Pagan symbolik: Ravne af Wodan - Odin

Huginn og Muninn er de to mytiske ravne, der tjener guden Odin. I denne blog dykker vi dybere ned i deres rolle og symbolikken af ravne i andre europæiske kulturer.

Omkring 3000 f.Kr. migrerede de Proto-Indoeuropæere fra den Pontisk-Kaspiske steppe til Europa. Således lagde de basis for kulturer som vikingerne, romerne, grækerne og kelterne. Mange af deres kulturelle udtryk er stadig synlige i den germanske og skandinaviske kultur.

Disse steppehyrder associerede sandsynligvis ravnen med at fortære ligene efter kamp. Derfor så de ravnen som en budbringer mellem de levendes og de dødes verden.

Denne association gjorde, at nogle indoeuropæiske folk forbandt ravnen med overgangen fra den døde til den levende sæson.

Ravnen er en bemærkelsesværdig intelligent fugl. Dens intelligens og dens mytiske evne til at rejse mellem verdener gjorde, at den spillede en særlig rolle i den germanske og oldnordiske mytologi. 

I den nordiske mytologi er Huginn ("tanke") og Muninn ("vilje" eller "ønske/intention") to ravne, der flyver over verden, Midgård, for at give Odin information. Disse fugle spiller en fremtrædende rolle i forskellige gamle tekster som Den Poetiske Edda, Den Prosaiske Edda, Heimskringla og Den Tredje Grammatiske Afhandling.

Odin bliver ofte afbildet med Huginn og Muninn på sine skuldre. Dagligt sender han ravnene ud for at udforske verden og informere ham ved spisetid om, hvad de har set og hørt. Denne symbolske rolle understreges i tekster som Grímnismáll, hvor Odin (forklædt som Grímnir) fortæller prins Agnarr, at han bekymrer sig for, at Huginn ikke vil vende tilbage, men at han frygter endnu mere at miste Muninn.

I Den Prosaiske Edda kaldes Odin på grund af sin forbindelse med ravnene for "ravneguden" (Hrafnaguð). Derudover nævner Heimskringla, at Odin gav Huginn og Muninn evnen til at tale, hvilket gjorde dem til essentielle budbringere. Dette forhold er nogle gange forbundet med shamanistiske traditioner, hvor ravne symboliserer spirituelle rejser, fylgja og beskyttelsesånder som hamingja.

Billeder af Odin med hans ravne findes på talrige arkæologiske fund.

Brakteater fra migrationsperioden, fundet i Danmark, England og Sverige, viser for eksempel en menneskelig figur over en hest, flankeret af en eller to ravne. Den østrigske germanist Rudolf Simek foreslår, at disse brakteater kan afbilde Odin og hans ravne, der helbreder en hest, og kan indikere, at fuglene oprindeligt ikke kun var hans ledsagere på slagmarken, men også Odins hjælpere i hans veterinære funktion, som nævnt i Merseburger besværgelserne.

Lignende billeder forekommer på hjelmplader (pressblechs) fra Vendel-perioden, nogle gange i kombination med den hornede spyd-danser. Fra det 4. århundrede e.Kr. blev der også lavet brocher i form af ravne, som blev båret på hver skulder ifølge moden i den germanske jernalder. Der er blevet fundet tusindvis af disse brocher overalt i den germanske verden. Ravne er afbildet på smykker, brocher og bæltedekoration fra Alamannerne, Vestgoter, Frankere, Vandaler, Langobarder og alle andre germanske folk.

Figuren af Odin fra Lejre viser en siddende figur med to fugle. Dette symboliserer muligvis Odin på sin trone, flankeret af sine trofaste ravne.

Thorwaldkorset på Isle of Man viser et billede af en mand med en spyd, en fugl på hans skulder og en ulv, muligvis en gengivelse af Odin under Ragnarök.

Forskere ser Huginn og Muninn som mere end blot mytiske ledsagere. Deres navne antyder en forbindelse med Odins intellektuelle og spirituelle kræfter, hvilket minder om shamanistiske praksisser, hvor trance-rejser og spirituelle hjælpere er centrale.

Andre fortolkninger forbinder dem med germanske begreber som fylgja (værgeånd) og hamingja (lykkebringer eller sjæledublet). Huginn og Muninn ses også som personificeringer af viden og hukommelse, fundamentale aspekter af Odins visdom.

Biolog Bernd Heinrich forbinder myten om Huginn og Muninn med en naturlig symbiose mellem mennesker, ravne og ulve. I denne sammenhæng er ravnene Odins "øjne" og "ånd", mens ulvene er hans "jægere og krigere". Dette samarbejde afspejler muligvis forhistoriske jagtalliancer, hvor mennesker og dyr arbejdede sammen.

I mange europæiske traditioner betragtes ravnen som en budbringer mellem de levendes verden og de dødes. Dette passer til dens rolle i mytologier, hvor den udforsker det ukendte og afslører skjult viden. 

Ligesom ravnen i den nordiske mytologi tjener som ledsager for Odin, repræsenterer den i slaviske fortællinger ofte en bro mellem verdener. Denne rolle som vogter af grænserne mellem liv og død gør den til et stærkt symbol i ritualer, der fejrer årets cyklus.

I den slaviske kultur blev året betragtet som en cyklus, hvor ravnen spillede en vigtig rolle som symbol for overgangen mellem årstider. Den blev forbundet med ritualer, der markerede sæsonskiftet, såsom Sankt Georgs dag, og var kendt som en budbringer mellem liv og død. I både nordisk og slavisk mytologi fungerer ravnen som en guide mellem disse verdener og som vogter af grænserne imellem.

Ravnen betragtes også som et symbol på visdom og beskyttelse. Det slaviske ord vran (krage), der betyder både "sort" og "forsvare", understreger ravnens vågne og beskyttende rolle i folklore og ritualer.

I den keltiske kultur var ravnen forbundet med kamp og beskyttelse. De keltiske stammer i Bulgarien og Serbien fremstillede mellem det 3. århundrede f.Kr. og det 1. århundrede e.Kr. buede dolke eller sica's. Disse blev givet som gravgaver til krigere, sammen med deres skjolder og sværd. De er ofte fundet i forbindelse med en dyreoffer og havde derfor muligvis en rituel funktion. Mange af disse dolke er dekoreret med solsymboler og fugle, ofte fortolket som ravne.

I det 4. århundrede f.Kr. blev en stammehøvding i Ciumești, Rumænien, begravet med en hjelm med en ravn eller anden rovfugl på. Lignende hjelme er også afbildet på Gundestrupkedlen.

Det proto-keltiske ord for ravn, *branos, forekommer ofte i stednavne og personnavne. Eksempler er Vranje, Serbien, og Brennus, navnet på to forskellige galliske krigsherrer. I den walisiske Mabinogion fortælles der om kong Bendigeidfran, 'velsignet ravn' og hans søster Branwen, 'hvid ravn'.

I de cornwalliske majfester i Penzance bliver Old Ned, en kronet ravn, rituelt dræbt og genoplivet, hvilket afspejler cyklussen af død og genfødsel, et tema der også ofte er forbundet med ravne.

I den græske mytologi er ravne forbundet med Apollo, profetiernes gud. De anses for at være et symbol på ulykke og var gudernes budbringere i den dødelige verden. Ifølge den mytologiske fortælling sendte Apollo en hvid ravn, eller krage i nogle versioner, for at spionere på sin elskede, Coronis. Da ravnen vendte tilbage med nyheden om, at Coronis havde været utro, brændte Apollo ravnen i sin vrede, hvilket gjorde fuglens fjer sort.

I denne fortælling straffes ravnen ikke kun for sin information, men også for sin rolle i naturen, hvor farveændringen af ravnen symboliserer en ændring af sæsonen.

Ravnesymboler er sandsynligvis forbundet med intelligens, takt, viden, magi og forudsigende evner. Mens ulven mere står for snuhed, aggression og styrke, repræsenterer ravnen snarere omtanke, skarpsindighed og det omhyggelige forfølgelse af mål. Begge understreger den proto-indoeuropæiske præstationskultur på to forskellige måder. Begge mødes i guden Odin, hvis rolle er at bevare den kosmiske orden.