Hornede spydkæmper

I denne blog dykker vi ned i den hornede spydkæmper, der i den germanske kultur fra  Migrationsperioden og i vikingetiden forbindes med den Odinistiske krigskultur. I denne blog dykker vi ned i den lange historie og dens shamanistiske oprindelse. Vi fortæller også, hvordan dette motiv hænger sammen med de Indo-europæiske koryos, de Keltiske gud Cernunnos og endda med det kristne billede af djævelen.

Traditionen for at bære gevirer og horn stammer allerede fra Mesolitikum. I Bedburg-Königshoven er et gevir-hovedbeklædning fundet, i Star Carr i England er der fundet hele 21 lignende hovedbeklædninger. Disse hovedbeklædninger havde sandsynligvis et shamanistisk formål og blev brugt til rituel transformation.

På en klippegravering fra Rodøy i Norge ses sandsynligvis en shaman med gevir og ski's. Dette kunne være en figurativ udtryk for en shaman, der foretager en shamanistisk ekstase-rejse. Tilstødende klippebilleder viser jagtscener og figurer med våben. Nogle gange viser de dansende, hornede figurer. Disse billeder tolkes som rituelle eller symbolske fremstillinger af krigerritualer. 

Et andet eksempel på en ekstase-dans kan ses i graveringen af "Dansende Gud" i Järrestad. Ved denne gravering er også graveringer af stenbukke og en mand, der holder horn af en stenbuk, afbildet.

Både billederne og gevirhovedbeklædningerne peger sandsynligvis på den shamanistiske ekstase-rejse, hvor shamanen rituel transformerer sig selv til dyret, sandsynligvis under påvirkning af hallucinogene midler.

Hjorte blev forbundet med frugtbarhed, fordi deres gevir falder af og fornyes årligt. Stenbukken blev forbundet med frugtbarhed, fordi de primært parrer sig mellem oktober og januar, den mørke tid. Geviret kan også forbindes med jagt eller dermed indirekte med krigsførelse. 

Fra 3.000 år f.Kr. migrerede de proto-indo-europæiske steppehyrder fra de pontiske stepper til Europa. Deres kultur blandede sig med den for de neolitiske folk, der allerede boede i Europa, både fredeligt og med vold. Disse steppehyrder associerede også hjorte med frugtbarhed.

Strettweg kultvognen (600 f.Kr.) viser nøgne krigere og nøgne kvinder. I midten står modergudinden eller morgenrødens gudinde. Forrest i vognen står en hjort med store gevir.

Den keltiske gud Cernunnos bliver ofte afbildet med et gevir, som på Gundestrupkedlen (2. til 1. århundrede f.Kr.). Cernunnos er naturens, velstandens og frugtbarhedens gud.

Parallelt med traditionen om at bære hjortegevir udviklede der sig i bronzealderen en ny tradition for at bære horn.

I løbet af Bronzealderen ændrede den religiøse ikonografi sig i Skandinavien. Repræsentationer af solhjulet og økse (som ofte tilskrives den indo-europæiske tordengud) blev stadig mere fremtrædende. Samtidig aftog den shamanistiske religiøse ikonografi.

En hulemaleri fra bronzealderen samt en lille figur fra den tidlige bronzealderen viser en hornet tyr med små kugler for enden af sine horn. Disse tyre bliver ofte afbildet med plove, slanger og solkors.  I Veksø og Sjælland (Danmark) er der fundet to hornede hjelme fra bronzealderen (857 og 907 f.Kr.). Hjelmene blev kastet i vandet som offergaver til guderne. De er dekoreret med fuglemotiver og havde sandsynligvis en rituel funktion, da de var for tunge til brug i krig.

Billeder af lignende hornede hovedbeklædninger kan findes på et hestesele fra Fogdarp i Skåne (Danmark) og to figurer fra Grevensvænge (Danmark). Hovedbeklædningerne findes altid i par og afbildes.

Kvæg var af stor betydning for de  Proto-Indo-Europæiske steppehyrder, som symbol på frugtbarhed og kontinuitet. De hornede mennesker bliver ofte afbildet sammen med solkorset og andre elementer, der kan forbindes med soltilbedelse og frugtbarhed.

Hovedbeklædningerne er i par. Dette henviser muligvis til de Proto-Indo-Europæiske kosmiske tvillinger *Manu og *Yemo og skabelsesberetningen. 

I begyndelsen var *Manu og *Yemo ledsaget af en stor kosmisk ko. For at skabe verden måtte Manu bringe et offer: han måtte ofre sin egen bror Yemo (i nogle traditioner ofrede han ikke sin bror, men koen). Med hjælp fra Himmelens Fader (overgud: *Dyēus ph₂tēr) blev Yemo'ss ofrede krop transformeret. Fra hans dele opstod verdens fundamenter: vinden, månen, havet og de forskellige typer mennesker (aristokrati, krigerklasse, arbejdende klasse/hyrder).

Manu blev den første præst og skabte offer-ritualet, hvorved den kosmiske orden og harmoni blev opretholdt. Ritualet forbandt menneskenes verden med gudernes gennem gensidighed. Således opstod den kosmiske orden.

Vi formoder, at bronzealderens ritualer med to hornede mennesker var en reenactment af verdens skabelse og relaterede til ofringer til guderne for at genoprette den kosmiske orden. De hornede hovedbeklædninger symboliserer den kosmiske urko.

Fra Bronzealderen afbildes hornede figurer dansende med spyd i Skandinavien. Ved siden af dem ses ofte krigere. Et kendt eksempel er klippegraveringerne fra Tanum, Sverige.

Timmis Maddox hævder, at disse våbendansere fra Bronzealderen og Jernalderen muligvis er forbundet og symboliserede et langvarigt fokus på krigeridentiteten i disse samfund.

Vores teori antyder, at dette kan pege på den anden del af det proto-indo-europæiske skabelsesberetning:

Efter at verden var blevet dannet, gav Himmelens Fader kvæg til helten *Trito. Trito var et menneske og beskytter af sit folk. Men kvæget blev stjålet af en seks-hovedet slange , et dæmonisk væsen der repræsenterede kaos. 

Trito, fast besluttet på at få kvæget tilbage, tilkaldte stormguden, en mægtig kriger blandt guderne, til hjælp. Sammen drog de til bjerget, hvor slangen gemte sig.

I en heroisk kamp dræbte de monsteret og befriede det stjålne kvæg. Trito blev således den første kriger. Han genvandt sit folks rigdom og skænkede kvæget til præsterne. Derved kunne de bringe ofre til guderne, og Himmelens Fader modtog sin del af gaverne.

Denne handling beseglede cirklen af at give og modtage mellem mennesker og guder. Guderne skænkede overflod og beskyttelse til menneskerne, mens menneskene viste deres taknemmelighed ved at bringe ofre. Således forblev den kosmiske orden i balance.

I modsætning til hovedbeklædninger, der altid findes i par, bliver den hornede våbendanser afbildet alene under dansen. Ifølge vores teori symboliserer danseren Manu og er sandsynligvis en præst under en 'shamanistisk' dans. Han opfordrer til at genoprette den kosmiske orden.

Krigerne ved siden af ham symboliserer helten Trito. Det er krigernes opgave at genoprette ordenen ved at angribe fjenden og 'tage kvæget' 'tilbage'.

Denne symbolik dannede mandatet for krigshandlinger, såsom tyveri af kvæg. En lignende forklaring på kvægtyveriet kan ses i Rigveda. 

I den keltiske Bronzealderen og jernalder blev der afbildet mange hornede mænd i Storbritannien og på det europæiske fastland.

Stenhobe med horn af forskellige slags – som regel af en vædder – findes overalt i Storbritannien og på det europæiske kontinent, selvom de er sjældne i Skandinavien. En berømt bronzebehornet hjelm fra denne tid blev fundet i Themsen ved London, Waterloo-hjelmen. En lignende hjelm er afbildet på Gundestrup-kedlen, som sandsynligvis er lavet af skytiske håndværkere.

Under den romerske besættelse af vesten forekommer billeder af behornede mænd i de ovenfor beskrevne traditioner sjældent, selvom de ikke er helt fraværende. Et eksempel er en grov stenafbildning af en behornet figur ved fortet Alauna ved Maryport, Cumbria, Nordengland. Personen er nøgen og bærer en spyd og skjold. Han identificeres ofte som den keltiske gud Belatucadrus, der blev tilbedt af Carvetii-stammen. Belatucadrus blev nogle gange sammenlignet med den romerske gud Mars og kunne forbindes med solen og krig.

Før den romerske besættelse af de britiske øer fokuserede kelterne i Sydengland primært på landbrug, og kelterne i Nordengland på kvægavl. Julius Cæsar nævner dette, og denne tradition fortsatte under den romerske besættelse. Det er derfor logisk, at Carvetii-stammen stadig tillagde denne tusind år gamle livsstil værdi. 

Den 4. århundredes biskop Nicasius af Reims udstedte en lov, der forbød folk at bære hedenske rituelle klæder eller gevirer. Også et edikt fra kejser Konstantin den Store, koncilet i Arles (314) og koncilet i Tours (567) forsøgte at forbyde hedenske rituelle klædedragter som gevirer.

Apostlen Paulus sammenlignede de gamle naturreligioner med djævelen. Djævelen blev sort sminket og afbildet med horn. I det nye testamente repræsenterer djævle magi, sygdomme og besættelse, hvilket refererer til den shamanistiske ekstase og krigsraseri under det hornede ritual.

Under Migrationsperioden blev våbendanseren et fremtrædende motiv i kunstgenstande, såsom smykker og hjelme. 

Hornede figurer er afbildet på det 5. århundredes horn , fundet i Gallehus (Danmark). Begge horn var dekoreret med figurer af mænd, dyr og mytiske væsener. På det øverste panel af runehornet er der to figurer, nøgne eller iført lændeklæder, der bærer hjelme/hovedbeklædninger med lange, buede horn. Den ene holder en segl og en spids stav, den anden en kort spyd, en ring (eller muligvis en skjold) og en stav. På hver side står en kriger med bar overkrop, der bærer en halsring. Mellem krigerne er der vildsvin og et dyr, der kan forestille en hest eller en hjort. Seglen, spyd og den mulige skjold kan forbinde dem med frugtbarhed og krig. Også her står krigerne i par, og der blev fundet to horn. 

Hornede heste optræder også i en anden række fund fra Migrationsperioden. En særlig gruppe brakteater viser en mand på ryggen af en hest, der bærer horn dekoreret med skiver. Ofte falder rytterens hår fra hans hoved bagud og danner hovedet af en ørn eller ravn. Svastika's (solsymbol) optræder ofte i designet, og nogle gange er dyret ikke en hest, men en ulv eller en drage. En anden gruppe brakteater viser ofte en dansende ung mand, nøgen bortset fra hans bælte og hovedbeklædning. 

En sen 7. århundrede spænde fra en mandsgrav på den angelsaksiske gravplads i Finglesham, Kent, viser en dansende hornet spydkæmper, der holder to spyd og kun bærer en bælte. Grav 138 på gravpladsen i Finglesham indeholdt også et støbt bronzefigur med hornet hoved, der ender i to ravne. Denne fremstilling er utvivlsomt af guden Wodan. Også i Kent i England i grav 161, som var en kvindegrav, blev der fundet en stor nål med et lignende antropomorfisk hoved. Også denne horn ender i to fuglehoved. Den sidste sammenlignelige afbildning blev fundet i en 7. århundrede kristen grav i Niederdollendorf, Tyskland. På den ene side er der en stor månesegl med fuglehoved. På den anden side er der afbildet en nøgen mandlig hornet spydkæmper.

I Vendelperioden blev der lavet en række rigt dekorerede hjelme. Nogle er fundet i de kongelige skibsgrave i Valsgärde 7 og 8 (i Sverige) og i Sutton Hoo (i England).

Hjelmene er dekoreret med tynde fortinnede bronze (pressblechs), der blandt andet afbilleder et ritual med en spydkæmper. En lignende pressblech er fundet i Caenby, Lincolnshire.

Nogle gange er disse spydansere afbildet i par, men oftest står der en kriger ved siden af. Disse krigere er ofte halvt menneske, halvt dyr (ulv eller vildsvin). Den tunge bevæbning indikerer, at de er en del af aristokratiet. Udseendet henviser tydeligt til de germanske Úlfhéðnar (ulvekrigere) eller berserkere (bjørnekrigere), traditioner der er nært beslægtet med det proto-indoeuropæiske Koryos ritual. 

I Torslund (Sverige) er der fundet flere 6.-7. århundredes pressblechs.

På pressblech 1 er to tungt bevæbnede Vendel-krigere afbildet. De er bevæbnede med spyd og sværd og bærer et vildsvinesymbol på deres hjelme.

På pressblech 2 er en germansk kriger med bar overkrop afbildet. Han bærer en bukser, muligvis af bjørneskind. Han er bevæbnet med en økse. Overfor ham står en bjørn.

På pressblech 3 er en mand afbildet. Han står mellem to bjørne og er klædt i bjørneskind. Han er bevæbnet med en sværd og sax.

På pressblech 4 er en hornet spydanser afbildet. Han bærer to spyd, en hornet hovedbeklædning eller hjelm og en sværd. horn ender som på de andre tidlig-middelalderlige afbildninger i to ravne. Laserscanninger har vist, at den hornede spydanser på denne plade mangler et øje, og at dette bevidst er fjernet. Det er derfor sandsynligt, at det er guden Odin. Ligesom på de andre afbildninger er hans bælte ekstra fremhævet. Også i dette tilfælde står der overfor ham en kriger, halvt ulv, halvt menneske. Han bærer en spyd og sværd. 

At den hornede spydanser er guden Odin foreslås også tydeligt på pressblech 7 og 8, hvorpå en kriger til hest er afbildet. Rytterens spyd ledsages af den behornede spydkæmper: Krigerens spyd ledes af Odin selv.

De kristne forsøgte at ligestille den behornede spydkæmper med djævelen, men hos de hedenske vikinger forblev dette ritual eksisterende.

I Oseberg skibsgraven (Norge) er et vægtæppe fundet, hvorpå to separate behornede figurer er afbildet. Begge bærer løse bukser eller en lang tunika med slids. Den første bærer en sværd i sin venstre hånd, holdt ved blad eller skede, og følges tæt af to ravne og en spyd. Den anden har mistet sin højre hånd, men bærer to spyd i sin venstre hånd og ledsages af en fugl, en pil og muligvis en anden spyd.

Det eneste andet viking-eksempel på en behornet mand, der hidtil er fundet, er en lille, sølvmodel fra en grav i Birka (Sverige). Den er 2,9 cm høj og viser en behornet mand med en bred bælte, der i sin højre hånd bærer en sværd og i sin højre hånd en stav eller spyd. 

Den oldnordiske skabelsesberetning har bevaret mange elementer fra den indoeuropæiske skabelsesberetning. Odin indtager pladsen for *Manu, og Ymir er *Yemo, der advarer Odin om Ragnarok (total kaos).

Odin bliver den første præst og skaber af de forskellige klasser af mennesker. Han bliver således stamfader til kongerne og gud for aristokratiet og krigerklassen.

Ligesom *Manu lærer Odin menneskeheden at ofre. Som krigsgud og dødens gud vogter Odin den kosmiske orden. Han er kendt for sin raseri, beherskelse af seidr (magi) og poesi, hvormed heroiske krigere får evig berømmelse. Han ofrer sit øje for at opnå guddommelig visdom.

Odin er guden for krigerbander, ulvehædninger og bersærkere. I dødsæsonen (mellem slutningen af oktober og Yule) leder han den Vilde Jagt for at genoprette den kosmiske balance. Denne proces sikrer, at lyset vender tilbage under Yule (vintersolhverv), hvorefter jorden igen bliver frugtbar.

Mange af Odins egenskaber findes i afbildninger af hornede spyddansere, men der er endnu et aspekt, der forbinder ham med denne symbolik.

Fra Migrationsperioden ender horn af spyddanseren altid i to ravne. Odin ledsages af to ravne, Huginn og Muninn, der fortæller ham alt.

horn, et gammelt frugtbarhedstegn, havde muligvis mistet deres symbolik og betydning omkring denne tid. Selvom de stadig blev afbildet og forblev karakteristiske for det Odinistiske spyddansritual, blev ravnene tilføjet hertil.

Ritualet udføres sandsynligvis af præsteklassen. Hos de Indoeuropæiske folk var den religiøse og regerende klasse omtrent den samme, hvor kongen fungerede som ypperstepræst.

Spyddanseren bragte sig selv i en shamanistisk trance og krigerne forvandlede sig til bjørne og ulve. Det var disse krigeres opgave at gå i kamp og genoprette den kosmiske orden.

Det gehornede spydkæmpers ritual er ikke kun afbildet i proto-indoeuropæisk symbolik, det blev også faktisk udført. Derfor har vi i denne sammensætning skabt en 6.-8. århundredes gehornet spydkæmper. 

Vi antager, at præsten (eller shamanen) der udførte ritualet, sminkede sig selv sort. Ligesom under den moderne Sinterklaas-fest bliver sort sminke brugt til at skjule identiteten og komme tættere på åndeverdenen. Den hedenske brug af at sminke sig selv sort kan ses overalt i den proto-indoeuropæiske verden. Derudover er Koryos forbundet med natlige angreb, hvor de camouflerede sig med sort sminke.

Den bælte havde stor symbolsk værdi under spydkæmper- og kóryos-ritualet. Den bælte stod for troskab og bånd, både til kóryos og deres gud. I denne opsætning foretrækker vi så brede bælte som muligt som nedenfor. 

I denne opstilling har vi taget udgangspunkt i en germansk hornet spydkæmper. Derfor har vi valgt de germanske Thorsberg-bukser. Ønsker du at bruge denne spydkæmper som viking, anbefaler vi en Rusvik pufbuks. Historisk blev ritualet også udført nøgen, hvor bælte forbliver en vigtig del.

Til fodtøjet har vi valgt Oseberg støvler. 

Vi har brugt en træ-torc til horn og fastgjort den til et pandebånd. Den torc ender i to hundehoveder.

Du kan bruge din egen fortolkning til dette, såsom en hovedbeklædning af gevirer eller oksehorn.