, Ulfheðnar, og guden Odin. 

De úlfheðnar havde deres oprindelse i den proto-indoeuropæiske kultur og ritualet af koryos.

For at beskytte kvæget og vise heltemod blev det at dræbe ulve en symbolsk handling. Unge mænd fra krigerklassen sluttede sig til en krigerbande, koryos, hvor de antog ulvens adfærd, taktikker, styrke og raseri. Bevæbnet med kun en spyd skulle de dræbe en vild hund eller ulv. Derefter antog de symbolsk ulvens identitet og gav muligvis endda hinanden ulvenavne, hvilket understregede deres transformation til krigere.

Koryos fandt sted i mange andre indoeuropæiske kulturer. Ikke kun hos de germanske úlfheðnar, men også i den vediske tradition (de vrātyas), hos grækerne (kryptai og muligvis epheboi), romerne (luperci), muligvis skyterne og kelterne (de fían). Den oldirske mytologiske helt Cú Chulainn (cú betyder hund) kan ses som en hundekriger. Disse krigere er ofte forbundet med ritualer og mytologiske fortællinger, der understreger transformationen til dyr som en kilde til styrke og beskyttelse. Sandsynligvis udgør ulvekrigere den europæiske inspirationskilde for varulve.

Også uden for den indoeuropæiske verden kan traditionen med ulvekrigere ses, såsom hos de oprindelige amerikanere og mongolerne. Dette kan indikere, at traditionen er endnu ældre end de proto-indoeuropæiske folk. 

Det græske ord lyssa betyder både 'vrede', 'raseri' og 'rabies'. Det stod for det raseri, hvormed vilde hunde og ulve kunne angribe.

I den græske mytologi bliver denne kraft nogle gange afbildet som en gudinde. Herakles påkaldte hende som en kilde til styrke. Helten Actaeon blev fortæret af sine hunde i lyssa, efter at han havde set gudinden Artemis nøgen.

Lyssas kraft kunne påkaldes af ulvekrigere og legendariske helte, såsom den irske Cú Chulainn. Uden evnen til at påkalde Lyssa, var det værdiløst at bære ulvepelsen. Det oldnordiske lyssa var wut, indo-iransk aesma,  vedisk varaarayna.

For de proto-indoeuropæiske folk havde ulven en dobbelt betydning. På den ene side var dyret en farlig fjende, der truede både mennesker og kvæg, på den anden side blev hunden, en efterkommer af ulven, betragtet som en trofast følgesvend og beskytter af familien. Ulven blev derfor også æret for sin snedighed, styrke og vildskab. Dette ambivalente forhold mellem menneske og ulv førte til ritualer og traditioner, hvor ulven stod i centrum.

Koryos-ritualet er et vigtigt udtryk for en ulvekult. Proto-indoeuropæiske traditioner udviklede sig til de germanske og oldnordiske Ulfheðnar, krigere der ærede Odin (Wodan) og var kendt som “Odins ulve.”

I germansk og oldnordisk kunst symboliserede ulve loyalitet, styrke og beskyttelse, men også aggression og strategisk indsigt. Genstande med ulvesymbolik blev sandsynligvis set som bærere af disse egenskaber og gav således åndelig inspiration og beskyttelse til deres ejere.