Pagan symbolik: den Vilde jagt

Den vilde jagt er et kendt motiv i folketroen hos forskellige indoeuropæiske folk. Det er tæt forbundet med de religiøse traditioner hos kelterne & germanerne, vikingerne,  og slaviske folk. I denne blog diskuterer vi denne tradition og belyser de moderne ritualer, hvor Den vilde jagt stadig er synlig.

Den vilde jagt er et overnaturligt fænomen, hvor en mytisk leder står i spidsen for en gruppe spøgelsesagtige jægere eller overnaturlige væsener. Denne jagt finder traditionelt sted i perioden mellem Samhain (Halloween) og Yule (Jul), en tid hvor dagene er kortest, og naturen er i en tilstand af mørke og død.

I folketroen blev det ofte anset som et dårligt varsel at se Den vilde jagt. Det kunne indikere kommende ulykker som krig, en pestepidemi eller endda vidnets død. Man troede også, at folk, der stødte på jagten, kunne blive bortført til underverdenen eller alfernes rige. Nogle fortællinger antyder endda, at menneskers sjæle blev taget med under søvnen for at slutte sig til jægerne.

Historien om den vilde jagt har udviklet sig over tusinder af år. Derfor er det svært at fastslå den oprindelige betydning. 

Jacob Grimm betragtede den Vilde Jagt som en skræmmende natlig ridt, ledet af en hedensk gud og hans kvindelige partner. Grimm, en pioner inden for studiet af nordeuropæisk mytologi, så dette som et varsel om krig, hvor ledere som Wuotan, Huckelbernd og Berholt ofte blev afbildet som krigeriske ryttere. Han hævdede, at denne ridt oprindeligt bragte velsignelser og velstand for det kommende år, men at jagten fik en mørk og dæmonisk karakter på grund af kristendommens indflydelse. Figuren af Wodan, engang en social og betroet gud, blev forvandlet til en skræmmende kraft. Nogle gange blev den mandlige jæger erstattet af kvindelige figurer som Holda eller Berchta, der muligvis var Wodans hustru.

Nogle forskere ser i den Vilde Jagt sporene af en gammel indoeuropæisk arv, forbundet med kulten af de døde. Her bringer de døde via shamanistiske ritualer frugtbarhed og genfødsel. Jagten symboliserer det cykliske forhold mellem død og genfødsel inden for den kosmiske orden. Således kan den også forbindes med det bredere koncept af forfædredyrkelse, hvor de døde fungerer som mæglere eller overgangsformer mellem de levende og de kosmiske kræfter. Dødsarmeen står dermed i kontrast til de ekstatiske levende krigere, såsom berserkere.

En anden teori forbinder den Vilde Jagt med tidligere germanske traditioner. Tacitus beskrev i sit værk Germania de Harii , en stamme der malede sig selv sort for at ligne en hær af døde, hvilket viser paralleller med den Vilde Jagt. Rideturen ses også som et fænomen, hvor de døde krigere, ledet af Wodan, bevæger sig gennem luften i en rituel jagt.

Selvom den Vilde Jagt primært forekommer i germansktalende områder, er der også nogle historier kendt fra keltiske regioners og Middelhavsområdet, omend mindre udbredt.

Lederen af den Vilde Jagt er ofte forbundet med den germanske gud Wodan (eller Odin). Han ses som en gammel, ambivalent guddom, der både styrer død og genopstandelse, som en slags sjæleguide. Andre versioner af historien nævner en historisk eller legendarisk figur som leder, såsom Theodorik den Store, den danske konge Valdemar Atterdag eller Sigurd Dragedræberen; den walisiske Gwyn ap Nudd, konge af den Anden Verden; og endda bibelske figurer som Herodes, Kain, Gabriell eller Djævelen. I Tyskland kaldes den Vilde Jagt nogle gange "Wildes Heer" (Vilde Hær), hvor lederen kan antage forskellige identiteter, såsom Wodan, Knecht Ruprecht (sammenlignelig med Krampus), Berchtold og Holda.

Jægerne, der ledsager lederen, fremstilles ofte som sjælene af afdøde eller spøgelseshunde. I nogle versioner kan disse jægere også være elvere, valkyrier eller andre overnaturlige væsener. Dette kan muligvis passe ind i det bredere begreb om forfædredyrkelse. En teori foreslår, at den Vilde Jagt er forbundet med den proto-indoeuropæiske praksis med kóryos (muligvis var Tacitus' Harii heller ikke en stamme, men en kóryos-krigerbande), hvor unge krigere vendte tilbage med gaver efter et kvægrov som et initieringsritual.

Dyr spiller en fremtrædende rolle i Den vilde jagt, hvor hunde eller ulve ofte afbildes som jægernes ledsagere. I visse dele af Tyskland tales der endda om varulve, der ledsager jagten og stjæler mad eller øl fra huse. Hestene, som jægerne rider på, beskrives ofte med overnaturlige træk, såsom flere ben eller flammende øjne, hvilket understreger deres dæmoniske natur.

Selvom Den vilde jagt i sin oprindelige form er mindre synlig i den moderne kultur, forbliver elementer af den i moderne ritualer og folkefester. I nogle dele af Europa, såsom Tyskland og Skandinavien, er der stadig traditioner, hvor Den vilde jagt mindes eller genopføres. Dette sker ofte i vintermånederne, når dagene er korte, og naturens mørke kræfter synes mest til stede. Også i fortællinger, kunst og litteratur forbliver Den vilde jagt et populært tema, der minder folk om naturens mystiske og skræmmende kræfter.

I forskellige lande og regioners findes der varianter af historien om Den vilde jagt, hver med deres egne specifikke figurer og kulturelle fortolkninger. Her følger en oversigt over nogle regionale versioner:

I Tyskland er der utallige versioner af Den Vilde Jagt, som varierer pr. region i forhold til leder og symbolik. Lederen kaldes ofte der Schimmelreiter, og er forbundet med guden Wotan (eller Odin). I nogle regioners ledes jagten dog af en kvindelig figur, såsom Holda (også kendt som Holle eller Holt) i Nordtyskland eller Perchta (også Berchta eller Berta) i Sydtyskland. Holda og Perchta betragtes som beskyttere af naturen og har både belønnende og straffende egenskaber, knyttet til sæsoncyklussen.

I Skandinavien var Den Vilde Jagt kendt under forskellige navne. I Norge blev det kaldt Oskoreia, ofte fortolket som 'Asgårdsridtet', og også som Oensjægeren ('Odins jægere'). Regionale navne som Åsgårdsrei ('Asgårdsridtet') fandtes i Trøndelag, mens man i Sverige talte om Odens jakt og Vilda jakten ('Odins jagt' og 'vilde jagt'). I nogle norske legender ledte Guro Rysserova ('Gudrun Hestehale') jagten, en frygtindgydende figur, der red på en sort hest ved navn Skokse. Etymologien af oskorei er dog omstridt, med mulige rødder i Åsgård ('Asgård'), oska ('torden') eller det oldnordiske ǫskurligr ('frygtelig').

I England er der forskellige navne i omløb for den Vilde Jagt, herunder Herlaþing (Oldengelsk for 'Herla's forsamling'), Woden's Hunt (Odins's Jagt), Herod's Hunt (Herodes' Jagt), og Cain's Hunt (Kains' Jagt). I Cornwall var det kendt som The Devil's Dandy Dogs, mens man i Nordengland brugte udtrykket Gabriel's Hounds. I Nordamerika blev fænomenet nogle gange omtalt som Ghost Riders.

I Holland og Flandern, især i det nordlige Belgien, blev den Vilde Jagt ofte associeret med Bokkenrijders. Dette udtryk blev i det 18. århundrede overtaget af kriminelle bander, der forsøgte at legitimere deres aktiviteter ved at hævde, at de var en del af den legendariske jagt.

I den walisiske folklore ledede Gwyn ap Nudd, ridende på en dæmonisk hest, den Vilde Jagt. Han blev ledsaget af en flok hvide og røde øjne hunde, Cŵn Annwn, hundene fra den Anden Verden. Gwyn ap Nudd var underverdenens konge, ansvarlig for at tæmme djævle, der ønskede at ødelægge sjæle.

I Frankrig blev den Vilde Jagt omtalt som La Chasse Hellequin eller "Host", ledet af Hellequin. Dette navn stammer muligvis fra det Oldengelske Herla, via de normanniske erobrere af Storbritannien. I folketroen er også figurer som Le Grand-Veneur kendt, der jagede gennem Fontainebleaus skove. I den fransk-canadiske folklore kaldes en lignende tradition Chasse-galerie, hvor jægere 's om natten flyver gennem luften i en kano som straf for deres synder.

Blandt vestslaaverne er den Vilde Jagt kendt under forskellige navne, såsom divoký hon eller štvaní (Tjekkisk for 'vild jagt' eller 'forfølgelse'), dzëwô/dzëkô jachta (Kaszubisk), og Dziki Gon eller Dziki Łów (Polsk). Denne tradition findes også hos sorberne og slovenere, hvor den er kendt som Divja Jaga ('vild jagt'). Slaviske folkloreforskere mener, at dette motiv er påvirket af tyske kilder. I Hvid-Rusland kaldes fænomenet Дзікае Паляванне, hvilket betyder "vild jagt", og er sandsynligvis introduceret via Polen.

I Italien er der forskellige betegnelser for Den Vilde Jagt, såsom Caccia Morta ('Død Jagt'), Caccia Infernale ('Helvedes Jagt'), og Caccia Selvaggia ('Vild Jagt'). I Galicien, Spanien, er fænomenet kendt som Estantiga eller Hostia, der henviser til en "gammel hær". I andre spanske regioners betegnes det som Compaña eller Santa Compaña ('trop' eller 'kompagni'), Gûestia i Asturien, og Hueste de Ánimas ('troppens ånder') i León.

Wotan's Vilde Jagts rolle i juleperioden har sandsynligvis bidraget til udviklingen af den hollandske julefigur Sinterklaas og, bredere set, hans amerikanske modstykke Santa Claus. Der er flere genkendelige ligheder mellem disse figurer.

En af de mest iøjnefaldende er det lange hvide skæg. Desuden bliver Sinterklaas ofte afbildet på en hvid-grå hest, som han bruger til sine natlige ridt. Dermed er Sinterklaas og Santa Claus mere end blot festlige symboler; de er også forbundet med ældre folklore og traditioner, der går tilbage til mytologien fra de germanske og indoeuropæiske kulturer. Udviklingen af disse figurer viser, hvordan kulturelle elementer ændrer sig over tid og tilpasser sig nye sammenhænge. Læs mere om historien om Sinterklaas her.