Pagan symbolik: Triskelion

Triskelion eller triskele er et symbol, der fra det sene neolitikum blev brugt i tusinder af år af forskellige folk. I denne blog går vi dybere ind i den omfattende historie og betydning af dette symbol.

Triskelion består af en tredobbelt spiral med rotationssymmetri eller andre tredobbelte mønstre, der udspringer fra et fælles centrum. Det spiralformede design kan være baseret på sammenflettede Archimedes-spiraler eller kan repræsentere tre buede menneskelige lemmer. Den tredobbelte fremtoning kan sammenlignes med den germanske valknut og triquetra.

Navnet blev introduceret i 1835 af hertugen af Luynes, der studerede symbolik.

De første triskelions i Europa blev lavet af de neolitiske bønder. De brugte dette tegn sammen med andre venstre- og højredrejende spiral-motiver. De sen-neolitiske bønder elskede spiral-motiver og indgraverede disse på deres stenmonumenter som grave og stencirkler. Triskelion fra Malta (4400-3600 f.Kr.) og på det megalitiske gravkammer Newgrange i Irland (3200 f.Kr.) er to eksempler herpå. 

For stenalderbønderne var jordens frugtbarhed og solen, der gav denne frugtbarhed, centrale i deres religion. De ærede equinoxerne og justerede deres stencirkler og gravmonumenter efter disse. Indgangen til Newgrange-graven justerer med solens position ved vintersolhverv. Efter høsten kom dødens sæson, og under vintersolhverv vendte solen tilbage til de levendes rige for at give frugtbarhed til jorden. 

Nogle teorier siger, at disse spiraler repræsenterer en port til underverdenen eller solens rejse mellem under- og oververdenen. Andre antyder, at disse spiraler står for det evige liv. Spiraler i form af en triskelion kan ifølge nogle teorier forbindes med de skiftende årstider eller år.  

Mellem ca. 3000-2500 f.Kr. migrerede de Proto-Indoeuropæiske steppehyrder fra de Pontiske stepper mod Europa.

Vi ved ikke, hvordan steppehyrderne og stenalderbønderne smeltede sammen. Sandsynligvis var det en kombination af indbyrdes ægteskaber, kulturel assimilation og krigsførelse. I nogle områder erstattede steppehyrderne op til 90% af det neolitiske DNA. 

Steppehyrdernes samfund var baseret på kvægavl, som de vandrede rundt med. De udøvede en dharmisk naturreligion. De red på heste og eksperimenterede med kobber og senere bronze våben, såsom økser. De var større end de neolitiske bønder. 

Deres kultur var hierarkisk, edbundne og fokuseret på individuelle krigshandlinger. Men de havde ikke kun krig med deres nye naboer. De overtog traditioner og ritualer fra dem, såsom landbrugs- og frugtbarhedsgudinder. Muligvis stammer de oldnordiske Vanir fra neolitiske guder. Vanir-guderne Freyr, Freya og Njörd er direkte forbundet med frugtbarhed, landbrug og overflod. Også gudinderne Cybele og Demeter har muligvis en lokal neolitisk oprindelse.

Sandsynligvis overtog steppehyrderne også de neolitiske spiralemønstre og dermed triskelionen. 

I Nordisk bronzealderen bliver solen ofte afbildet som et strålende hjul, trukket af en hest og hvilende i en stridsvogn. Et eksempel herpå er Trundholm solvognen fra 1500-1300 f.Kr. Der er fundet fragmenter af en lignende solvogn i en gravhøj i Jægersborg Hegn, Danmark.

Solen bliver også afbildet som solkors eller solskive. Disse symboler er regelmæssigt indgraveret med spiralformede mønstre, muligvis stiliserede solstråler.

I den indoeuropæiske religion repræsenterede den kosmiske orden centralt. Solen spiller en essentiel rolle som markering af årstiderne, overgangen mellem dag og nat og liv og død. Derfor blev solen et symbol på orden, frugtbarhed og livet. Mørket stod derimod for kaos og død. Lyset, med solen som den vigtigste kilde, blev set som legemliggørelsen af kosmisk harmoni og vitalitet.

Forskellige proto-indoeuropæiske guddomme blev associeret med solen og andre himmellegemer:

• *Seh₂ul (Oldnordisk Sól): solguden eller gudinden, der bringer liv og opretholder orden.
• *Meh₁not (Oldnordisk Máni): måneguden, forbundet med tidens cyklusser og naturens rytme.
• *H₂éwsōs (Vestgermansk Eostre): daggryets gudinde, der bringer morgenens lys og symboliserer begyndelsen på en ny dag.

Tallene tre og ni forekommer ofte i indoeuropæisk hedenskab. I den oldnordiske tradition forbinder livets træ Yggdrasil tre forskellige riger, og med sine grene forbinder det ni verdener. Skæbnegudinderne er altid tre, og der er tre faser af Ragnarok. Mange gamle irske Brehon-love indeholder også tre eller ni undtagelser. 

Tallet tre spiller en vigtig rolle i de mytologiske fortællinger fra folk med en indoeuropæisk baggrund. Derfor består Valknut-symbolet af tre trekanter, og triskelionen har tre arme. Disse tal blev sandsynligvis brugt til at symbolisere den kosmiske orden.

Kunst fra den keltiske Hallstattperiode (800-500 f.Kr.) var præget af geometriske mønstre og abstrakte motiver. Den spiralformede triskelion blev fortsat brugt, for eksempel på fibulaer. Nogle gange havde triskelionen fire i stedet for tre former. Den germanske kunststil i Bronze- og jernalderen brugte lignende motiver.

Den keltiske La Tène-kunststil (500-100 f.Kr.) er kendt for organiske mønstre, sandsynligvis inspireret af planter og dyr. Der blev brugt forskellige typer triskelions, blandt andet på mønter, armbånd og torques.

Triskelions blev vidt brugt i den mykenske kultur i bronzealderen. Motivet spredte sig sandsynligvis derfra til andre græske kulturer og den etruskiske civilisation. 

Den græske kunst udviklede den stiliserede triskele, bestående af tre stiliserede menneskeben. Dette er et yngre symbol, der ofte findes på græsk keramik. En attisk hydria-vase fra slutningen af det 6. århundrede f.Kr. viser triskelionen på Achilles' skjold, hvilket antyder, at græske krigere bar det på deres skjolder. Symbolet forekommer også på mønter fra Lykien og på statere fra Pamfylien (Aspendos, 370-333 f.Kr.) og Pisidien. Den præcise betydning af den græske triskelet er ikke eksplicit overleveret.

Hertugen af Luynes bemærkede, at symbolet ofte blev kombineret med anden ikonografi, såsom ørnen, hanen, hovedet af Medusa, Perseus, og forskellige triadiske motiver (såsom tre halvmåner, kornaks eller majskerner). 

Triskelionen blev senere adopteret af herskerne af Syrakus som emblem. Denne anvendelse synes at være relateret til det græske navn for Sicilien, Trinakria (Τρινακρία), hvilket betyder 'øen med tre kapper'. Den sicilianske variant af triskelionen er ofte afbildet med hovedet af Medusa i midten. Siden 1848 er det gamle symbol blevet genoptaget i moderne flag fra Sicilien. Den ældste kendte afbildning af en triskelion på Sicilien findes på en vase fra slutningen af det 7. århundrede f.Kr. Forskere har spekuleret i, at dette symbol muligvis har en minoisk-mycenæisk oprindelse, selvom der ikke er leveret overbevisende bevis for dette.

 I modsætning til de græske og etruskiske kulturer, hvor kunstnere høj blev højt anset, blev de romerske kunstnere blev især set som handlende. Billedhuggerkunst blev betragtet som den højeste kunstform, men figurmaling var også værdsat. Selvom mange skulpturer er bevaret fra det 1. århundrede f.Kr., er der kun få malerier eller tidligere skulpturer tilbage.

I romersk kunst blev triskelions sandsynligvis adopteret fra grækerne og etruskerne. De brugte symbolet, ofte indarbejdet i bladformede dekorationer, i mosaikgulve og anden udsmykningskunst. Terra sigillata keramik tilbød stilfuldt og overkommeligt design til et bredt publikum, mens romerske mønter fungerede som kraftfulde propagandamidler og er blevet fundet i store mængder.

Triskelion forblev i brug i romersk kunst, både i stiliseret form og indarbejdet i de organiske motiver, der ofte optræder i romersk kunst. Derudover brugte romerne også triquetra på deres skiveformede trompetfibulae og i deres mosaikgulve. 

Også i den sene romerske og germanske kunst fra migrationsperioden blev triskelion ofte brugt. De germanske stammer, såsom alemannerne, afbildede ofte triskelion i kombination med hagekorset eller solkorset, eksempelvis på skivefibulae og især på vedhæng. 

Efter introduktionen af kristendommen i anden halvdel af det 3. århundrede e.Kr. blev triskelion betragtet som symbolet på den kristne hellige treenighed. Som sådan blev det fra det 5. århundrede også brugt i bogillustrationer og på stående korsmotiver, der især var populære på de britiske øer indtil det 10. århundrede e.Kr. 

Sandsynligvis blev motivet af triskelion fortolket forskelligt af forskellige folk på forskellige tidspunkter. Særligt i senere perioder blev triskelionen nogle gange simpelthen brugt som ornamentik til at udfylde et tomrum. Kunstnere fulgte ubevidst en århundredgammel tradition. 

Spiralsymbolet i den oprindelige triskelion symboliserede sandsynligvis solen eller solstråler. Triskelionen blev i den sammenhæng brugt til at afbilde solens forskellige positioner (år, måneder eller dagdele). Vi spekulerer i, at denne tradition muligvis stadig var kendt i den sene Bronzealderen.

I den keltiske La Tène kunststil og den romerske kunst var organiske mønstre meget populære. Det er usandsynligt, at betydningen af triskelionen var den samme på dette tidspunkt, selvom den blev udtryksfuldt afbildet på keltiske mønter, hvilket synes at bevise det modsatte.  Også germanerne under migrationsperioden brugte triskelionen. De afbildede den på deres store amulet-formede vedhæng og kombinerede ofte symbolet med svastikaen og solhjulet. Muligvis var det stadig forbundet med soltilbedelse hos germanerne.

Kristendommen associerede triskelionen med den hellige treenighed. Derfor blev symbolet integreret i den kristne kunst på de britiske øer.