De xiphos var et tveægget, enhåndet og lige kortsværd, der blev brugt af de gamle grækere. Muligvis udviklede de xiphos sig fra sværd fra den sene mykenske periode, som havde en tynd, tveægget klinge på cirka 80 cm lang; denne teori er dog stadig genstand for videnskabelig debat. De fleste xiphos havde en bladformet blad med en skarpt punkt, men i den hellenistiske periode blev denne form sommetider mindre udtalt. Grebet blev fremstillet af bronze, træ, ibenholt eller ben, mens skede var af træ med kobberbeslag.
Den xiphos er et produkt fra jernalderen. Med introduktionen af jern mellem det niende og sjette århundrede f.Kr. blev klingerne på sværdene bredere og kortere. Mens Etruskerne fortsatte med at lave længere bronzede våben, skiftede grækerne til jern xiphoi med en klingelængde på 45-60 centimeter. Spartanerne foretrak kortere varianter på omkring 30 cm, især under de græsk-persiske krige. En sådan xiphos vejede mellem 450 og 900 gram og blev normalt båret i en bærerem (baldric) under venstre arm.
Sammenligning med Andre Sværd
Den xiphos var velegnet til både at skære og stikke, et design der går tilbage til Bronzealderen. Det mykenske Naue II-sværd, der oprindeligt havde en bronzeklinge, dannede sandsynligvis grundlaget for xiphos da det skiftede til en jernversion. Lignende korte sværd optrådte i den sene Bronzealderen over hele Europa. Et eksempel herpå er det keltiske La Tène-kortsverd, der var næsten identisk med xiphos.
En almindelig misforståelse er, at der fandtes bronzexiphoi. I virkeligheden er alle opdagede eksemplarer (som dem fra Olympia, Makedonien og Syditalien) af jern. Myten om bronzexiphos er sandsynligvis opstået på grund af fejlagtig identifikation af bronzesværd eller ornamenter fra Bronzealderen, før xiphos som vi kender den blev udviklet.
Brug i Krigsførelse
Den xiphos tjente som sekundært våben for hopliterne og blev først brugt, når deres doru (spyd) brækkede eller når nærkamp fandt sted. Selvom hopliterne normalt kæmpede i tætte formationer, var der tidspunkter, hvor deres sværd blev nødvendig. Fra det 6. århundrede f.Kr. blev kopis, en ensidet slebet sværd, stadig mere populær. Dette medførte, at xiphos gradvist blev fortrængt som standardvåben for hopliter.
Selvom Xenophon hævder, at xiphos var den konventionelle sværd, som den græske soldat fra hans tid brugte, anbefalede han makhaira til kavaleriet:
"Jeg anbefaler en kopis fremfor en xiphos, for fra højden af en hest vil et hug fra en makhaira tjene dig bedre end et stik fra en xiphos."
Arkæologiske Fund og Konstruktion
De fleste xiphoi havde et skæfte med en todelt konstruktion, der ligner en kniv. Sidepladerne, fremstillet af træ, ben eller ibenholt, blev fastgjort til tangen med nagler og derefter slebet glatte, hvilket gav håndtaget sin karakteristiske ovale form.
Parérpladen havde normalt en "broform" og blev lavet af organisk materiale eller jern. Nogle eksemplarer, især dem fundet i Italien og Makedonien, havde en jernforstærkning langs skæftet.
Der er også blevet opdaget ceremonielle xiphoi, hvor håndtagene var dekoreret med bladguld. Disse sværd blev udelukkende fundet i gravkontekster og tjente sandsynligvis som statussymboler. Trods sjældenheden af overlevende eksemplarer, findes xiphoi nogle gange sammen med andre jern våben i grave, hvilket indikerer den høje status af deres ejere.
Udbredelse i den Middelhavsverden
Den xiphos blev brugt af både græske og etruskiske hopliter, men var mindre almindelig hos makedonske falanger, der foretrak kopis . Over tid spredte sværd sig blandt forskellige 'barbariske' stammer på den Apenninske Halvø. Her forblev xiphos i brug indtil det 3. århundrede e.Kr.
Den xiphos i de romerske hære
Indtil det 3. århundrede f.Kr. anvendte også de romerske hære brug af xiphos. Dog efter den galliske plyndring af Rom i 390 f.Kr. blev der en stigende præference for de keltiske 'La Tène'-sværd med en længere klinge, som var bedre egnet til krigsførelse uden for den lukkede formation af falanksen. Den galliske plyndring af Rom og Krigene mod sarmaterne (343-341 f.Kr.) lærte romerne, at den lukkede falanksformation ikke var tilstrækkelig mod en fjende, der udnyttede mobilitet på slagmarken. Dette resulterede i, at romerne begyndte at anvende en ny taktik; i stedet for blot at være den første og anden falanksformede linje, blev hastati og principes fremover bevæbnet med en eller to kastespyd, som også kunne bruges til at stikke. sværd, der først blot var en backup-våben, blev derfor også meget vigtigere i den romerske krigsførelse.
Sproglig og Historisk Baggrund
Ordet xiphos blev allerede i mykensk græsk (Lineær B) skrevet som qi-si-pe-e. Mulige sproglige relationer er:
- Det arabiske "saifun" (sværd)
- Det egyptiske "sēfet"
- Det ossetiske "äxsirf" (segl), som peger på en mulig protoindoeuropæisk oprindelse (kwsibhro-)
Ifølge Stone’s Glossary brugte den berømte digter Homer ordet "xiphos" som en generel betegnelse for en sværd. I hans beskrivelse fra det ottende århundrede f.Kr. befandt det bredeste punkt af klingen sig på to tredjedele af længde, og endte i en skarpt punkt.
