Magiske opgaver for völvaen

I vikingetiden udførte völva forskellige religiøse funktioner, der ikke blev udført af almindelige Præstinder eller kultledere. Hendes rolle i dette samfund er nogle gange endda kontroversiel på grund af hendes forbindelse med erotik. Völva-traditionen førte senere i kristendommen til heksebrændinger. Derfor er det vigtigt at se hendes roller som en hjørnesten i Viking-samfundet.

Ligesom i den Græske og Romerske religion havde de Oldnordiske guder lidt opmærksomhed på individuelle anliggender hos dødelige. Deres rolle var at opretholde den kosmiske orden, og dette var for guderne en evig kamp og søgen. I disse religioner skelnes der ikke mellem præsteklasse og aristokrati. Det lyder mærkeligt for os moderne mennesker. Men at opretholde den kosmiske orden var gudernes og aristokratiets rolle.

I den Oldnordiske litteratur forbindes völvaen med forskellige opgaver. Alle disse opgaver optræder en eller flere gange i kilderne. I dag skelner vi mellem hvide (velvillige) og sorte magi (ondsindede magi), men det er ukendt, om dette allerede blev gjort i vikingetiden. Begge påvirker den kosmiske orden, og det er ofte uklart, om dette er positivt eller negativt. 

I nogle kilder bliver en völva bedt om at påvirke vejret. 

Kong Óláfr Tryggvason konsulterer en seiðkona for at påvirke vejret. Óláfr skulle have bedt hende om at ændre vinden, så hans flåde kunne sejle gunstigt. 

I Orkneyinga saga beskrives det, hvordan en seiðkona bliver tilkaldt for at fremkalde en storm, der kunne sænke fjendtlige skibe. 

En af völvaens ritualer var kveldriður, også kendt som den natlige rit eller mareridtet. I Eyrbyggja saga beskrives det, hvordan en fjende blev besøgt i sin søvn, ofte drevet af kærlighed eller jalousi. Dette natlige besøg kunne påføre offeret alvorlige skader eller endda være dødeligt.

Begrebet kveldriður optræder endda i loven, hvor det betegnes som trollriður, hvilket peger på en magisk eller overnaturlig oprindelse. Dette fænomen blev betragtet som en alvorlig trussel og kunne forårsage betydelig kaos. 

Fortolkning af drømme var en af de måder, hvorpå vikingerne forudsagde fremtiden. Flere eksempler på dette nævnes i kilderne. Det understreges, at hvis nogen selv begynder at fortolke deres drømme, er der risiko for fejltolkninger, hvilket kan have katastrofale konsekvenser. Det blev derfor anbefalet at rådføre sig med en specialist som vølven. Denne praksis forekommer blandt andet i Vølsunga-sagaen, Gísla saga Súrssonar og Eyrbyggja saga

Sandsynligvis var vølven involveret i runeforudsigelser og magi. Den romerske forfatter Tacitus nævner, hvordan germanerne ‘skærer lodder’ og kaster dem på et hvidt klæde for derefter at forudsige fremtiden. Denne praksis nævnes sjældent i vikinge-sagaerne s. I Njáls saga nævnes dette. Det er sandsynligt, at symbolerne var runer, og at en vølve eller en anden rituel specialist var involveret i disse forudsigelser. 

Der er flere litterære kilder tilgængelige om indgravering af magiske runer for at bringe styrke, sundhed eller velstand. I Sagaen om Ragnar Lodbrok skriver Aslaug en runebesked på en stok for at advare sine sønner. Dette viser, at både kvinder og mænd kunne indgravere runer. I Gretti’s saga det nævnes, at Grettir efterlader en runeindskrift på en sten, hvilket viser, at krigere også kunne bruge runer. Nogle kilder nævner krigere, der selv indgraverer runer i deres våben eller på genstande. I Njáls saga advares der mod de skader, der kan opstå ved at gravere runer forkert. Pigen i denne saga bliver ikke helbredt, men bliver faktisk mere syg af det. Der kræves en specialist for at ophæve forbandelsen.

Forvandling var et almindeligt fænomen i den nordiske mytologi og blev udbredt brugt. Gudinden Freya red eksempelvis på en vildsvin, og i forskellige sagaer s nævnes det, at vølver tager form af en ulv.

I den mytiske fortælling om poesiens mjød ændrer Odin form flere gange, og også Loki er kendt for sine transformationer. Disse forvandlinger kan associeres med shamanistiske praksisser, hvor udøveren ofte bar dyreattributter som fjer, masker eller hovedbeklædninger.

På Osebergskibets vægtæppe er der sandsynligvis afbildet to vølver, der bærer dyremasker, hvilket yderligere styrker forbindelsen til shamanistiske ritualer.

Vølven nævnes i kilderne kun én gang i forbindelse med helbredelse. Det er uklart, om en vølve beskæftigede sig med dette.

Det sker flere gange i sagaernes, at en vølve bliver spurgt til råds om, hvornår et slag skal udkæmpes. Dette skete både hos germanerne og hos vikingerne.

Et kendt eksempel herpå er Heiðr, vølven fra Völuspá, der forbindes med at fremkalde krig og uroligheder blandt mennesker. Også i Hrólfs saga kraka nævnes en spåkone, der rådgiver en konge om udfaldet af en kamp.

Derudover var der tilfælde, hvor en vølve ikke kun gav strategisk rådgivning, men også blev bedt om at 'sidde' et slag. Dette betyder, at vølven fysisk var til stede bag frontlinjen, muligvis i trance, for magisk at angribe fjenden eller måske ledsage faldne krigeres sjæle til det hinsidige.

Et eksempel herpå er den kampmetode, der forbindes med Alruna-præstinderne blandt germanerne, kvindelige seere og magikere, der både gav råd og muligvis greb spirituelt ind i kampen.

Ligesom Odin kunne vølven tale med de døde, især med hængte. Dette blev sandsynligvis gjort med en død-galdr (magisk sang for at vække eller rådslå med de døde). Denne praksis fortsatte indtil det 13. århundrede.

Völuspá (Poetisk Edda): I denne profetiske tekst fortælles det, hvordan Odin vækker den døde völva fra hendes grav for at få viden om fremtiden. Dette betragtes som en form for nekromanti.

Baldrs Draumar (Poetisk Edda): Odin vækker en død völva fra hendes grav for at forhøre hende om Balders død. Dette viser, at det at konsultere de døde gennem magiske besværgelser var et kendt koncept.

Ynglinga saga (Heimskringla, Snorri Sturluson) beskriver, hvordan Odin erhvervede sin viden ved at tale med de dødes ånder, især med de hængtes ånder.

Det tema, der oftest forbindes med völva, er spådom. Spådom var ikke unik; i flere andre indoeuropæiske kulturer blev der gjort meget brug af spådom. Spørgsmålet er, om spådom bestod af både ekstatiske forudsigelser eller også af videregivelse af viden for at kunne påvirke fremtiden. I oldnordiske kilder blev de både respekteret og betragtet med mistillid.

Det eddiske digt Hávamál advarer mod en völva, der forudsiger gode nyheder ("vǫlu vīlmæli", 'de behagelige ord fra en völva'). Andre tekster viser, at vǫlur ofte kun giver gunstige forudsigelser og skjuler ulykker, hvilket kan forklare denne advarsel.

I Viga-Glúms saga rejser Oddbjǫrg rundt og laver forudsigelser, men betegnes ikke som völva, men som fróð ('klog') og framsýn ('med fremsynethed'). Teksten nævner ikke, hvordan völvaen erhverver sin viden, og ritualer beskrives ikke eksplicit. Hendes modtagelse på gårdene beskrives dog som ritualiseret: graden af gæstfrihed påvirker karakteren af hendes forudsigelser:

Saldis beder om en forudsigelse om sine børnebørn og ønsker, at den er positiv 'gør det til noget smukt'. Oddbjǫrg svarer, at hun ikke kan se, om der er noget godt i vente for dem. Saldis klager over, at hun fortjener bedre efter sin gæstfrihed og beder Oddbjǫrg tie, hvis hun ikke kan forudsige noget positivt. Hun truer endda med at jage hende væk, hvis hun forudsiger noget negativt ("ef þú ferr með illspár"). Oddbjǫrg fastslår, at hendes forudsigelser ikke afhænger af modtagelsen, men afslører til sidst sine sande indsigter: ulykke og død for drengene.

Spåmænd blev tilsyneladende betragtet som ægte fremtidsforudsigere, men måtte censurere deres indsigter. Dette kan have at gøre med troen på, at afsløring af skæbnen også gør den til virkelighed. Selvom mistillid til spåmænd kan forklares ved kristen afvisning af hedenske praksisser, synes dette ikke at være en fyldestgørende forklaring, givet den bredere kulturelle udbredelse af dette tema.

Runeinskriptionen på Björketorp-sten (DR 360, Sverige) indeholder muligvis ordene upArAbA sbA, hvilket er blevet fortolket som 'ulykkessprog' — en indikation på, at forudsigelser blev betragtet som potentielt skadelige.

Man kunne spekulere i, at jo bedre gæstfriheden var, desto mere storslået blev den fremtid, der blev forudsagt, ligesom i den bardiske poesi. Dermed kan du henvende dig til din familie og mænd, der er imponeret over dette og gerne vil tage med dig på kampagne for at dele i din succes.

I Ljósavetninga saga bruger en kvinde klædt som mand en økse i et ritual.

Der var en kvinde ved navn Þórhildr, Enken fra Vöðlar. Hun blev stadig betragtet som en völva. Guðmundr ønskede at tale med hende og sagde:

"Jeg er her for at vide, om der vil blive hævnet på mig for drabet på Porleikr."

Þórhildr svarede:

"Kom tilbage på et andet tidspunkt, når jeg er alene."

En tid senere gik Guðmundr tilbage til hendes gård tidligt om morgenen. Han fandt hende udenfor, klædt i en hjelm og med en økse i hånden. Hun var klar til at udføre et ritual. Hun gik til en stor sten, slog med økse på vandet og sagde:

"Jeg tror ikke, at der er nogen, der vil hævne sig på dig."

Guðmundr spurgte:

"Kan du også finde ud af, om mine sønner er sikre?"

Þórhildr svarede:

"Det er et vanskeligere spørgsmål."

Derefter slog hun igen på vandet og udtalte en besværgelse. Vandet blev rød af blodet. Hun sagde:

"Jeg tror, det betyder, at en af dine sønner vil dø. Men jeg vil ikke tage en tungere byrde på mig selv ved at lave denne slags besværgelser."

Guðmundr respekterede hendes ord og bad hende aldrig om forudsigelser igen.

I Erik saga vol. 4 fortælles en historie om en völva, der bliver kaldt for at forudsige udfaldet af en høst. I begyndelsen af vinteren truer hungersnød med at ramme samfundet. Bondemand Þorkell må finde en løsning og kalder på Þorbjörg, en gammel kvinde og seerske, for hjælp. Hun rejser om vinteren mellem gårdene og bliver inviteret til rituelle fester (veizla). Folk ønsker at kende deres fremtid eller høsten for det kommende år.

Þorbjörg ankommer til Þorkells gård og udfører ritualer i to dage og en nat. Derefter bliver hun hentet af en budbringer fra en anden gård. Ritualet hjælper samfundet med at få skjult viden. Þorbjörg leder ritualet og styrer udførelsen.

Ved ankomsten bliver Þorbjörg rituelt hilst. Þorkell bringer hende til en særlig stol (hásæti), beklædt med kyllingefjer, og nævner husets beboere. Hun får et særligt måltid af mælkepap og dyrehjerter, serveret i speciel stentøj / Service. Dette synes nødvendigt for hendes forudsigende arbejde.

Den følgende aften får Þorbjörg de nødvendige ting til at udføre seiđr (spådom). I denne fase er samfundet fuldstændigt adskilt fra det daglige liv. Hun forudsiger, at hungersnøden vil ende, og at foråret vil bringe en god høst. Hun besvarer også personlige spørgsmål.

Þorbjörg sidder på en forhøjet stol (hjallr), mens kvinder i en cirkel omkring hende synger. Hun bliver hjulpet af Guðríður, der trods sin kristne tro kender sangene (varđlokkur), der er nødvendige for forudsigelsen.

Ritualet hjælper samfundet med at træffe strategiske valg. Det viser, at viden om fremtiden var vigtig, og hvordan folk forsøgte at påvirke den.

Vikingernes livsanskuelse havde forskellige spørgsmål, der ikke blev besvaret af den sekulære tro. For disse spørgsmål var man afhængig af völvaens praksis. Selvom arkæologiske og litterære kilder fortæller os meget om de samfundsmæssige opgaver, som völvaen udførte, ved vi stadig en hel del ikke. For eksempel: hvordan forholder völvaens opgaver sig i forhold til dem fra regulære præstinder fra de forskellige oldnordiske kulturer? Var der forskel på forskellige typer völva’s, der udførte forskellige opgaver og havde forskellige specialer?

I disse fortællinger hjælper völvaen folk med at navigere gennem livet og fjerne frygt, mens de bliver mere selvsikre til at træffe beslutninger. Frygt og den hårde virkelighed gjorde völvaens arbejde nødvendigt. Mens det projicerede verdensbillede er helt anderledes end vores moderne billede.

Vi må ikke miste af syne, at vikingerne ikke var usædvanligt overtroiske, men at völva’s ligesom Oraklerne fra den klassiske verden skulle bevise sig selv, før de blev troet. Hvor mærkelige völvaens opgaver end lyder for os, ved vi sandsynligvis kun toppen af det antropologiske isbjerg.